Konkurskarantæne pålagt direktør og reel leder for groft uforsvarlig forretningsførelse

Tabel over Kurators Krav:

Retten fandt, at den tidligere direktør, X1, havde udvist ansvarspådragende adfærd, men at der var tvivl om den præcise årsagssammenhæng mellem X1's handlinger og det fulde tab.

Retten lagde vægt på, at X1 burde have indstillet driften på et tidligere tidspunkt, da de økonomiske udsigter var dystre. Dette udgjorde en overtrædelse af almindelige ledelsesprincipper og gav anledning til erstatningsansvar efter Konkursloven § 238.

Retten udtalte, at "det er bevist, at sagsøgte X1 fra [dato] og frem har drevet selskabet videre på kreditorernes regning uden reel udsigt til rekonstruktion eller genopretning af egenkapitalen."

Retten stadfæstede, at X1 hæftede for 1.200.000 DKK i erstatning. Kravet om omstødelse mod B-10-15S ApS under konkurs blev dog afvist, da kurator ikke tilstrækkeligt havde godtgjort, at overførslerne var illoyale, idet betalingerne delvist dækkede legitimt leverede ydelser. X1 blev dømt til at betale sagens omkostninger til S ApS under konkurs med et fastsat beløb.

Sagsøgtes forsvar

XX påstod frifindelse og bestred, at betingelserne for omstødelse var opfyldt. De hævdede, at betalingerne var sket som led i den almindelige forretningsgang og dækkede fakturerede ydelser, der var leveret i den pågældende periode. XX fastholdt, at de handlede i god tro og ikke havde konkret viden om X’s insolvens.

Rettens vurdering af usædvanlighed og ond tro

Retten foretog en konkret vurdering af de to primære betalinger, Betaling A og Betaling B, i forhold til Konkursloven § 64, stk. 1. Retten lagde vægt på transaktionens karakter og sagsøgtes kendskab eller burde-kendskab til X's vanskeligheder.

Retten udtalte, at "timingen og det pludselige opgør af den ældre gældspost (Betaling A) faldt uden for rammerne af almindelig forretningsdrift. I lyset af den tætte relation mellem X og XX, burde XX have indset, at betalingen var til skade for boets øvrige kreditorer."

Retten konkluderede, at Betaling A opfyldte betingelserne for omstødelse, men at Betaling B på 150.000 kr. kunne anses som en sædvanlig betaling for nyligt leverede ydelser, hvorfor ond tro ikke kunne bevises i relation til denne del af kravet.