Frist for overholdelse af ammoniakkrav for husdyrbrug baseret på staldanlægs oprindelige alder, ikke renoveringstidspunkt

Sagen omhandlede, hvordan fristen for et husdyrbrugs overholdelse af kravet om maksimal totaldeposition af ammoniak skulle fastsættes. Sagsøger, en landmand repræsenteret af Landbrug og Fødevarer F.m.b.A, havde anlagt sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Baggrund for tvisten

Sagsøger overtog i 2014 et svinebrug, som var omfattet af en miljøgodkendelse fra 2007. I 2019 revurderede Aalborg Kommune godkendelsen og konstaterede, at husdyrbruget ikke overholdt det gældende krav til totaldeposition af ammoniak på et nærliggende kategori 1-naturområde. Kommunen påbød, at kravet skulle være opfyldt inden udgangen af 2030.

Sagsøger påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med påstand om, at fristen skulle forlænges til 2039-2044. Dette blev begrundet med, at der i 2015 var foretaget betydelige renoveringer af staldanlæggene, hvilket efter sagsøgers opfattelse forlængede deres restlevetid.

Klagenævnet stadfæstede kommunens afgørelse, men skærpede fristen, så kravet skulle være opfyldt allerede ved udgangen af 2021. Nævnet lagde til grund, at staldanlæggenes restlevetid skulle beregnes fra deres oprindelige opførelse i henholdsvis 1972 og 1992-93, da renoveringen i 2015 ikke var godkendelsespligtig.

Sagens kerne

Kernen i sagen for landsretten var fortolkningen af reglerne om fastsættelse af frist for opfyldelse af totaldepositionskravet, herunder især hvordan begrebet "forventet restlevetid" i Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 39, stk. 7 skulle forstås.

Parternes anbringender

• Sagsøger argumenterede for, at en konkret og individuel vurdering, herunder de foretagne renoveringer, skulle lægges til grund, hvilket ville resultere i en længere restlevetid og dermed en længere frist. En frist til 2021 ville reelt medføre en tvangsmæssig nedlukning.
• Miljø- og Fødevareklagenævnet fastholdt, at restlevetiden skulle regnes fra staldanlæggenes etableringstidspunkt. Da den normale levetid på 15-20 år for længst var overskredet, var anlæggene at betragte som udtjente, og kravet skulle derfor opfyldes hurtigst muligt.

Vestre Landsret frifandt Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Landsretten fastslog, at klagenævnets afgørelse om at fastsætte en kort frist (udgangen af 2021) for sagsøgers husdyrbrug til at overholde kravet om totaldeposition af ammoniak var lovlig. Retten fandt, at fristen korrekt var fastsat med udgangspunkt i staldanlæggenes oprindelige etableringstidspunkter (1972 og 1992-93) og ikke tidspunktet for en senere, ikke-godkendelsespligtig renovering i 2015.

Landsrettens begrundelse

Landsretten lagde vægt på følgende:

• Beregning af restlevetid: I overensstemmelse med Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 39, stk. 7 skal den forventede restlevetid, som danner grundlag for fristen, beregnes fra staldanlæggets etablering. Da de gennemførte renoveringer ikke var godkendelsespligtige, kunne de ikke sidestilles med en nyetablering, der kunne nulstille beregningen af levetiden.
• Anlæggets alder: Da staldanlæggene var betydeligt ældre end den normale afskrivningsperiode på 15-20 år, var de i lovens forstand udtjente. Derfor var der hjemmel til at kræve, at totaldepositionskravet blev overholdt allerede fra revurderingstidspunktet.
• Proportionalitet: Landsretten fandt, at klagenævnet havde foretaget en konkret og individuel vurdering med inddragelse af proportionalitetsprincippet. Nævnet havde vurderet staldenes stand, størrelse og kvalitet, men konkluderet, at dette ikke kunne føre til et andet resultat eller en længere frist.
• Lovens formål: Formålet med lovgivningen om totaldeposition ville blive modvirket, hvis ikke-godkendelsespligtige renoveringer kunne medføre en længere frist for at overholde miljøkravene.

Sagsøger, Landbrug og Fødevarer F.m.b.A, blev pålagt at betale sagsomkostninger på 200.000 kr. til Miljø- og Fødevareklagenævnet.