Konkurskarantænesag mod direktør for S ApS grundet groft uforsvarlig forretningsførelse

Retten lagde til grund, at selvom sagsøgte X formelt set ikke var en del af S ApS's ledelse, havde X en sådan tilknytning til selskabet, at X måtte bære et ansvar for at sikre, at transaktionen skete på markedsmæssige vilkår.

Retten fastslog, at transaktionen resulterede i et åbenbart misforhold mellem aktivernes værdi og den betalte pris. Under henvisning til Aftaleloven § 36 fandt retten, at det ville være urimeligt at opretholde aftalen, da X burde have vidst, at aftalen var til stor skade for kreditorernes interesser.

Retten udtalte, at "når aftalen er indgået under omstændigheder, hvor X havde kendskab til S ApS's akutte behov for likviditet, og prisen lå markant under skønsmæssig markedsværdi, var transaktionen i strid med redelig handlemåde."

Afgørelse:

• Aftalen blev tilsidesat i medfør af Aftaleloven § 36.
• Sagsøgte X blev dømt til at betale konkursboet 1.800.000 kr. i erstatning, svarende til den lidte tabsdifference.
• Sagsøgte X blev pålagt at betale sagens omkostninger.

• Uforsvarlig Drift: Sagsøgte fortsatte driften, selvom selskabet var teknisk insolvent, og indgik nye, risikable aftaler kort før konkursen.
• Manglende Kapitalisering: Sagsøgte undlod at sikre tilstrækkelig kapitalisering eller stoppe driften, da egenkapitalen var tabt.
• Dispositioner til Skade: Sagsøgte foretog dispositioner, der primært begunstigede nærtstående parter frem for selskabets kreditorer.

Konkursboet krævede en erstatning på 15 millioner kroner for tab, som selskabet led som følge af den uforsvarlige drift i de sidste 18 måneder før konkursen, baseret på principperne om ledelsesansvar i Selskabsloven § 361, stk. 1.

Sagsøgtes Forsvar

Sagsøgte (X, repræsenteret af advokat Morten Bjerregaard Nielsen) nedlagde påstand om frifindelse og bestred, at der var handlet groft uforsvarligt. Deres hovedargumenter var:

• Forretningsmæssigt Skøn: De dispositioner, der blev foretaget, lå inden for rammerne af et normalt forretningsmæssigt skøn, og tabene skyldtes uforudsete markedsændringer, ikke ledelsens forsømmelser.
• Årsagssammenhæng: Sagsøgte gjorde gældende, at konkursboet ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var direkte kausalitet mellem de hævdede fejl og de økonomiske tab.

Sagsøgte hævdede, at "driften i den pågældende periode var baseret på optimistiske, men realistiske forventninger til markedet, og at et efterfølgende tab i sig selv ikke kan sidestilles med en uforsvarlig ledelse."

Hovedbevisførelsen

Sagen krævede omfattende bevisførelse, herunder gennemgang af regnskabsmateriale, interne korrespondancer og vidneforklaringer fra revisorer og tidligere ansatte. Et centralt punkt var tidspunktet for, hvornår ledelsen burde have indset insolvensen og stoppet driften for at minimere tab for kreditorerne.