Konkurskarantæne pålagt tidligere direktør grundet groft uforsvarlig forretningsførelse og manglende overholdelse af bogføringsloven

Sagsøgte fremførte, at betalingerne faldt inden for rammerne af en almindelig forretningsmæssig disposition og at den omstændighed, at selskabet efterfølgende gik konkurs, ikke i sig selv medfører omstødelse. Det blev hævdet, at sagsøgte hverken havde kendskab til eller burde have haft kendskab til den vanskelige økonomiske situation på betalingstidspunktet.

Sø- og Handelsretten fandt, at kurator ikke havde løftet bevisbyrden for, at betalingerne var utilbørlige, eller at sagsøgte burde have indset selskabets insolvens på betalingstidspunktet. Retten lagde vægt på:

• Bevis for, at de foretagne betalinger afveg væsentligt fra det sædvanlige samhandelsmønster.
• Fravær af konkret viden hos sagsøgte om selskabets insolvens.

Retten konkluderede, at der var tale om ordinære betalinger, hvorfor betingelserne for omstødelse i henhold til Konkursloven § 64 og § 72 ikke var opfyldt.

Sagsøgte frifandtes derfor for kurators omstødelseskrav. Kurator blev pålagt sagsomkostningerne.

• En betaling på 850.000 kr. til sagsøgtes private konto, der angiveligt skulle dække et gammelt lån, men som boet mente var en dækning af gæld, der ikke kunne anses for ordinær.
• Overførsel af fire specialmaskiner, vurderet til 150.000 kr., til et nystiftet selskab, som sagsøgte var involveret i.
• Betaling af private rejser og restaurantbesøg for ca. 50.000 kr. foretaget med selskabets midler i de sidste tre måneder før konkurs.

Konkursboet argumenterede for, at sagsøgte som direktør måtte have været bekendt med selskabets akutte likviditetsproblemer og insolvens på tidspunktet for dispositionerne, og at betalingerne derfor var utilbørlige i henhold til Konkursloven § 74.

Sagsøgtes Forsvar

Sagsøgte påstod frifindelse og anførte, at alle transaktioner var foretaget som led i sædvanlig drift og i god tro.

Sagsøgte fastholdt, at betalingen på 850.000 kr. var en berettiget tilbagebetaling af et reelt anfordringslån ydet til selskabet i en periode med likviditetspres, og at tidspunktet for tilbagebetalingen ikke var utidig, da det skete i henhold til låneaftalens vilkår.

Sagsøgte argumenterede desuden for, at maskinerne var overført som en del af et salg til markedsværdi, og at det nystiftede selskab havde betalt det aftalte beløb. De private udgifter blev forklaret som repræsentationsudgifter, der relaterede sig til igangværende forretningsprojekter.

Rettens Bevisvurdering

Retten lagde vægt på vidneforklaringer fra selskabets revisor og bankrådgiver, som bekræftede, at selskabet havde været i alvorlige økonomiske vanskeligheder i månedsvis før konkursen. Retten fandt, at bevisbyrden for, at de store betalinger var sædvanlige, lå hos sagsøgte. I forhold til de 850.000 kr. fandt retten, at sagsøgte ikke havde godtgjort, at betalingen, givet den kritiske økonomiske situation, ikke var utilbørlig i relation til de øvrige kreditorer. Dog fandt retten, at salget af maskinerne var foregået til et acceptabelt vederlag, og dette krav blev derfor afvist.