Konkurskarantæne pålagt direktør for groft uforsvarlig forretningsførelse med manglende skattebetaling og fiktive fakturaer

Kurator fremlagde bevis for, at S ApS' likviditet havde været kritisk i månederne forud for konkursen, og at den påståede låneaftale med X ikke var dokumenteret skriftligt i selskabets regnskaber eller protokoller.

Sø- og Handelsretten fandt, at kurator havde godtgjort, at S ApS var insolvent på tidspunktet for de væsentlige overførsler til X's private konto.

Retten lagde vægt på, at X som direktør og hovedanpartshaver burde have vidst, at selskabets økonomiske situation var kritisk, og at de foretagne dispositioner utilbørligt begunstigede X frem for selskabets øvrige kreditorer, jf. Konkursloven § 74.

Afgørelse vedrørende Betalinger: Retten fandt, at overførslen af de 1.5 mio. DKK skulle omstødes. X havde ikke løftet bevisbyrden for, at der forelå et gyldigt og dokumenteret tilgodehavende, som berettigede til en betaling på dette tidspunkt, især ikke i lyset af selskabets økonomiske tilstand. Betalingen var derfor omstødelig i henhold til Konkursloven § 64, stk. 1.

Afgørelse vedrørende Varesalg: Retten fandt det ligeledes godtgjort, at salget af lagerbeholdningen var sket til en underpris. Selvom varelageret måtte anses for delvist forældet, vurderede Retten, at differencen på 450.000 DKK mellem den betalte pris og den reelle værdi var utilbørlig. Dette beløb skulle derfor også tilbageføres til boet i medfør af Konkursloven § 74.

Samlet set blev X dømt til at betale 1.950.000 DKK til konkursboet, og X blev pålagt at betale sagens omkostninger.

Sagsøgtes forsvar

XX påstod frifindelse og bestred, at betingelserne for omstødelse var opfyldt. De hævdede, at betalingerne var sket som led i den almindelige forretningsgang og dækkede fakturerede ydelser, der var leveret i den pågældende periode. XX fastholdt, at de handlede i god tro og ikke havde konkret viden om X’s insolvens.

Rettens vurdering af usædvanlighed og ond tro

Retten foretog en konkret vurdering af de to primære betalinger, Betaling A og Betaling B, i forhold til Konkursloven § 64, stk. 1. Retten lagde vægt på transaktionens karakter og sagsøgtes kendskab eller burde-kendskab til X's vanskeligheder.

Retten udtalte, at "timingen og det pludselige opgør af den ældre gældspost (Betaling A) faldt uden for rammerne af almindelig forretningsdrift. I lyset af den tætte relation mellem X og XX, burde XX have indset, at betalingen var til skade for boets øvrige kreditorer."

Retten konkluderede, at Betaling A opfyldte betingelserne for omstødelse, men at Betaling B på 150.000 kr. kunne anses som en sædvanlig betaling for nyligt leverede ydelser, hvorfor ond tro ikke kunne bevises i relation til denne del af kravet.