Manglende oprindelse af druemost og tilbagebetaling af EU-støtte

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra den franske Conseil d’État vedrørende fortolkningen af EU-regler om støtte til privat oplagring af koncentreret druemost.

• Parter: Établissement national des produits de l’agriculture et de la mer (FranceAgriMer) mod Vinifrance SA.
• Baggrund: Vinifrance havde modtaget oplagringsstøtte for koncentreret druemost, men det viste sig, at en del af druemosten var erhvervet fra et fiktivt selskab, og dens oprindelse i Fællesskabet kunne ikke bevises.
• Centrale spørgsmål: Kan Vinifrance anses for at være "ejer" af druemosten, og kan støtten kræves tilbagebetalt?

FranceAgriMer argumenterede for, at Vinifrance ikke var berettiget til støtten, da druemosten ikke havde oprindelse i Fællesskabet, og at hele støtten skulle tilbagebetales.

Vinifrance anførte, at der kun kunne kræves delvis tilbagebetaling af støtten i forhold til grovheden af overtrædelsen.

Domstolen skulle tage stilling til, om artikel 17, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1059/83 finder anvendelse, og om forordning nr. 2988/95 kan anvendes i tilfælde af tilsidesættelse af ordningens bestemmelser.

Afgørelse

Domstolen fastslog:

• En producent, der har erhvervet druemost fra et ikke-eksisterende selskab, og hvor oprindelsen i Fællesskabet ikke kan bevises, kan ikke modtage oplagringsstøtte i henhold til forordning nr. 822/87.
• Artikel 17, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1059/83 kan ikke anvendes til at sanktionere en producent, der ikke overholder forpligtelsen om, at druemosten skal have oprindelse i Fællesskabet.
• Når der ikke er fastsat sanktioner i sektorspecifikke regler eller national lovgivning, kan der ikke pålægges en sanktion efter artikel 5 i forordning nr. 2988/95.
• Hvis oplagringskontrakter helt eller delvist vedrører druemost, der ikke har oprindelse i Fællesskabet, og som er blandet med druemost med oprindelse i Fællesskabet, skal de nationale myndigheder kræve den uberettigede støtte tilbagebetalt i sin helhed.

Begrundelse

Domstolen begrundede sin afgørelse med følgende:

• Kun druemost med oprindelse i Fællesskabet kan berettige til oplagringsstøtte.
• Manglende bevis for oprindelse i Fællesskabet udgør en tilsidesættelse af EU-retten og kan skade Unionens budget.
• Artikel 17 i forordning nr. 1059/83 sondrer mellem forskellige typer af tilsidesættelser og sanktioner, hvor de alvorligste mangler vedrørende gyldigheden af oplagringskontrakten ikke kan sanktioneres efter artikel 17, stk. 1, litra b).
• Forordning nr. 2988/95 fastlægger generelle regler om beskyttelse af Unionens finansielle interesser, men artikel 5 heri giver ikke i sig selv hjemmel til at pålægge administrative sanktioner.
• Nationale myndigheder er forpligtet til at tilbagesøge uberettiget modtaget støtte for at sikre overholdelse af EU-retten.

Centrale EU-retlige principper

• Princippet om beskyttelse af EU's finansielle interesser: EU-retten forpligter medlemsstaterne til at sikre, at EU's midler anvendes korrekt og at uretmæssigt udbetalte beløb tilbagesøges.
• Legalitetsprincippet: Administrative sanktioner skal have et klart og utvetydigt retsgrundlag i EU-retten eller national ret.
• Forordningers umiddelbare anvendelighed: EU-forordninger er direkte gældende i medlemsstaterne og skaber rettigheder og pligter for både myndigheder og borgere.
• Loyalitetssamarbejde: Medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af EU-retten.

Anvendelse i sagen

• Domstolen fastslog, at princippet om beskyttelse af EU's finansielle interesser kræver, at Frankrig tilbagesøger den uretmæssigt udbetalte støtte til Vinifrance.
• Da der ikke var et klart retsgrundlag for at pålægge en sanktion, kunne Frankrig kun kræve tilbagebetaling af støtten.

Betydning for EU-retten

• Afgørelsen bekræfter vigtigheden af at beskytte EU's finansielle interesser og sikrer, at medlemsstaterne ikke kan undlade at tilbagesøge uretmæssigt udbetalt støtte.
• Den understreger, at administrative sanktioner skal have et klart retsgrundlag, og at EU-retten ikke giver mulighed for at pålægge sanktioner, hvis der ikke er en specifik hjemmel.