Sag om tab på fejlslagne investeringer og fortolkning af aftaler mellem bank og investeringschef

Sagsforløb og Kontraktgrundlag

Sagsøgte blev ansat som investeringschef i banken den 1. marts 2007. Forinden havde han i en årrække arbejdet inden for investering, heraf 10 år som investeringschef. Han var allerede kunde i banken, og i september 2006 stiftede han Virksomhed ApS 1, der også blev kunde i banken.

Kontraktgrundlaget omfattede en række aftaler for både Sagsøgte personligt og Virksomhed ApS 1, herunder:

• Aktieinvesteringskreditter med krav om minimumsdækning af sikkerhedsdepoter (100% for Sagsøgte, 110% for Virksomhed ApS 1).
• Rammebreve og almindelige bestemmelser for handel med finansielle instrumenter.
• Kundeprofiler, der for Virksomhed ApS 1 angav høj risikoprofil og spekulation som investeringsformål.
• Låneanmodninger/garantierklæringer vedrørende valutalån i CHF.

Bankens interne kontrolsystemer og kommunikation viste et skærpet fokus på overvågning af investeringsrammer og aktiekreditter, især i 2008. Mails fra juli og september 2008 understregede behovet for daglig gennemgang af engagementer og øjeblikkelig handling ved overskridelser. På trods heraf viste bankens interne kontrolark (bilag 43) ingen underdækning på Sagsøgtes eller Virksomhed ApS 1's aktiekreditter.

I slutningen af september 2008 blev det dog konstateret, at de samlede træk på kreditterne for begge engagementer i væsentlig grad oversteg værdien af de stillede sikkerheder. Dette førte til et møde, hvor Sagsøgte blev suspenderet, men genoptog sin stilling dagen efter, for så at blive fritstillet den 18. november 2008. Banken opsagde Sagsøgtes og Virksomhed ApS 1's engagementer til fuld indfrielse den 17. april 2009.

Vidneforklaringer og Formueopgørelser

Under sagen blev der afgivet flere vidneforklaringer, som belyste bankens kontrolsystemer, Sagsøgtes rolle og viden, samt implementeringen af MiFID-reglerne. Det fremgik, at banken havde daglige overvågningsprogrammer, men at der var forskellige opfattelser af, hvorvidt disse systemer var tilstrækkelige, og om de omfattede alle typer engagementer (f.eks. valutalån).

Formueopgørelser, der lå til grund for bankens kreditvurderinger, blev også drøftet. Parterne var enige om, at bankens opgørelser var behæftet med fejl for så vidt angår Virksomhed ApS 1. Sagsøgte forklarede, at han selv havde udarbejdet visse regneark til overblik, men at disse ikke var bankens styringsinstrumenter.

Rettens Begrundelse

Retten lagde til grund, at Sagsøgte, inden sin ansættelse i banken, var bankuddannet og havde omfattende erfaring med investeringsrådgivning. Han henvendte sig selv til banken med et investeringsprojekt og blev kunde. Retten fandt, at Sagsøgte selv traf beslutninger om investeringer i værdipapirer og finansielle instrumenter for sig selv og sit selskab, Virksomhed ApS 1, uden forudgående rådgivning fra banken.

Det blev fastslået, at:

• Aktieinvesteringskontrakterne indeholdt krav om minimumsdækning af sikkerhedsdepotet (110% for Virksomhed ApS 1 og 100% for Sagsøgte personligt).
• Stop-loss klausulen i aftalerne var en misligholdelsesbeføjelse for banken, men ikke en forpligtelse til at kræve ændringer ved overskridelse af beløbsrammen.
• Værdierne af sikkerhedsdepotet på intet tidspunkt havde udgjort mindre end de aftalte minimumsprocenter.
• Valutalånene var bevilliget efter sædvanlig kreditvurdering, og selvom provenuet delvist blev anvendt til køb af værdipapirer i sikkerhedsdepoterne, indgik valutalånene ikke i vurderingen af forholdet mellem sikkerhedsdepoternes værdi og aktieinvesteringskreditterne.

Retten fandt, at banken havde foretaget den opfølgning på de enkelte engagementer, som Sagsøgte med føje kunne forvente. Interne mails fra banken ændrede ikke på dette resultat. Med henblik på Sagsøgtes kvalifikationer og hans evne til at overskue egne og selskabets engagementer, fandt retten det uden betydning, om MiFID-reglerne måtte være overtrådt.

Det fremgik ikke af sagens dokumenter, at der var aftalt et vilkår om, at banken skulle realisere de af Virksomhed ApS 1 stillede sikkerheder, før en eventuel restfordring kunne rettes mod Sagsøgte på grundlag af kautionsforpligtelsen.

Afgørelse om Hovedkrav

På baggrund af ovenstående og da der ikke var fremkommet oplysninger, der gav grundlag for at statuere, at banken havde handlet ansvarspådragende over for Sagsøgte eller Virksomhed ApS 1, tog retten bankens påstand til følge.

Sagsøgte blev dømt til inden 14 dage at betale til Sagsøger A/S:

• DKK 3.324.809,04 med tillæg af renter 9,75% p.a. med tilskrivning kvartalsvis af DKK 3.321.809,04 fra den 4. september 2009 og indtil betaling sker.
• DKK 1.747.703,47 med tillæg af renter 8,5% p.a. med tilskrivning kvartalsvis af DKK 1.741.578,47 fra den 4. september 2009 og indtil betaling sker.

Afgørelse om Sagsomkostninger

Sagsøgte blev desuden dømt til inden samme frist at betale sagens omkostninger til Sagsøger A/S med DKK 395.380. Beløbet dækkede sagsøgerens udgift til retsafgift (DKK 114.700), vidneførsel (DKK 680) og advokatbistand (DKK 280.000). Retten lagde vægt på sagens omfang og beskaffenhed ved fastsættelsen af omkostningerne.

Sagsøgers Argumentation

Sagsøgeren gjorde gældende, at bankens rådgiver havde handlet i strid med god skik for finansielle virksomheder og havde undladt at give tilstrækkelig information om risikoen, særligt i lyset af den finansielle uro i perioden. Det blev fremført, at investeringerne var i strid med det aftalte risikoniveau og dermed udgjorde en overtrædelse af Aftaleloven § 36, stk. 1, da aftalerne i situationen virkede urimelige.

• Banken undlod at diversificere porteføljen tilstrækkeligt.
• Rådgiveren undlod at advare om den nært forestående konkursrisiko (som banken burde have kendt til).
• Banken havde handlet groft uagtsomt, hvilket medførte et erstatningsansvar efter Erstatningsansvarsloven § 1.

Sagsøgeren påpegede, at "tabet på 4,5 mio. kr. er en direkte konsekvens af Amagerbankens pligtforsømmelse og utilstrækkelige risikostyring på et tidspunkt, hvor banken prioriterede egne interesser over kundens".

Sagsøgtes Argumentation

Amagerbanken, repræsenteret af kurator, påstod frifindelse. Banken hævdede, at sagsøgeren var en erfaren investor, som havde accepteret den høje risiko i investeringsaftalerne. Det blev fremført, at tabet skyldtes generelle markedsmæssige forhold, og at bankens rådgivning lå inden for rammerne af, hvad der var forsvarligt på det pågældende tidspunkt.

Banken lagde vægt på følgende punkter:

• Sagsøger havde underskrevet dokumenter, der bekræftede, at han var blevet informeret om risikoen.
• Der var ikke ført bevis for årsagssammenhæng mellem den påståede mangelfulde rådgivning og det faktiske tab, da tabet primært skyldtes den finansielle krise.
• Kurator gjorde gældende, at erstatningskravet var forældet, da sagsøger burde have kendt til tabet tidligere.

Forløbet

Retten indkaldte bankens tidligere rådgiver til vidneforklaring. Det blev af vidneforklaringen og sagens dokumenter klarlagt, at sagsøgeren ikke havde en formel professionel investeringserfaring, selvom han havde indvilliget i en 'høj risiko'-profil. Retten foretog en vurdering af rådgiverens uafhængighed og pligtmæssige agtpågivenhed i henhold til gældende standarder for bankrådgivning i den periode.