Tvist om dækning af advokatudgifter efter forsikringsselskabs oprindelige afvisning af ulykkesskade

Sagen omhandler en tvist mellem en enke og forsikringsselskabet If Skadeforsikring vedrørende størrelsen af dækningen for advokatudgifter i en ulykkessag. Enkens afdøde mand havde en ulykkesforsikring hos selskabet.

Sagens Forløb

Den afdøde faldt ned ad en trappe den 1. september 2013, hvilket medførte skader, som Arbejdsskadestyrelsen senere vurderede til en méngrad på 90 %. Selskabet afviste i første omgang dækning den 1. april 2014 med henvisning til en undtagelse i forsikringsbetingelserne om selvforskyldt beruselse. Afgørelsen indeholdt ikke vejledning om klageadgang.

Efter at enken involverede en advokat, som rettede henvendelse til selskabet den 27. juni 2014, anerkendte selskabet den 15. september 2014, at ulykken var dækningsberettiget. Selskabet udbetalte efterfølgende ménerstatning og dødsfaldserstatning på over 1,4 mio. kr.

Parternes Påstande

Klagerens advokat kræver dækning af advokatudgifter med 42.000 kr. plus moms. Dette beløb svarer til halvt proceduresalær i henhold til landsretspræsidenternes vejledende takster. Advokaten argumenterer for, at det var rimeligt og nødvendigt at søge juridisk bistand, da selskabet uberettiget afviste sagen og undlod at vejlede om klagemuligheder, hvilket skabte mistillid.

If Skadeforsikring afviser kravet og mener ikke, at advokatbistand var nødvendig, da klageren kunne have opnået samme resultat ved en intern klage. Selskabet har dog, efter sagens indbringelse for nævnet, anerkendt at dække advokatudgifter med 8.000 kr. plus moms, som de anser for et rimeligt beløb i forhold til sagens kompleksitet.

Ankenævnet finder, at klageren har krav på, at selskabet erstatter udgifterne til et rimeligt arbejdsvederlag til advokaten. Dette følger af Forsikringsaftaleloven § 32, stk. 3, som giver en sikret ret til at kræve dækning for rimelige og nødvendige udgifter til advokatbistand.

Nævnet lægger vægt på, at selskabet i første omgang afviste dækning for ulykkestilfældet, og først efter klagerens advokat rettede henvendelse, anerkendte selskabet, at der var tale om et dækningsberettiget ulykkestilfælde. Dette førte til en efterfølgende udbetaling på omkring 1,5 mio. kr.

På det foreliggende grundlag, hvor klagerens advokat ikke har fremsendt et time-/sagsregnskab, finder nævnet dog ikke grundlag for at kritisere størrelsen af det honorar på 8.000 kr. med tillæg af moms, som selskabet allerede har anerkendt.

Nævnet bemærker desuden, at det fremgår af nævnets vedtægter, at hver part bærer egne advokatomkostninger i forbindelse med selve sagens behandling i nævnet.

Som følge heraf bestemmes det, at klageren ikke får medhold.