Antallet af dommerstillinger ved de enkelte retter er fastlagt i retsplejeloven. For Højesterets vedkommende fremgår det af retsplejelovens § 2, stk. 1, at Højesteret, som er øverste domstol for hele riget og har sit sæde i København, består af en præsident og 15 andre højesteretsdommere. Der har været 18-19 udnævnte højesteretsdommere uafbrudt siden 1996, idet forøgelsen i forhold til de 16 dommere, som aktuelt fremgår af retsplejeloven (1 præsident og 15 andre højesteretsdommere), er sket med hjemmel i tekstanmærkninger på de årlige finanslove.

Efter den foreslåede ændring af retsplejelovens § 2, stk. 1, 2. pkt., fastsættes det i retsplejeloven, at Højesteret består af 18 højesteretsdommere (en præsident og 17 andre højesteretsdommere).

Det foreslåede antal svarer til det faktiske antal højesteretsdommere i dag. Den foreslåede ordning indebærer, at Domstolsstyrelsen ikke længere i forbindelse med en højesteretsdommers afgang skal beslutte, om den pågældende stilling skal slås op på ny.

Forslaget berører ikke muligheden for, at Domstolsstyrelsen efter indstilling fra Højesteret kan beslutte, at der i korte perioder fungerer flere eller færre end 18 højesteretsdommere i forbindelse med besættelse af flere stillinger, der bliver ledige inden for korte tidsrum, jf. herved tekstanmærkning nr. 103 ad 11.41.02 i finansloven for 2022.

Der henvises til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 1, pkt., at anklagemyndigheden efter anmodning udleverer kopi af anklageskrift eller retsmødebegæring til de personer, der er nævnt i § 41 f, stk. 1, dvs. redaktører og redaktionelle medarbejdere ved skrifter omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, ved radio- eller fjernsynsforetagender omfattet af § 1, nr. 2, i medieansvarsloven og ved massemedier omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven.

Det følger af retsplejelovens § 41 e, stk. 1, 2. pkt., at anmodninger om aktindsigt i et større antal sager kan afslås, medmindre anmodningen er rimeligt begrundet, herunder når der søges aktindsigt til brug for videnskabelig forskning eller journalistisk eller redaktionelt arbejde. Det bemærkes, at den særlige adgang til at anmode om aktindsigt i et større antal sager ikke kun gælder for danske massemedier, men derimod – ligesom for den videnskabelige forsknings vedkommende – er udformet generelt, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 638.

Bestemmelsen i § 41 e, stk. 1, 2. pkt., finder ikke anvendelse på anmodninger om aktindsigt omfattet af retsplejelovens § 41 f, stk. 2.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 2. pkt. , indsættes en henvisning til § 41 e, stk. 1, 2. pkt., således at denne bestemmelse fremover vil finde tilsvarende anvendelse på anmodninger om aktindsigt omfattet af retsplejelovens § 41 f, stk. 2.

Ændringen vil indebære, at det fremover bliver muligt at stille krav om, at anmodninger om aktindsigt i et større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer skal være rimeligt begrundet. Anmodninger i et større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer, der ikke er rimeligt begrundede, vil således kunne afslås. Det er i den forbindelse uden betydning, om der er tale om én anmodning i et større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer eller mange samtidige anmodninger i et mindre antal anklageskrifter og retsmødebegæringer, som samlet udgør et større antal.

Det vil som udgangspunkt bero på en konkret vurdering, hvad der udgør et ”større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer”. Det forudsættes dog, at der i almindelighed vil skulle være tale om anmodninger i et ikke uvæsentligt antal anklageskrifter eller retsmødebegæringer. Der kan i den forbindelse lægges vægt på, om anmodningen eksempelvis tager udgangspunkt i offentliggjorte retslister, eller om ansøgningen i øvrigt er så bredt formuleret og omfatter så mange sager, at den allerede af den grund ikke kan anses for rimeligt begrundet. Det forudsættes i øvrigt, at den foreslåede bestemmelse vil blive administreret i overensstemmelse med retsplejelovens § 41 e, stk. 1, 2. pkt.

Er en anmodning om aktindsigt i anklageskrifter eller retsmødebegæringer i øvrigt rimeligt begrundet, vil der ikke kunne meddeles afslag, uanset hvor mange anklageskrifter eller retsmødebegæringer der konkret er anmodet om aktindsigt i. Anmodningen vil som udgangspunkt være rimeligt begrundet, hvis der søges om aktindsigt til brug for almindeligt journalistisk eller redaktionelt arbejde. Dette skal ses i sammenhæng med, at adgangen til aktindsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer bl.a. har til formål at sikre, at pressen har mulighed for at vurdere, om en konkret sag kan have offentlighedens interesse, og for i givet fald at omtale sagen forud for hovedforhandling og dom. Anklagemyndigheden forudsættes således at udvise betydelig tilbageholdenhed med at afvise anmodninger om aktindsigt fra redaktionelle medier.

Dog vil ikke alle anmodninger, som indgives af et massemedie, eller hvor formålet i øvrigt angives at være journalistisk eller redaktionelt arbejde, uden videre kunne anses for rimeligt begrundede. Sådanne anmodninger vil således også kunne afvises efter en samlet vurdering. Anmoder samme ansøger f.eks. på ugentlig basis og til flere politikredse samtidig om aktindsigt i et større antal anklageskrifter eller retsmødebegæringer, vil det således i almindelighed ikke skulle anses for rimeligt begrundet, medmindre der er indikationer på, at ansøgningerne reelt er til journalistisk eller redaktionelt arbejde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1 og 2

Det fremgår af retsplejelovens § 101, stk. 1, 1. pkt., at statsadvokaterne varetager udførelsen af straffesager ved landsretterne.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 oprettes en Statsadvokat for Særlig Kriminalitet. Statsadvokaten skal føre tilsyn med National enhed for Særlig Kriminalitets komplekse straffesagsbehandling, føre legalitetskontrol, hjælpe med styring og tilskæring af enhedens sager og føre ankesager for landsretterne, jf. dog den foreslåede § 101, stk. 3. Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet vil således i et vist omfang overtage nogle af de opgaver, der allerede ligger hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det foreslås med lovforslagets § 2, nr. 1, at ændre § 101, stk. 1, 1. pkt., således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at statsadvokaterne varetager udførelsen af straffesager ved landsretterne, jf. dog § 101, stk. 3.

På den baggrund foreslås det endvidere med lovforslagets § 2, nr. 2, at indsætte et stk. 3 i retsplejelovens § 101, så Rigsadvokaten kan bemyndige National enhed for Særlig Kriminalitet til i et nærmere bestemt omfang at varetage udførelsen af straffesager ved landsretterne i sager omfattet af enhedens område.

Forslaget er begrundet i et hensyn til de kompetencer, der samles i National enhed for Særlig Kriminalitet og for at sikre størst mulig fleksibilitet ved anklagemyndighedens behandling af komplekse straffesager.

Dette indebærer, at enheden modsat politikredsene forventes at føre visse ankesager i landsretterne. Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet vil i den forbindelse skulle være særlig opmærksom på tilsynsforpligtigelsen i forhold til de ankesager, som enheden er bemyndiget til at varetage.

For en nærmere gennemgang af disse sager henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af retsplejelovens § 172 a, stk. 1, at en person, der er blevet videoafhørt efter § 745 e eller § 183, stk. 3, ikke har pligt til at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen.

Det foreslås at ændre henvisningen til retsplejelovens 745 e i § 172 a, stk. 1, så der fremover henvises til retsplejelovens 745 e, stk. 1, nr. 1-4.

Ændringen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 745 e, stk. 1, nr. 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 7, hvorefter videoafhøringsordningen i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, udvides til også at omfatte forurettede, der er 15 år eller derover, når efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 216 (voldtægt) eller straffelovens § 225, jf. § 216 (voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje).

Med ændringen vil forurettede, der fremover omfattes af den foreslåede bestemmelse i § 745 e, stk. 1, nr. 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 7, have pligt til at møde som vidne i retten og svare på supplerende spørgsmål i de situationer, hvor forurettede er videoafhørt.

Forslaget indebærer således, at den pågældende ikke vil være fritaget fra at afgive forklaring efter retsplejelovens § 172 a. Det videoafhørte vidne vil dermed fortsat skulle møde som vidne i retten for der at stå til rådighed for supplerende spørgsmål til den optagne forklaring.

Det forudsættes, at videooptagelsen under afhøringen af forurettede vil blive afspillet for retten indledningsvis under forurettedes tilstedeværelse. Forurettede vil herefter skulle sandhedsformanes af retten og dernæst blive bedt om at forholde sig til, om vedkommende kan vedstå sig forklaringen i videoafhøringen. Herefter kan forurettede komme med tilføjelser eller rettelser til den videooptagne forklaring.

Derefter forudsættes det, at anklageren og forsvareren vil få mulighed for at stille supplerende spørgsmål til den forurettede. De supplerende spørgsmål bør ikke have karakter af en egentlig genafhøring af forurettede, hvilket indebærer, at spørgsmål til forhold, der efter rettens vurdering er tilstrækkeligt belyst ved videoafhøringen, bør afskæres i medfør af retsplejelovens § 864, efter hvilken retten kan beslutte at afslutte bevisførelsen enten i det hele eller om et enkelt punkt, inden alle beviserne er fremført.

Efter omstændighederne vil forurettede kunne være omfattet af reglerne om vidnefritagelse i retsplejelovens § 171. Der vil således kunne opstå situationer, hvor en forurettet efter at have fået sin forklaring videooptaget alligevel ikke ønsker den afspillet i retten og heller ikke selv ønsker at afgive forklaring for retten med henvisning til retsplejelovens § 171, stk. 1 og 2. Forslaget ændrer ikke på anvendelsesområdet for de gældende regler om vidnefritagelse. I de tilfælde, hvor forurettede har ret til at blive fritaget fra at vidne, kan den optagne forklaring således ikke afspilles uden den forurettedes samtykke. I de tilfælde, hvor retten efter retsplejelovens § 171, stk. 3, pålægger forurettede at afgive forklaring, vil videoafhøringen derimod skulle afspilles.

I anledning af uenighed mellem parterne om bevisførelsen kan der træffes afgørelse efter retsplejelovens § 875.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 2, nr. 7.

Det følger af retsplejelovens § 334, stk. 2, at der tilkommer den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse for udlæg, herunder rejseudgifter, som advokaten med føje har haft i forbindelse med varetagelsen af hvervet.

Efter bestemmelsens stk. 4 fastsættes salæret og godtgørelsen af den ret, som har foretaget beskikkelsen, i overensstemmelse med de takster, som måtte være fastsat efter bestemmelsens stk. 7. Fastsættelse af salær og godtgørelse sker ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingens afslutning.

Det foreslås, at der indsættes et 4. pkt. i retsplejelovens § 334, stk. 4, hvorefter der vil skulle fastsættes et samlet salær og godtgørelse i umiddelbar forlængelse af, at den beskikkede advokat har haft en samtale med forurettede efter sagens eller retshandlingens afslutning i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 741 c, stk. 4, 3. pkt., jf. lovforslagets § 2, nr. 5.

Bestemmelsen vil indebære, at den beskikkede advokat i umiddelbar forlængelse af samtalen vil skulle indsende en samlet salæropgørelse til retten, der herefter fastsætter salær og godtgørelse.

Der henvises til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af retsplejelovens § 389, stk. 3, at en beslutning efter § 334, stk. 4, om salær, der er fastsat til højst 20.000 kr., ikke kan kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Det foreslås, at det samme skal gælde i sager, hvor salæret fastsættes på baggrund af den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 334 a, stk. 2 , jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Der henvises til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 448 i retsplejeloven fastsætter den stedlige kompetence (værnetinget) for familieretten.

Familieretshuset indbringer efter § 448 b, stk. 3, i retsplejeloven en sag eller afgørelse efter børneloven for familieretten i den retskreds, hvor barnets mor har hjemting (1. pkt.). Har barnets mor ikke hjemting her i landet, indbringes sagen for familieretten i den retskreds, hvor den, der efter § 17 i børneloven er part i sagen, har hjemting (2. pkt.).

Det foreslås, at i § 448 b, stk. 3, 1. pkt., i retsplejeloven ændres henvisning til barnets mor til en henvisning til den, der har født barnet. Det foreslås samtidig, at i § 448 b, stk. 3, 2. pkt., i retsplejeloven ændres henvisningen til barnets mor til en henvisning til den pågældende.

Det følger af den ved lovforslagets § 1, nr. 24, foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 1, i børneloven, at bestemmelserne i kapitel 1-6 i børneloven om fastslåelse af moderskab, faderskab og medmoderskab anvendes på forældre og parter, der efter § 3, stk. 7, i CPR-loven har gennemført juridisk kønsskifte inden barnets fødsel, dog bl.a. med de ændringer der følger af den foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 2, i børneloven. Efter denne bestemmelse har en part i en sag efter børneloven, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 1, under behandlingen af en sag om faderskab og medmoderskab de rettigheder og pligter, som den pågældende ville have haft efter sit medfødte køn inden det juridiske kønsskifte.

De foreslåede ændringer vil gøre det klart, at familierettens stedlige kompetence i sager efter børneloven, hvor den, der har født barnet, inden fødslen havde gennemført juridisk kønsskifte fra kvinde til mand, fortsat vil bygge på hjemtinget for den person, der fødte barnet, også selvom den pågældende inden fødslen havde gennemført juridisk kønsskifte fra kvinde til mand.

De foreslåede ændringer af § 448 b, stk. 3, i retsplejeloven skal ses i sammenhæng med den ved lovforslagets § 1, nr. 24, foreslåede bestemmelse i § 31 a i børneloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2, og den ved lovforslagets § 1, nr. 24, foreslåede bestemmelse i § 31 a i børneloven.

Til nr. 2-8

Kapitel 42 a i retsplejeloven indeholder regler om familierettens behandling af sager om faderskab og medmoderskab.

En række bestemmelser i kapitel 42 a indeholder henvisning til moren til det barn, som sagen vedrører. Det drejer sig om § 456 b, stk. 1, nr. 1, om international kompetence i Danmark, når moren har bopæl her i landet, § 456 b, stk. 2, om, at international kompetence i visse tilfælde er betinget af, at såvel moren som barnet har bopæl her i landet, § 456 e, stk. 1, nr. 2, om, at moren eller hendes dødsbo er part i sagen, § 456 i, stk. 1, 1. pkt., om morens pligt til at møde i familieretten og afgive forklaring, § 456 i, stk. 2, 1. pkt., om andre parters pligt til at forklare om, hvorvidt de har haft seksuelt forhold til moren i den periode, hvor hun blev gravid, eller om de i medfør af børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b har samtykket til den assisterede reproduktion, § 456 m, stk. 1, 2. pkt., om morens ønske om at møde med en medarbejder fra kommunen og § 456 m, stk. 3, om forbud mod at medtage morens navn ved forkyndelse i Statstidende.

Endelig indeholder § 456 b i retsplejeloven regler om indbringelse af afgørelser i sager om faderskab og medmoderskab for familieretten. Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, nr. 3, at en sag om faderskab eller medmoderskab bl.a. kan indbringes for familieretten her i landet, hvis faderskabet eller medmoderskabet er fastslået ved dom.

Det foreslås, at i § 456 b, stk. 1, nr. 1, § 456 b, stk. 2, § 456 e, stk. 1, nr. 2, § 456 i, stk. 1, 1. pkt., § 456 i, stk. 2,

1. pkt., § 456 m, stk. 1, 2. pkt., og § 456 m, stk. 3, i retsplejeloven ændres henvisningerne til moren til henvisninger til den, der har født barnet. Af lovtekniske grunde foreslås denne ændring i relation til § 456 e, stk. 1, nr. 2, gennemført ved at nyaffatte bestemmelsen.

I § 456 i, stk. 2, 1. pkt., og § 456 m, stk. 1, 2. pkt., i retsplejeloven foreslås det endvidere, at henvisningerne til hun og hende ændres til en henvisning til henholdsvis vedkommende og den pågældende.

Samtidig foreslås det, at oplysningspligten efter § 456 i, stk. 2, 1. pkt., i relation til samtykke til den assisterede reproduktion i medfør af børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b udvides til også at omfatte insemination.

Det følger af den ved lovforslagets § 1, nr. 24, foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 1, i børneloven, at bestemmelserne i kapitel 1-6 i børneloven om fastslåelse af moderskab, faderskab og medmoderskab anvendes på forældre og parter, der efter § 3, stk. 7, i CPR-loven har gennemført juridisk kønsskifte inden barnets fødsel, dog bl.a. med de ændringer der følger af den foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 2, i børneloven. Efter denne bestemmelse har en part i en sag efter børneloven, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 1, under behandlingen af en sag om faderskab og medmoderskab de rettigheder og pligter, som den pågældende ville have haft efter sit medfødte køn inden det juridiske kønsskifte.

De foreslåede ændringer vil gøre det klart, at familieretten ved behandlingen af sager efter børneloven, der involverer de bestemmelser i kapitel 42 a i retsplejeloven, der indeholder en henvisning til barnets mor, også vil finde anvendelse, hvor den, der har født barnet, inden fødslen havde gennemført juridisk kønsskifte fra kvinde til mand.

Med hensyn til tilføjelsen af insemination til den del af bestemmelsen i § 456 i, stk. 2, 1. pkt., der vedrører en parts pligt til at forklare om, hvorvidt parten i medfør af børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b har samtykket til den assisterede reproduktion, bemærkes, at de ved lovforslagets § 1, nr. 18, 20 og 21, foreslåede bestemmelser i § 27, stk. 2, § 27 a, stk. 3-5, og § 27 b, stk. 2, i børneloven vil betyde, at når en kvinde er blevet insemineret uden deltagelse af en sundhedsperson, anses hendes ægtefælle, registrerede partner, partner eller sæddonoren som barnets far eller medmor, hvis denne har givet samtykke hertil.

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med den ved lovforslagets § 1, nr. 24, foreslåede bestemmelse i § 31 a i børneloven. Den foreslåede tilføjelse af insemination til § 456 i, stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven skal ses i sammenhæng med de ved lovforslagets § 1, nr. 18, 20 og 21, foreslåede bestemmelser i § 27, stk. 2, § 27 a, stk. 3-5, og § 27 b, stk. 2, i børneloven.

Endelig foreslås det, at i § 456 b, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven ændres ”dom” til ”afgørelse”.

Forslaget vil betyde, at det klart vil fremgå af bestemmelsen, at den også finder anvendelse, når Familieretshuset har truffet afgørelse om faderskab eller medmoderskab.

Begrundelsen for forslaget er, at sager om faderskab og medmoderskab ikke længere kun træffes ved dom, men også ved en administrativ afgørelse. Der henvises til, at børneloven som led i etableringen af det familieretlige system pr. 1. april 2019 blev ændret ved § 6 i lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven). I den forbindelse blev der i børneloven som § 32 a, stk. 2, indsat en bestemmelse, hvorefter afgørelser om faderskab og medmoderskab træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i Familieretshusloven af Familieretshuset eller familieretten. Sager om faderskab eller medmoderskab behandles efter § 26 i Familieretshusloven af Familieretshuset, der foretager oplysning af sagen og tilbyder parterne rådgivning og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse i sagen. Det følger dog af lovens § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset indbringer en sag om faderskab eller medmoderskab for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1 og 2.2, og de ved lovforslagets § 1, nr. 18, 20, 21 og 24, foreslåede bestemmelse i § 27, stk. 2, § 27 a, stk. 3-5, § 27 b, stk. 2, og § 31 a i børneloven og bemærkningerne hertil.

Til nr. 2-8

Kapitel 42 a i retsplejeloven indeholder regler om familierettens behandling af sager om faderskab og medmoderskab.

En række bestemmelser i kapitel 42 a indeholder henvisning til moren til det barn, som sagen vedrører. Det drejer sig om § 456 b, stk. 1, nr. 1, om international kompetence i Danmark, når moren har bopæl her i landet, § 456 b, stk. 2, om, at international kompetence i visse tilfælde er betinget af, at såvel moren som barnet har bopæl her i landet, § 456 e, stk. 1, nr. 2, om, at moren eller hendes dødsbo er part i sagen, § 456 i, stk. 1, 1. pkt., om morens pligt til at møde i familieretten og afgive forklaring, § 456 i, stk. 2, 1. pkt., om andre parters pligt til at forklare om, hvorvidt de har haft seksuelt forhold til moren i den periode, hvor hun blev gravid, eller om de i medfør af børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b har samtykket til den assisterede reproduktion, § 456 m, stk. 1, 2. pkt., om morens ønske om at møde med en medarbejder fra kommunen og § 456 m, stk. 3, om forbud mod at medtage morens navn ved forkyndelse i Statstidende.

Endelig indeholder § 456 b i retsplejeloven regler om indbringelse af afgørelser i sager om faderskab og medmoderskab for familieretten. Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, nr. 3, at en sag om faderskab eller medmoderskab bl.a. kan indbringes for familieretten her i landet, hvis faderskabet eller medmoderskabet er fastslået ved dom.

Det foreslås, at i § 456 b, stk. 1, nr. 1, § 456 b, stk. 2, § 456 e, stk. 1, nr. 2, § 456 i, stk. 1, 1. pkt., § 456 i, stk. 2,

1. pkt., § 456 m, stk. 1, 2. pkt., og § 456 m, stk. 3, i retsplejeloven ændres henvisningerne til moren til henvisninger til den, der har født barnet. Af lovtekniske grunde foreslås denne ændring i relation til § 456 e, stk. 1, nr. 2, gennemført ved at nyaffatte bestemmelsen.

I § 456 i, stk. 2, 1. pkt., og § 456 m, stk. 1, 2. pkt., i retsplejeloven foreslås det endvidere, at henvisningerne til hun og hende ændres til en henvisning til henholdsvis vedkommende og den pågældende.

Samtidig foreslås det, at oplysningspligten efter § 456 i, stk. 2, 1. pkt., i relation til samtykke til den assisterede reproduktion i medfør af børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b udvides til også at omfatte insemination.

Det følger af den ved lovforslagets § 1, nr. 24, foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 1, i børneloven, at bestemmelserne i kapitel 1-6 i børneloven om fastslåelse af moderskab, faderskab og medmoderskab anvendes på forældre og parter, der efter § 3, stk. 7, i CPR-loven har gennemført juridisk kønsskifte inden barnets fødsel, dog bl.a. med de ændringer der følger af den foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 2, i børneloven. Efter denne bestemmelse har en part i en sag efter børneloven, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 1, under behandlingen af en sag om faderskab og medmoderskab de rettigheder og pligter, som den pågældende ville have haft efter sit medfødte køn inden det juridiske kønsskifte.

De foreslåede ændringer vil gøre det klart, at familieretten ved behandlingen af sager efter børneloven, der involverer de bestemmelser i kapitel 42 a i retsplejeloven, der indeholder en henvisning til barnets mor, også vil finde anvendelse, hvor den, der har født barnet, inden fødslen havde gennemført juridisk kønsskifte fra kvinde til mand.

Med hensyn til tilføjelsen af insemination til den del af bestemmelsen i § 456 i, stk. 2, 1. pkt., der vedrører en parts pligt til at forklare om, hvorvidt parten i medfør af børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b har samtykket til den assisterede reproduktion, bemærkes, at de ved lovforslagets § 1, nr. 18, 20 og 21, foreslåede bestemmelser i § 27, stk. 2, § 27 a, stk. 3-5, og § 27 b, stk. 2, i børneloven vil betyde, at når en kvinde er blevet insemineret uden deltagelse af en sundhedsperson, anses hendes ægtefælle, registrerede partner, partner eller sæddonoren som barnets far eller medmor, hvis denne har givet samtykke hertil.

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med den ved lovforslagets § 1, nr. 24, foreslåede bestemmelse i § 31 a i børneloven. Den foreslåede tilføjelse af insemination til § 456 i, stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven skal ses i sammenhæng med de ved lovforslagets § 1, nr. 18, 20 og 21, foreslåede bestemmelser i § 27, stk. 2, § 27 a, stk. 3-5, og § 27 b, stk. 2, i børneloven.

Endelig foreslås det, at i § 456 b, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven ændres ”dom” til ”afgørelse”.

Forslaget vil betyde, at det klart vil fremgå af bestemmelsen, at den også finder anvendelse, når Familieretshuset har truffet afgørelse om faderskab eller medmoderskab.

Begrundelsen for forslaget er, at sager om faderskab og medmoderskab ikke længere kun træffes ved dom, men også ved en administrativ afgørelse. Der henvises til, at børneloven som led i etableringen af det familieretlige system pr. 1. april 2019 blev ændret ved § 6 i lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven). I den forbindelse blev der i børneloven som § 32 a, stk. 2, indsat en bestemmelse, hvorefter afgørelser om faderskab og medmoderskab træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i Familieretshusloven af Familieretshuset eller familieretten. Sager om faderskab eller medmoderskab behandles efter § 26 i Familieretshusloven af Familieretshuset, der foretager oplysning af sagen og tilbyder parterne rådgivning og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse i sagen. Det følger dog af lovens § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset indbringer en sag om faderskab eller medmoderskab for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1 og 2.2, og de ved lovforslagets § 1, nr. 18, 20, 21 og 24, foreslåede bestemmelse i § 27, stk. 2, § 27 a, stk. 3-5, § 27 b, stk. 2, og § 31 a i børneloven og bemærkningerne hertil.

Til nr. 2-8

Kapitel 42 a i retsplejeloven indeholder regler om familierettens behandling af sager om faderskab og medmoderskab.

En række bestemmelser i kapitel 42 a indeholder henvisning til moren til det barn, som sagen vedrører. Det drejer sig om § 456 b, stk. 1, nr. 1, om international kompetence i Danmark, når moren har bopæl her i landet, § 456 b, stk. 2, om, at international kompetence i visse tilfælde er betinget af, at såvel moren som barnet har bopæl her i landet, § 456 e, stk. 1, nr. 2, om, at moren eller hendes dødsbo er part i sagen, § 456 i, stk. 1, 1. pkt., om morens pligt til at møde i familieretten og afgive forklaring, § 456 i, stk. 2, 1. pkt., om andre parters pligt til at forklare om, hvorvidt de har haft seksuelt forhold til moren i den periode, hvor hun blev gravid, eller om de i medfør af børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b har samtykket til den assisterede reproduktion, § 456 m, stk. 1, 2. pkt., om morens ønske om at møde med en medarbejder fra kommunen og § 456 m, stk. 3, om forbud mod at medtage morens navn ved forkyndelse i Statstidende.

Endelig indeholder § 456 b i retsplejeloven regler om indbringelse af afgørelser i sager om faderskab og medmoderskab for familieretten. Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, nr. 3, at en sag om faderskab eller medmoderskab bl.a. kan indbringes for familieretten her i landet, hvis faderskabet eller medmoderskabet er fastslået ved dom.

Det foreslås, at i § 456 b, stk. 1, nr. 1, § 456 b, stk. 2, § 456 e, stk. 1, nr. 2, § 456 i, stk. 1, 1. pkt., § 456 i, stk. 2,

1. pkt., § 456 m, stk. 1, 2. pkt., og § 456 m, stk. 3, i retsplejeloven ændres henvisningerne til moren til henvisninger til den, der har født barnet. Af lovtekniske grunde foreslås denne ændring i relation til § 456 e, stk. 1, nr. 2, gennemført ved at nyaffatte bestemmelsen.

I § 456 i, stk. 2, 1. pkt., og § 456 m, stk. 1, 2. pkt., i retsplejeloven foreslås det endvidere, at henvisningerne til hun og hende ændres til en henvisning til henholdsvis vedkommende og den pågældende.

Samtidig foreslås det, at oplysningspligten efter § 456 i, stk. 2, 1. pkt., i relation til samtykke til den assisterede reproduktion i medfør af børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b udvides til også at omfatte insemination.

Det følger af den ved lovforslagets § 1, nr. 24, foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 1, i børneloven, at bestemmelserne i kapitel 1-6 i børneloven om fastslåelse af moderskab, faderskab og medmoderskab anvendes på forældre og parter, der efter § 3, stk. 7, i CPR-loven har gennemført juridisk kønsskifte inden barnets fødsel, dog bl.a. med de ændringer der følger af den foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 2, i børneloven. Efter denne bestemmelse har en part i en sag efter børneloven, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 1, under behandlingen af en sag om faderskab og medmoderskab de rettigheder og pligter, som den pågældende ville have haft efter sit medfødte køn inden det juridiske kønsskifte.

De foreslåede ændringer vil gøre det klart, at familieretten ved behandlingen af sager efter børneloven, der involverer de bestemmelser i kapitel 42 a i retsplejeloven, der indeholder en henvisning til barnets mor, også vil finde anvendelse, hvor den, der har født barnet, inden fødslen havde gennemført juridisk kønsskifte fra kvinde til mand.

Med hensyn til tilføjelsen af insemination til den del af bestemmelsen i § 456 i, stk. 2, 1. pkt., der vedrører en parts pligt til at forklare om, hvorvidt parten i medfør af børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b har samtykket til den assisterede reproduktion, bemærkes, at de ved lovforslagets § 1, nr. 18, 20 og 21, foreslåede bestemmelser i § 27, stk. 2, § 27 a, stk. 3-5, og § 27 b, stk. 2, i børneloven vil betyde, at når en kvinde er blevet insemineret uden deltagelse af en sundhedsperson, anses hendes ægtefælle, registrerede partner, partner eller sæddonoren som barnets far eller medmor, hvis denne har givet samtykke hertil.

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med den ved lovforslagets § 1, nr. 24, foreslåede bestemmelse i § 31 a i børneloven. Den foreslåede tilføjelse af insemination til § 456 i, stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven skal ses i sammenhæng med de ved lovforslagets § 1, nr. 18, 20 og 21, foreslåede bestemmelser i § 27, stk. 2, § 27 a, stk. 3-5, og § 27 b, stk. 2, i børneloven.

Endelig foreslås det, at i § 456 b, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven ændres ”dom” til ”afgørelse”.

Forslaget vil betyde, at det klart vil fremgå af bestemmelsen, at den også finder anvendelse, når Familieretshuset har truffet afgørelse om faderskab eller medmoderskab.

Begrundelsen for forslaget er, at sager om faderskab og medmoderskab ikke længere kun træffes ved dom, men også ved en administrativ afgørelse. Der henvises til, at børneloven som led i etableringen af det familieretlige system pr. 1. april 2019 blev ændret ved § 6 i lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven). I den forbindelse blev der i børneloven som § 32 a, stk. 2, indsat en bestemmelse, hvorefter afgørelser om faderskab og medmoderskab træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i Familieretshusloven af Familieretshuset eller familieretten. Sager om faderskab eller medmoderskab behandles efter § 26 i Familieretshusloven af Familieretshuset, der foretager oplysning af sagen og tilbyder parterne rådgivning og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse i sagen. Det følger dog af lovens § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset indbringer en sag om faderskab eller medmoderskab for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1 og 2.2, og de ved lovforslagets § 1, nr. 18, 20, 21 og 24, foreslåede bestemmelse i § 27, stk. 2, § 27 a, stk. 3-5, § 27 b, stk. 2, og § 31 a i børneloven og bemærkningerne hertil.

Til nr. 2-8

Kapitel 42 a i retsplejeloven indeholder regler om familierettens behandling af sager om faderskab og medmoderskab.

En række bestemmelser i kapitel 42 a indeholder henvisning til moren til det barn, som sagen vedrører. Det drejer sig om § 456 b, stk. 1, nr. 1, om international kompetence i Danmark, når moren har bopæl her i landet, § 456 b, stk. 2, om, at international kompetence i visse tilfælde er betinget af, at såvel moren som barnet har bopæl her i landet, § 456 e, stk. 1, nr. 2, om, at moren eller hendes dødsbo er part i sagen, § 456 i, stk. 1, 1. pkt., om morens pligt til at møde i familieretten og afgive forklaring, § 456 i, stk. 2, 1. pkt., om andre parters pligt til at forklare om, hvorvidt de har haft seksuelt forhold til moren i den periode, hvor hun blev gravid, eller om de i medfør af børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b har samtykket til den assisterede reproduktion, § 456 m, stk. 1, 2. pkt., om morens ønske om at møde med en medarbejder fra kommunen og § 456 m, stk. 3, om forbud mod at medtage morens navn ved forkyndelse i Statstidende.

Endelig indeholder § 456 b i retsplejeloven regler om indbringelse af afgørelser i sager om faderskab og medmoderskab for familieretten. Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, nr. 3, at en sag om faderskab eller medmoderskab bl.a. kan indbringes for familieretten her i landet, hvis faderskabet eller medmoderskabet er fastslået ved dom.

Det foreslås, at i § 456 b, stk. 1, nr. 1, § 456 b, stk. 2, § 456 e, stk. 1, nr. 2, § 456 i, stk. 1, 1. pkt., § 456 i, stk. 2,

1. pkt., § 456 m, stk. 1, 2. pkt., og § 456 m, stk. 3, i retsplejeloven ændres henvisningerne til moren til henvisninger til den, der har født barnet. Af lovtekniske grunde foreslås denne ændring i relation til § 456 e, stk. 1, nr. 2, gennemført ved at nyaffatte bestemmelsen.

I § 456 i, stk. 2, 1. pkt., og § 456 m, stk. 1, 2. pkt., i retsplejeloven foreslås det endvidere, at henvisningerne til hun og hende ændres til en henvisning til henholdsvis vedkommende og den pågældende.

Samtidig foreslås det, at oplysningspligten efter § 456 i, stk. 2, 1. pkt., i relation til samtykke til den assisterede reproduktion i medfør af børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b udvides til også at omfatte insemination.

Det følger af den ved lovforslagets § 1, nr. 24, foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 1, i børneloven, at bestemmelserne i kapitel 1-6 i børneloven om fastslåelse af moderskab, faderskab og medmoderskab anvendes på forældre og parter, der efter § 3, stk. 7, i CPR-loven har gennemført juridisk kønsskifte inden barnets fødsel, dog bl.a. med de ændringer der følger af den foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 2, i børneloven. Efter denne bestemmelse har en part i en sag efter børneloven, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 31 a, stk. 1, under behandlingen af en sag om faderskab og medmoderskab de rettigheder og pligter, som den pågældende ville have haft efter sit medfødte køn inden det juridiske kønsskifte.

De foreslåede ændringer vil gøre det klart, at familieretten ved behandlingen af sager efter børneloven, der involverer de bestemmelser i kapitel 42 a i retsplejeloven, der indeholder en henvisning til barnets mor, også vil finde anvendelse, hvor den, der har født barnet, inden fødslen havde gennemført juridisk kønsskifte fra kvinde til mand.

Med hensyn til tilføjelsen af insemination til den del af bestemmelsen i § 456 i, stk. 2, 1. pkt., der vedrører en parts pligt til at forklare om, hvorvidt parten i medfør af børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b har samtykket til den assisterede reproduktion, bemærkes, at de ved lovforslagets § 1, nr. 18, 20 og 21, foreslåede bestemmelser i § 27, stk. 2, § 27 a, stk. 3-5, og § 27 b, stk. 2, i børneloven vil betyde, at når en kvinde er blevet insemineret uden deltagelse af en sundhedsperson, anses hendes ægtefælle, registrerede partner, partner eller sæddonoren som barnets far eller medmor, hvis denne har givet samtykke hertil.

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med den ved lovforslagets § 1, nr. 24, foreslåede bestemmelse i § 31 a i børneloven. Den foreslåede tilføjelse af insemination til § 456 i, stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven skal ses i sammenhæng med de ved lovforslagets § 1, nr. 18, 20 og 21, foreslåede bestemmelser i § 27, stk. 2, § 27 a, stk. 3-5, og § 27 b, stk. 2, i børneloven.

Endelig foreslås det, at i § 456 b, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven ændres ”dom” til ”afgørelse”.

Forslaget vil betyde, at det klart vil fremgå af bestemmelsen, at den også finder anvendelse, når Familieretshuset har truffet afgørelse om faderskab eller medmoderskab.

Begrundelsen for forslaget er, at sager om faderskab og medmoderskab ikke længere kun træffes ved dom, men også ved en administrativ afgørelse. Der henvises til, at børneloven som led i etableringen af det familieretlige system pr. 1. april 2019 blev ændret ved § 6 i lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven). I den forbindelse blev der i børneloven som § 32 a, stk. 2, indsat en bestemmelse, hvorefter afgørelser om faderskab og medmoderskab træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i Familieretshusloven af Familieretshuset eller familieretten. Sager om faderskab eller medmoderskab behandles efter § 26 i Familieretshusloven af Familieretshuset, der foretager oplysning af sagen og tilbyder parterne rådgivning og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse i sagen. Det følger dog af lovens § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset indbringer en sag om faderskab eller medmoderskab for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1 og 2.2, og de ved lovforslagets § 1, nr. 18, 20, 21 og 24, foreslåede bestemmelse i § 27, stk. 2, § 27 a, stk. 3-5, § 27 b, stk. 2, og § 31 a i børneloven og bemærkningerne hertil.

Fogedretten kan efter retsplejelovens § 596, stk. 1, gennemtvinge krav om udsættelse af fast ejendom ved en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt den berettigede (rekvirenten) i fogedretten kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod den forpligtede (rekvisitus).

Som udgangspunkt skal kravet kunne godtgøres eller sandsynliggøres ved dokumentbevis eller partsforklaring, jf. § 597, stk. 1. Rekvirenten kan således som udgangspunkt ikke føre vidner med henblik på at godtgøre eller sandsynliggøre kravet.

Fogedretten kan dog undtagelsesvis tillade yderligere bevisførelse, jf. § 597, stk. 2. Ifølge forarbejderne til § 597, stk. 2, tager bestemmelsen især sigte på tilfælde, hvor fogedretten har karakter af en specialret, dvs. navnlig kreditkøbssager med ejendomsforbehold, mens den bør anvendes med tilbageholdenhed i tilfælde, hvor kravet under et almindelige civilt søgsmål skal eller kan kræves behandlet i et andet forum end byretten. Der bør således ikke foretages udvidet bevisførelse i sager, som f.eks. skal behandles ved boligretten. Der henvises til Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 863.

Med hensyn til sager om udsættelse af lejemål i lejeforhold, der er ophævet som følge af lejerens tilsidesættelse af god skik og orden, følger det af henholdsvis lejelovens § 107, stk. 3, og almenlejelovens § 107, stk. 3, at det forhold, at det i henholdsvis lejeloven og almenlejeloven er bestemt, at tvister om boligforhold behandles i boligretten, ikke begrænser fogedrettens adgang til at gennemføre en sådan udsættelse ved en umiddelbar fogedforretning. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelserne bl.a., at fogedretten med bestemmelserne som noget nyt vil have mulighed for undtagelsesvis at tillade, at udlejeren fører vidner med henblik på at godtgøre eller sandsynliggøre, at lejeren har tilsidesat god skik og orden, og at forholdet er af en sådan karakter, at lejerens flytning er påkrævet som anført i lejeloven eller almenlejeloven. Det fremgår endvidere, at bestemmelserne navnlig vil have betydning i oplagte sager, hvor det efter afhøring af nogle få vidner med høj grad af sandsynlighed kan fastslås, at der er grundlag for at ophæve lejeaftalen. Der henvises til Folketingstidende 2010-11, 1. samling, A, L 61 som fremsat, side 19 og 20.

Hvis en sag har en sådan karakter, at fogedretten finder det betænkeligt at behandle sagen under en umiddelbar fogedforretning, kan fogedretten med henvisning til retsplejelovens § 597, stk. 3, afvise at fremme forretningen, i de tilfælde som er nævnt i retsplejelovens § 226, stk. 1 (sager af principiel karakter), eller hvis fogedretten i øvrigt finder det betænkeligt at fremme sagen. Det kan f.eks. være, hvis sagen nødvendiggør stillingtagen til vanskelige bevisbedømmelses- eller fortolkningsspørgsmål.

Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. i retsplejelovens § 597, stk. 2, hvorefter fogedretten skal tillade den bevisførelse, som er nødvendig for, at fogedretten kan afgøre, om ophævelsen af lejemål er berettiget i sager, hvor rekvirentens krav støttes på, at lejemålet er blevet ophævet i medfør af lejelovens § 182, stk. 1, nr. 10, eller almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, og kravet angår lejerens fraflytning af lejemålet.

Efter almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 2, kan udlejeren ophæve et lejemål, hvis lejeren eller medlemmer af lejerens husstand ved dom i 1. instans er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for utryghedsskabende kriminalitet, når overtrædelsen er begået inden for 1 kilometer fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende. Bestemmelsen indeholder en udtømmende opregning af de strafbare forhold, som giver grundlag for ophævelse i medfør af bestemmelsen.

Det vil være op til fogedretten at vurdere, hvilke beviser der er nødvendige for, at sagen kan fremmes uden betænkeligheder. Til gengæld vil fogedretten som det altovervejende udgangspunkt ikke længere kunne afvise at fremme de pågældende sager, fordi det under henvisning til bevisførelsen findes betænkeligt at fremme sagen som en umiddelbar fogedforretning, jf. retsplejelovens § 597, stk. 3.

Fogedretten vil fortsat skulle nægte at fremme sagen efter retsplejelovens § 597, stk. 1, hvis udlejeren efter bevisførelsen ikke har godtgjort eller sandsynliggjort, at ophævelsen er berettiget i medfør af de nævnte bestemmelser i lejeloven eller almenlejeloven.

Henset til, at umiddelbare fogedforretninger om udsættelse af lejemål på grund af utryghedsskabende kriminalitet i visse tilfælde vil have en væsentlig kompleksitet, forventes det, at sådanne sager vil blive behandlet af en udnævnt dommer eller en juridisk fuldmægtig (dommerfuldmægtig eller retsassessor) med længere erfaring.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2 i § 685, hvorefter ophævelse af sigtedes eller medlemmer af sigtedes husstands lejemål i medfør af almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, kan forfølges i umiddelbar forlængelse af straffedommen efter reglerne i det foreslåede kapitel 89 a i retsplejeloven, jf. lovforslagets § 3, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i nær sammenhæng med reglerne i det foreslåede kapitel 89 a i retsplejeloven om ophævelse af lejemål i umiddelbar forlængelse af straffesager, jf. lovforslagets § 3, nr. 3.

Det følger af retsplejelovens § 735, stk. 3, nr. 2, at en person ikke kan beskikkes til forsvarer, hvis den pågældendes medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling.

Det foreslås at ændre ordlyden af § 735, stk. 3, nr. 2 , så »sagens behandling« ændres til »behandlingen af sagen«.

Der er med forslaget alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for at ændre bemærkningerne til § 735, stk. 3, nr. 2, så anvendelsen af reglerne om forsvarerbeskikkelse bringes i overensstemmelse med den nye prioritering af sager om personfarlig kriminalitet, som følger af aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023. Aftaleparterne har således besluttet, at der skal indføres målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager om personfarlig kriminalitet på tværs af hele straffesagskæden, så der sikres en ensartet prioritering af sager om personfarlig kriminalitet.

Forslaget indebærer, at prioriteringen af sager om personfarlig kriminalitet erstatter den hidtidige prioritering af VVV-sager i relation til reglerne om forsvarerbeskikkelse.

Sager om personfarlig kriminalitet omfatter i denne sammenhæng følgende:

– Sager om vold, trusler mv. mod bl.a. personer i offentlig tjeneste (straffelovens §§ 119-121)

– Sager om vold, trusler mv. mod vidner eller dennes nærmeste (straffelovens § 123)

– Sager om brandstiftelse (straffelovens §§ 180-182)

– Sager om incest (straffelovens § 210)

– Sager om vanrøgt eller nedværdigende behandling af ægtefælle, barn mv. (straffelovens § 213)

– Sager om unddragelse af forældremyndighed (straffelovens § 215)

– Sager om bortsendelse af barn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare (straffelovens § 215 a)

– Seksualforbrydelser (straffelovens kapitel 24)

– Forbrydelser mod liv og legeme (straffelovens kapitel 25)

– Forbrydelser mod den personlige frihed (straffelovens kapitel 26)

– Sager om trusler, der er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd (straffelovens § 266)

– Sager om offentlige udtalelser, der tilstræber at fremkalde voldshandlinger eller hærværk (straffelovens § 266 a)

– Sager om røveri (straffelovens § 288)

Det foreslås, at de særligt prioriterede sager – ligesom det i dag gælder for de hidtil prioriterede VVV-sager – ved domstolene skal omfatte tilståelsessager og domsmandssager, men ikke nævningesager og sager uden domsmænd, som ikke er tilståelsessager.

Det forudsættes, at anklagemyndigheden i sager om personfarlig kriminalitet ved indleveringen af retsmødebegæringen i en tilståelsessag eller anklageskriftet i en domsmandssag til retten tydeligt angiver dette. Retten vil herefter straks fra modtagelsen af retsmødebegæringen eller anklageskriftet kunne behandle sagen som en særligt prioriteret sag, herunder i forhold til reglerne om beskikkelse af forsvarer.

Hensynet til sagsbehandlingstiden skal fremover vægtes på samme måde som hidtil over for hensynet til sigtedes frie forsvarervalg.

Den hidtil foretagne afvejning videreføres således med nærværende lovforslag uændret med den moderation, at særligt prioriterede sager fremover defineres som sager om personfarlig kriminalitet, jf. afgrænsningen ovenfor.

Der er ikke herudover tilsigtet ændringer i reglerne om forsvarerbeskikkelse eller anvendelsen af disse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2, at en beskikkelse kan tilbagekaldes, hvis betingelserne efter § 735, stk. 3, for at nægte at beskikke den pågældende kommer til at foreligge.

Efter retsplejelovens § 735, stk. 3, nr. 2, kan en person ikke beskikkes til forsvarer, hvis den pågældendes medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling.

Det foreslås at ændre ordlyden af § 736, stk. 1, nr. 2 , så »at beskikke« ændres til »beskikkelse af«.

Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for at ændre bemærkningerne til § 736, stk. 1, nr. 2, så anvendelsen af reglerne om afbeskikkelse af en forsvarer, hvis medvirken væsentligt vil forsinke behandlingen af en sag, bringes i overensstemmelse med den nye prioritering af sager om personfarlig kriminalitet, som følger af aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023. Aftaleparterne besluttede således, at der skal indføres målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager om personfarlig kriminalitet på tværs af hele straffesagskæden, så der sikres en ensartet prioritering af sager om personfarlig kriminalitet.

Forslaget indebærer således, at prioriteringen af sager om personfarlig kriminalitet erstatter den hidtidige prioritering af VVV-sager i relation til reglerne om forsvarerbeskikkelse.

Sager om personfarlig kriminalitet omfatter i denne sammenhæng følgende:

– Sager om vold, trusler mv. mod bl.a. personer i offentlig tjeneste (straffelovens §§ 119-121)

– Sager om vold, trusler mv. mod vidner eller dennes nærmeste (straffelovens § 123)

– Sager om brandstiftelse (straffelovens §§ 180-182)

– Sager om incest (straffelovens § 210)

– Sager om vanrøgt eller nedværdigende behandling af ægtefælle, barn mv. (straffelovens § 213)

– Sager om unddragelse af forældremyndighed (straffelovens § 215)

– Sager om bortsendelse af barn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare (straffelovens § 215 a)

– Seksualforbrydelser (straffelovens kapitel 24)

– Forbrydelser mod liv og legeme (straffelovens kapitel 25)

– Forbrydelser mod den personlige frihed (straffelovens kapitel 26)

– Sager om trusler, der er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd (straffelovens § 266)

– Sager om offentlige udtalelser, der tilstræber at fremkalde voldshandlinger eller hærværk (straffelovens § 266 a)

– Sager om røveri (straffelovens § 288)

Det foreslås, at de særligt prioriterede sager – ligesom det i dag gælder for de hidtil prioriterede VVV-sager – ved domstolene skal omfatte tilståelsessager og domsmandssager, men ikke nævningesager og sager uden domsmænd, som ikke er tilståelsessager.

Det forudsættes, at anklagemyndigheden i sager om personfarlig kriminalitet ved indleveringen af retsmødebegæringen i en tilståelsessag eller anklageskriftet i en domsmandssag til retten tydeligt angiver dette. Retten vil herefter straks fra modtagelsen af retsmødebegæringen eller anklageskriftet kunne behandle sagen som en særligt prioriteret sag, herunder i forhold til reglerne om beskikkelse af forsvarer.

Ved afgørelsen af, om en beskikkelse skal tilbagekaldes, fordi den beskikkede forsvarers medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling, vil der ligesom i dag skulle foretages en samlet vurdering, hvori der ud over det bestående klientforhold og forsvarerens arbejde i sagen hidtil, bl.a. indgår sagens karakter, hensynet til medsigtede, forurettede og andre vidner i sagen, hensyn til varetægtsfængslede og hensyn til sigtede under 18 år.

Hensynet til sagsbehandlingstiden skal fremover vægtes på samme måde som hidtil over for hensynet til sigtedes frie forsvarervalg.

Den hidtil foretagne afvejning videreføres således med nærværende lovforslag med den moderation, at særligt prioriterede sager fremover defineres som sager om personfarlig kriminalitet, jf. afgrænsningen ovenfor.

Der er ikke herudover tilsigtet ændringer i reglerne om tilbagekaldelse af forsvarerbeskikkelse eller anvendelsen af disse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Retsplejelovens § 741 a vedrører beskikkelse af bistandsadvokater for forurettede i straffesager. Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at retten i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119 (vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste mv.), § 119 b (angreb med genstand på personer i offentlig tjeneste), § 123 (vidnetrusler), § 210 (incest), §§ 216-223 (voldtægt mv.), § 225, jf. §§ 216-223 (voldtægt mv. ved andet seksuelt forhold end samleje), § 232 (blufærdighedskrænkelse), § 237, jf. § 21 (forsøg på manddrab), §§ 243-246 (psykisk vold og vold), § 249 (uagtsom skadetilføjelse) og § 250 (hensættelse i hjælpeløs tilstand mv.), § 252, stk. 2 (hensynsløs forvoldelse af fare for smitte med livstruende eller uhelbredelig sygdom), §§ 260-262 a (ulovlig tvang, frihedsberøvelse mv.) eller § 288 (røveri), beskikker en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring om det. Det fremgår af bestemmelsens stk. 3, 1. pkt., at beskikkelse af advokat kan afslås i sager om overtrædelse af straffelovens § 119, § 119 b, § 123, §§ 218-221, § 222, stk. 1, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 243-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260-262 a eller § 288, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 741 a, stk. 1 , indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 242, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Den foreslåede udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde vil have den konsekvens, at der på samme måde som for overtrædelser af bl.a. straffelovens §§ 243-246 om psykisk vold og vold efter begæring fra forurettede kan beskikkes en bistandsadvokat i sager om stalking.

Det foreslås endvidere, at der i retsplejelovens § 741 a, stk. 3, 1. pkt. , indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 242, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Den foreslåede udvidelse vil indebære, at retten tillige kan afslå at beskikke en bistandsadvokat i sager om overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 242, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig.

Det følger af retsplejelovens § 741 a, stk. 1, at i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 119 b, § 123, § 210, §§ 216-223, § 225, jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 243-246, § 249, § 250, § 252, stk. 2, §§ 260-262 a eller § 288, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring om det.

Det følger af bestemmelsens stk. 2, at i sager om overtrædelse af straffelovens § 210, § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1, skal beskikkelse ske, medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det. Den forurettede skal have lejlighed til at tale med en advokat før politiets afhøring af forurettede, medmindre den pågældende efter at være blevet vejledt frabeder sig det. Det samme gælder i sager om overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1.

I sager om overtrædelse af straffelovens § 119, § 119 b, § 123, §§ 218-221, § 222, stk. 1, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 243-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260-262 a eller § 288 kan beskikkelse af advokat afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Det samme gør sig gældende i sager, der vedrører overtrædelse af § 225, jf. §§ 218-221, § 222, stk. 1, eller § 223, stk. 2, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 3.

Retten kan efter anmodning beskikke en advokat for forurettede, selv om overtrædelsen ikke er omfattet af stk. 1, når særlige omstændigheder taler for det, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 4.

Er den forurettede afgået ved døden som følge af forbrydelsen, kan retten efter anmodning beskikke en advokat for den forurettedes nære pårørende, når særlige hensyn taler for det, og betingelserne efter stk. 1, 2 eller 4 er opfyldt, jf. bestemmelsens stk. 5.

Hvis den forurettede ikke har fremsat begæring om beskikkelse af advokat, kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for den forurettede under efterforskningen. Det samme gælder, når der ikke sker beskikkelse efter stk. 2, jf. stk. 6.

Efter de gældende regler kan der først beskikkes en advokat for forurettede, når der er indgivet anmeldelse til politiet.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4 i retsplejelovens § 741 a, hvorefter forurettede i sager om overtrædelse af straffelovens § 210 (incest), § 216 (voldtægt), § 218 (samleje med en person ved udnyttelse af sindssygdom eller mental retardering), § 219 (samleje ved udnyttelse af ansættelse ved kriminalforsorgen, politiet eller på et opholdssted), § 220 (samleje ved udnyttelse af en persons arbejdsmæssige, økonomiske eller plejemæssige afhængighed), § 221 (tilsnigelse til samleje med en person, der forveksler en med en anden), § 222, stk. 1 (samleje med en person under 15 år), § 222, stk. 2 (samleje med person under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed), eller § 223, stk. 1 (samleje med en person under 18 år, der er stedbarn, plejebarn eller betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse), § 223, stk. 2 (samleje med en person under 18 år ved groft misbrug af en på alder og erfaring betroet overlegenhed), eller § 232 (blufærdighedskrænkelse) har ret til en vederlagsfri samtale med en advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet. Det samme vil gælde i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 225, jf. §§ 216-223 (andet seksuelt forhold end samleje).

Bestemmelsen vil indebære, at forurettede i alle sager om seksuelle overgreb får ret til at modtage vederlagsfri vejledning fra en advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet.

Advokatens vejledning vil bl.a. kunne bestå i, at advokaten oplyser forurettede om vedkommendes muligheder og rettigheder, samt hvordan sagen må forventes at forløbe, såfremt der indgives anmeldelse til politiet. Advokaten vil også kunne ledsage forurettede til politiet eller vejlede forurettede om muligheden for at rette henvendelse til myndigheder og organisationer med kontakt til forurettede i sager om seksuelle overgreb f.eks. Center for Voldtægtsofre, Center for Seksuelle Overgreb og Lev Uden Vold.

Vejledningen vil som udgangspunkt kunne foregå både telefonisk eller ved et fysisk møde. Såfremt der er en ikke uvæsentlig afstand mellem forurettede og advokaten, forudsættes det imidlertid, at vejledningen foregår telefonisk. Det forudsættes, at samtalen som udgangspunkt ikke vil overstige en times varighed.

Advokaten vil ikke have til opgave at efterprøve, om der er grundlag for at anmelde forholdet til politiet, ligesom advokaten ikke vil have til opgave at sikre eventuelle efterforskningsmæssige spor, der måtte være relevante for sagen.

Såfremt forurettede anmelder forholdet til politiet, forudsættes det, at advokaten efterfølgende vil kunne blive beskikket som advokat for vedkommende efter reglerne i retsplejelovens § 741 a, stk. 1-3.

Den foreslåede ordning vil blive etableret med udgangspunkt i de bistandsadvokatlister, som politiet anvender i sager, hvor der er behov for at kontakte eller tilkalde en advokat for forurettede, indtil retten måtte beskikke en.

Listerne vil blive offentliggjort på Rigspolitiets og Rigsadvokatens hjemmesider samt kommunikeret til andre myndigheder og organisationer med kontakt til forurettede i sager om seksuelle overgreb, så forurettede på alle tidspunkter af døgnet vil have mulighed for at rette henvendelse til en af de advokater, der fremgår af listerne.

Den foreslåede ordning vil være frivillig for både forurettede og de advokater, som fremgår af bistandsadvokatlisterne. Det forudsættes således ikke, at de advokater, som fremgår af listerne, vil stå til rådighed på bestemte dage eller på bestemte tidspunkter af døgnet.

Der henvises til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af retsplejelovens § 741 c, stk. 4, at retten meddeler den beskikkede advokat en udskrift af dommen, og at advokaten i den forbindelse kan orientere forurettede om dommen.

Retsplejeloven indeholder imidlertid ikke hjemmel til, at advokaten i forlængelse af domsafsigelse eller modtagelse af anklagemyndighedens afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald kan holde en opfølgende samtale med den forurettede.

Det foreslås, at der indsættes et 3. pkt. i retsplejelovens § 741 c, stk. 4, hvorefter forurettede i sager om overtrædelse af straffelovens § 210 (incest), § 216 (voldtægt), § 218 (samleje med en person ved udnyttelse af sindssygdom eller mental retardering), § 219 (samleje ved udnyttelse af ansættelse ved kriminalforsorgen, politiet eller på et opholdssted), § 220 (samleje ved udnyttelse af en persons arbejdsmæssige, økonomiske eller plejemæssige afhængighed), § 221 (tilsnigelse til samleje med en person, der forveksler en med en anden), § 222, stk. 1 (samleje med en person under 15 år), § 222, stk. 2 (samleje med person under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed), eller § 223, stk. 1 (en person under 18 år, der er stedbarn, plejebarn eller betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse), § 223, stk. 2 (samleje med en person under 18 år ved groft misbrug af en på alder og erfaring betroet overlegenhed), eller § 232 (blufærdighedskrænkelse) har ret til en vederlagsfri samtale med den beskikkede advokat i forlængelse af sagens eller retshandlingens afslutning. Det samme vil gælde i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 225, jf. §§ 216-223 (andet seksuelt forhold end samleje).

Den foreslåede ordning vil indebære, at forurettede i sager om seksuelle overgreb får ret til en opfølgende samtale med den beskikkede advokat i umiddelbar forlængelse af en domsafsigelse eller modtagelsen af afgørelse fra anklagemyndigheden om påtaleopgivelse efter retsplejelovens § 721 eller tiltalefrafald efter § 722.

Advokaten vil under samtalen kunne forklare forurettede om indholdet og udfaldet af afgørelsen eller dommen samt forurettedes muligheder og rettigheder, herunder om mulighederne for eventuelt at klage eller søge erstatning ved Erstatningsnævnet. Det forudsættes, at samtalen vil skulle afholdes i umiddelbar forlængelse af, at der er truffet afgørelse eller afsagt dom i sagen, og at samtalen ikke vil overstige en times varighed.

Der bemærkes, at der med bestemmelsen ikke er lagt op til at udstrække den beskikkede advokats opgaver til at omfatte en eventuel sag ved Erstatningsnævnet.

Det fremgår af retsplejelovens § 799, stk. 1, at såfremt det er af afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens § 125 a, § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 191, § 192 a, § 192 b, stk. 1-3, § 237, § 262 a, § 286, stk. 1, jf. § 276, § 286, stk. 1, jf. § 276 a, § 288 eller § 289, ved kendelse træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1.-4. pkt., og stk. 3, fraviges. Dette gælder dog ikke med hensyn til ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som nogen, der efter reglerne i § 170 er udelukket fra eller efter reglerne i § 172 er fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen, har rådighed over.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 799, stk. 1 , indsættes en henvisning til straffelovens § 235 om besiddelse og udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn.

Det indebærer, at retten, hvis efterforskningen angår en overtrædelse af straffelovens § 235, og hvis det er af afgørende betydning for efterforskningen, ved kendelse kan træffe beslutning om, at ransagning kan foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed.

Der foreslås ingen ændringer i de øvrige betingelser for anvendelse af hemmelig ransagning efter retsplejelovens § 799. Det vil fortsat være en betingelse, at hemmelig ransagning er af afgørende betydning for efterforskningen. Endvidere skal der fortsat som udgangspunkt indhentes en retskendelse. Hvis retskendelse på grund af sagens hastende karakter (på øjemedet) ikke kan afventes, skal sagen inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse indbringes for retten, jf. § 799, stk. 1, og § 799, stk. 2, jf. § 783, stk. 4.

Der foreslås heller ingen ændringer i reglerne om fastsættelse af en frist for indgrebet, om indgreb uden retskendelse i hastende tilfælde (på øjemedet) med efterfølgende indbringelse for retten inden 24 timer, om beskikkelse af advokat og om efterfølgende underretning om ransagningen, jf. § 799, stk. 2, jf. § 783, stk. 3 og 4, og §§ 784, 785 og 788.

Endelig foreslås ingen ændringer i reglerne om gentagne hemmelige ransagninger, jf. § 799, stk. 3.

Der henvises til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af retsplejelovens § 741 g, stk. 1, 1. pkt., at i sager, hvor der er afsagt dom om ubetinget fængselsstraf for en grovere overtrædelse af straffeloven, hvor vold, psykisk vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet indgår, eller en seksualforbrydelse, underrettes den forurettede efter anmodning om tidspunktet for den dømtes første uledsagede udgang og løsladelse og om eventuel undvigelse, hvis den dømte har været varetægtsfængslet før dom og ikke har været løsladt mellem dommens afsigelse og fuldbyrdelse.

I sådanne tilfælde underrettes den forurettede desuden efter anmodning, hvis gerningspersonen under afsoning og på institutionens område med institutionens viden medvirker i optagelserne til et tv- eller radioprogram produceret til udsendelse her i landet, hvori den pågældende har en fremtrædende rolle, eller i et portrætinterview i et dansk dagblad, jf. § 741 g, stk. 1, 2. pkt. Det samme gælder ved medvirken i optagelserne af et sådant tv- eller radioprogram eller interview uden for institutionens område i tilfælde, hvor institutionen har meddelt tilladelse til udgang med viden herom, jf. § 741 g, stk. 1, 3. pkt. Er den forurettede afgået ved døden, underrettes den forurettedes nære pårørende efter anmodning, jf. § 741 g, stk. 1, 4. pkt. Underretning kan afslås, hvis væsentlige hensyn til gerningspersonen taler for det, jf. § 741 g, stk. 1, 5. pkt.

Det foreslås, at retsplejelovens § 741 g, stk. 1, 1. pkt. , udvides til også at omfatte stalking.

Dette indebærer, at der i forhold til en ubetinget fængselsstraf for en grovere overtrædelse af straffeloven, hvor stalking efter den foreslåede bestemmelse i § 242, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, indgår, på samme måde som for bl.a. psykisk vold og vold vil skulle ske underretning af forurettede eller dennes nære efter anmodning i henhold til de nærmere regler herom i § 741 g, stk. 1.

Der er ikke med lovforslaget i øvrigt tilsigtet nogen ændring af retstilstanden.

Retsplejelovens § 745 e indeholder regler om politiets foretagelse af videoafhøring. Det følger af bestemmelsens stk. 1, at politiets afhøring af en person kan optages på video med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen, hvis personen er under 13 år, eller personen er under 15 år, og efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 210 (incest) eller kapitel 24 (seksualforbrydelser) eller straffelovens § 237 (manddrab) eller §§ 243-246 (psykisk vold og vold), hvor personen eller en af dennes nærmeste er forurettet, og den, der er mistænkt, er en af personens nærmeste. Videoafhøring kan endvidere ske, hvis personen er under 18 år, og særlige omstændigheder taler for videoafhøring, eller personen er 18 år eller derover og har en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, og særlige omstændigheder taler for videoafhøring.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 745 e, stk. 1 , nr.2, litra b indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 242.

Dette vil indebære, at der på samme måde som for efterforskningen vedrørende overtrædelser af bl.a. straffelovens §§ 243-246 om psykisk vold og vold kan foretages videoafhøring af personer under 15 år vedrørende efterforskning om overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 242, hvor personen eller dennes nærmeste er forurettet og den, der er mistænkt, er en af personens nærmeste.

Der er ikke med lovforslaget i øvrigt tilsigtet nogen ændring af retstilstanden.

Det fremgår af retsplejelovens § 745 e, stk. 1, at politiets afhøring af en person kan optages på video med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen efter retsplejelovens § 872 (videoafhøring) i følgende tilfælde:

– Personen er under 13 år.

– Personen er under 15 år, og efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 210 (incest) eller kapitel 24 (seksualforbrydelser) eller straffelovens §§ 237 (manddrab) eller 243-246 (psykisk vold, vold og legemsangreb), hvor personen eller en af dennes nærmeste er forurettet og den, der er mistænkt, er en af personens nærmeste.

– Personen er under 18 år, og særlige omstændigheder taler for videoafhøring.

– Personen er 18 år eller derover og har en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, og særlige omstændigheder taler for videoafhøring.

Det fremgår af retsplejelovens § 745 e, stk. 2, at forsvareren skal være til stede under videoafhøringen.

Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 745 e, stk. 3, at den, der er mistænkt, ikke har adgang til at overvære videoafhøringen. Den pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den, der er mistænkt, eller dennes forsvarer om, at der foretages genafhøring af personen, skal fremsættes snarest muligt herefter.

Af retsplejelovens § 745 e, stk. 4, fremgår, at hvis den, der er mistænkt, eller forsvareren vil modsætte sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, skal den pågældende senest 4 uger efter videoafhøringens foretagelse indbringe spørgsmålet for retten. Retten kan se bort fra en fristoverskridelse, der må anses for undskyldelig.

Det foreslås at indsætte et nr. 5 i § 745 e, stk. 1 , hvorefter politiets afhøring af en person kan optages på video med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen efter § 872 (videoafhøring), hvis personen er 15 år eller derover, og efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 216 eller straffelovens § 225, jf. § 216, hvor personen er forurettet.

Med forslaget udvides videoafhøringsordningen i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, således til også at omfatte forurettede, der er 15 år eller derover, når efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 216 (voldtægt) eller straffelovens § 225, jf. § 216 (voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje).

Forslaget indebærer, at videoafhøringen kan forevises under sagens behandling i retten som en del af bevisførelsen, jf. retsplejelovens § 872, dog således, at forurettede i disse sager – i modsætning til efter den gældende videoafhøringsordning – skal spørges til, om vedkommende kan vedstå sig sin videooptagede forklaring i retten, hvor der også skal være mulighed for efterfølgende at stille supplerende spørgsmål til forurettede, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Der er tale om et tilbud til forurettede, og den forurettede har således mulighed for at fravælge videoafhøring og i stedet afgive fuld forklaring i retten.

Den forurettede har som alle andre vidner pligt til at tale sandt i retten, jf. straffelovens §§ 158, stk. 1, og 160. Det forudsættes, at politiet vejleder forurettede om, at videoafhøringen vil skulle afspilles i retten som bevis under forurettedes tilstedeværelse, og at den forurettede i retten efter afspilningen af videoen og efter, at den pågældende er blevet sandhedsformanet af retten, vil blive spurgt, om vedkommende kan vedstå sig sin forklaring fra videoafhøringen, hvorefter der vil være adgang til at stille supplerende spørgsmål til forurettede. Forurettede skal endvidere vejledes om, at forurettede som udgangspunkt ikke efterfølgende vil kunne fravælge, at videoen afspilles i retten, men at forurettede vil have lejlighed til at korrigere sit vidneudsagn i retten.

Videoafhøring af den forurettede forudsættes gennemført hurtigst muligt og som udgangspunkt inden for 4 uger.

Tidspunktet for videoafhøringen vil skulle fastsættes under hensyntagen til, at den forurettede, bistandsadvokaten og forsvareren kan være til stede.

Der vil inden videoafhøringen skulle beskikkes en forsvarer for den, der er mistænkt eller senere måtte blive mistænkt i sagen, hvis videoafhøringen formodes at skulle anvendes som bevis under hovedforhandlingen, jf. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 731 a.

Forsvarerbeskikkelse bliver således obligatorisk i alle sager, hvor der skal foretages videoafhøring af den forurettede i en voldtægtssag. Dette gælder også, hvis den mistænkte ikke selv har valgt en forsvarer, hvis den valgte forsvarer udebliver, eller hvis ingen endnu er mistænkt i sagen. Hvis politiet har en formodning om, at der foruden den mistænkte er flere uidentificerede gerningsmænd, skal der som udgangspunkt også beskikkes forsvarere for dem.

Politiets videoafhøring af den forurettede skal gennemføres i et dertil særligt indrettet lokale og skal i videst muligt omfang foretages af særligt uddannede afhørere.

Det bemærkes, at der med aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 er afsat finansiering til at etablere 30 særlige afhøringsrum fordelt geografisk over hele landet, som indrettes under hensyn til, at ofre udsat for seksuelle overgreb befinder sig i en særligt sårbar situation.

I afhøringslokalet skal der som udgangspunkt alene være den forurettede og afhøreren til stede. Derudover kan der være en tolk, hvis der er behov for det. Forsvarsadvokaten, bistandsadvokaten og øvrige personer, der overværer afhøringen, vil skulle befinde sig i et andet lokale (monitorrum) og overvære afhøringen og stille spørgsmål efter behov. Anklageren kan også deltage og stille spørgsmål efter behov.

Supplerende spørgsmål fra dem, der har overværet afhøringen i monitorrummet, stilles altid gennem den, som forestår afhøringen.

I forbindelse med afhøringen skal politiet være opmærksom på, at de personer, der er til stede i afhøringslokalet, så vidt muligt sidder sådan, at de alle er med i videobilledet under afhøringen.

Ligesom efter den gældende ordning skal forsvareren have tilsendt en kopi af videoafhøringen og en eventuel hel eller delvis udskrift af denne, jf. også retsplejelovens § 729 a, stk. 3. Den mistænkte vil ikke have adgang til at overvære videoafhøringen, jf. § 745 e, stk. 3. Den mistænkte skal dog snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. Politiet skal vejlede den mistænkte om denne adgang. Det er frivilligt for den mistænkte, om han eller hun ønsker at gennemse videoafhøringen.

Udgangspunktet er – ligesom i dag – at den mistænktes gennemsyn af videooptagelsen skal foregå hos politiet. Politiet skal udarbejde en rapport om, at den mistænkte har set videooptagelsen inden en eventuel hovedforhandling.

Hvis den mistænkte ønsker at gennemse videoafhøringen hos politiet uden forsvarerens tilstedeværelse, f.eks. i forbindelse med en afhøring, skal politiet underrette forsvareren herom, inden den mistænkte ser videooptagelsen, så forsvareren har mulighed for at drøfte denne beslutning nærmere med sin klient.

Såfremt den mistænkte ikke ønsker, at gennemsyn af videooptagelsen skal foregå hos politiet, er der mulighed for, at gennemsyn kan ske hos forsvareren.

En begæring fra den mistænkte eller dennes forsvarer om, at der skal foretages en genafhøring af forurettede, skal fremsættes snarest muligt og som udgangspunkt inden 2 uger efter, at den pågældende har haft adgang til at gennemse videoafhøringen, jf. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 745 e, stk. 3, 3. pkt., der ikke foreslås ændret.

Genafhøring af forurettede vil – ligesom i dag – forudsætte en konkret begrundelse. Det kan eksempelvis være, at der er fremkommet nye oplysninger, eller at den mistænkte eller forsvareren ønsker nye relevante spørgsmål stillet til forurettede.

Beslutningen om, hvorvidt der skal foretages flere videoafhøringer, skal altid foretages efter en konkret vurdering. Hvis man vælger at gennemføre flere videoafhøringer, forudsættes det som det klare udgangspunkt at være den samme afhører, der gennemfører afhøringerne og med korte mellemrum imellem afhøringerne. Derudover skal afhøringerne gennemføres hurtigt efter anmeldelsen.

Hvis en begæring om genafhøring fremsættes mere end 2 uger efter, at den pågældende har haft adgang til at gennemse videoafhøringen, skal politiet/anklagemyndigheden ved vurderingen af, om der skal foretages genafhøring, ligeledes lægge vægt på, om hensynet til forurettede – på grund af den tid, der er forløbet siden den første afhøring – tilsiger, at der ikke bør foretages fornyet afhøring af forurettede. Ved vurderingen skal det endvidere indgå, hvad årsagen til den sene begæring er, herunder om det skyldes den mistænktes egne forhold. Ved vurderingen skal endvidere indgå, at de spørgsmål, som forsvareren forhindres i at stille ved en (sen) genafhøring, formentlig vil blive stillet under hovedforhandlingen i stedet.

En tvist mellem politiet/anklagemyndigheden og den mistænkte og dennes forsvarer om, hvorvidt der skal foretages genafhøring, vil kunne indbringes for retten i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1.

Hvis der skal foretages en genafhøring af forurettede, skal det som udgangspunkt ske ved en yderligere videoafhøring.

Den mistænkte skal have adgang til efterfølgende at gennemse en eventuel genafhøring af forurettede. Der skal således snarest rettes henvendelse til mistænkte og forsvareren om, at gennemsyn af genafhøringen kan ske hos politiet.

Politiet skal altid orientere den forurettede om, at den mistænkte efterfølgende har adgang til at blive gjort bekendt med den forurettedes forklaring.

Det forudsættes i det hele taget, at videoafhøringerne gennemføres på samme måde som efter den gældende ordning.

Hvis den mistænkte eller forsvareren ønsker at modsætte sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, skal pågældende i overensstemmelse med retsplejelovens gældende § 754 e, stk. 4, senest 4 uger efter, at videoafhøringen er foretaget, indbringe spørgsmålet for retten. I de tilfælde, hvor gerningsmanden er ukendt på tidspunktet for videoafhøringen og derfor ikke bliver gjort bekendt med videoafhøringen, vil fristen først løbe fra sigtelsestidspunktet.

Fristen for at gøre indsigelser mod, at videoafhøringen anvendes som bevis, afskærer ikke den tiltalte fra under hovedforhandlingen at gøre indsigelse mod bevisværdien af videoafhøringen. I overensstemmelse med princippet om fri bevisbedømmelse vil retten herefter skulle afgøre, hvilken bevismæssig værdi forklaringen på videoafhøringen skal tillægges.

Hvis retten bestemmer, at videoafhøringen ikke kan anvendes som bevis, skal anklageren hurtigst muligt beslutte, om forurettede undtagelsesvis skal indkaldes til at afgive fuld vidneforklaring for retten, eller om en ny videoafhøring vil kunne afhjælpe fejl ved den tidligere videoafhøring.

Forslaget ændrer ikke på retsstillingen for de forurettede, der er omfattet af reglerne i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, nr. 3 og 4 (børn og unge). De vil derfor fortsat kunne videoafhøres efter reglerne og fremgangsmåden i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, nr. 3 og 4, og dermed fortsat være fritaget for at afgive forklaring i retten, jf. § 172 a.

Der henvises til pkt. 2.4.1.2 og 2.4.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 2, nr. 4.

Retsplejelovens § 762, stk. 2, vedrører betingelserne for varetægtsfængsling i form af såkaldt retshåndhævelsesarrest.

Det følger af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, at en sigtet kan varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 2, kan varetægtsfængsling endvidere ske ved særligt bestyrket mistanke om en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 (vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste mv.), § 119 b (angreb med genstand på personer i offentlig tjeneste), § 123 (vidnetrusler), § 134 a (deltagelse i slagsmål), § 192 a, stk. 2 (overtrædelse af våbenlovgivningen under særligt skærpende omstændigheder), § 218 (samleje ved udnyttelse af en persons sindssygdom mv.), § 222 (pædofili), § 225, jf. § 216, stk. 2, § 218 eller § 222 (voldtægt af barn under 12 år, samleje ved udnyttelse af en persons sindssygdom mv. eller pædofili ved andet seksuelt forhold end samleje), § 235, stk. 1 (børnepornografi), §§ 243-246 (psykisk vold og vold), § 252 (hensynsløs forvoldelse af fare) eller en overtrædelse af straffelovens § 232 (blufærdighedskrænkelse) over for et barn under 15 år, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan forventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2 , indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 242, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Dette vil indebære, at der på samme måde som for særligt bestyrket mistanke om overtrædelse af bl.a. straffelovens §§ 243-246 om psykisk vold og vold kan ske retshåndhævelsesarrest i tilfælde af en sådan mistanke om stalking efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 242.

Der er ikke med lovforslaget i øvrigt tilsigtet nogen ændring af retstilstanden.

Det fremgår af retsplejelovens § 762, stk. 1, at en sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og 1) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen, eller 2) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den foran nævnte beskaffenhed, eller 3) der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre.

Retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, om unddragelse fra strafforfølgning eller -fuldbyrdelse anvendes typisk, når 1) vedkommende har holdt sig skjult for politiet eller har flugtplaner, 2) vedkommende har tilknytning til Danmark og til andre lande, eller 3) vedkommende ingen tilknytning har til Danmark.

Det fremgår af retsplejelovens § 769, stk. 1, at bestemmelse om varetægtsfængsling eller anden foranstaltning kun har virkning indtil sagens afgørelse i retten. På begæring træffer retten efter afgørelsen bestemmelse om, hvorvidt tiltalte under eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, skal varetægtsfængsles eller forblive varetægtsfængslet eller undergives foranstaltninger, der træder i stedet herfor. Ved bestemmelsen herom finder reglerne i bl.a. § 762 tilsvarende anvendelse, medmindre tiltalte erklærer sig indforstået med at forblive varetægtsfængslet eller undergivet anden foranstaltning. Betingelserne for varetægtsfængsling efter sagens afgørelse er således som udgangspunkt de samme som før sagens afgørelse.

Det følger af den foreslåede § 769, stk. 3, at hvis der er afsagt dom i sagen, hvorved den tiltalte er idømt ubetinget fængsel i mere end 30 dage for en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, kan den tiltalte desuden varetægtsfængsles, hvis der efter det om den tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at vedkommende vil udeblive uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Den foreslåede § 769, stk. 3, vil medføre, at tiltalte kan varetægtsfængsles i visse sager, hvor der er afsagt en helt eller delvist fældende dom, hvis der efter det om den tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at vedkommende vil udeblive uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Det vil efter den foreslåede bestemmelse for det første være en betingelse for varetægtsfængsling, at den tiltalte er idømt ubetinget fængsel i mere end 30 dage for en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale. Strafferammen for den pådømte forbrydelse har ikke betydning.

For det andet vil det være en betingelse for varetægtsfængsling, at der efter det om den tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at vedkommende vil udeblive uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Der vil som udgangspunkt være bestemte grunde til at antage, at den tiltalte vil udeblive, hvis vedkommende tidligere er udeblevet uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Dette vil særligt kunne oplyses ved dokumentation fra Kriminalregisteret, hvoraf det fremgår, hvorvidt den tiltalte har modtaget eller vedtaget et bødeforlæg eller tidligere er dømt for overtrædelse af straffuldbyrdelseslovens § 110 b om udeblivelse fra afsoning. Om der er tale om længerevarende eller kortvarige udeblivelser fra afsoning, vil som det klare udgangspunkt være uden betydning.

Ved vurderingen af, om der er bestemte grunde til at antage, at den tiltalte vil udeblive uden lovlig grund skal der derudover lægges afgørende vægt på vedkommendes personlige forhold. Der vil efter omstændighederne kunne lægges vægt på sociale, familiære, erhvervsmæssige, økonomiske og bopælsmæssige forhold. Disse forholds ustabilitet kan tale for en risiko for udeblivelse.

Den foreslåede regel udgør et supplement til de eksisterende regler om varetægtsfængsling, herunder retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, jf. § 769, stk. 1, hvorefter en sigtet kan varetægtsfængsles, når der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen.

Efter den foreslåede bestemmelse er det ikke et krav, at der skal være en risiko for unddragelse ved flugt eller skjul, for at der kan ske varetægtsfængsling. Efter den foreslåede bestemmelse er det tilstrækkeligt, at der efter det om den tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at vedkommende vil udeblive uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning, men der stilles ikke i øvrigt krav om, at vedkommende mere aktivt vil forsøge at unddrage sig straffens fuldbyrdelse.

Det er med den foreslåede bestemmelse forudsat, at der med henblik på at fastholde en fornøden fasthed og konsekvens i retshåndhævelsen er behov for at varetægtsfængsle tiltalte, hvis der efter det om den tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at vedkommende vil udeblive uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning. Det vil bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger sådanne individuelle forhold, som medfører, at det trods det nævnte retshåndhævelseshensyn ikke er påkrævet, at den pågældende varetægtsfængsles efter den fældende dom. Det vil i den forbindelse kunne indgå i vurderingen, at det er lang tid siden, at den tiltalte er udeblevet fra afsoning.

Den foreslåede bestemmelse vil finde tilsvarende anvendelse i forbindelse med sager, som er fremmet til dom i tiltales fravær, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Er den tiltalte varetægtsfængslet efter dommen i medfør af den foreslåede bestemmelse, følger det af retsplejelovens § 999, stk. 2, at straffedommen skal fuldbyrdes, så snart det kan konstateres, at dommen er endelig.

Der henvises til i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.6.

Det fremgår af retsplejelovens § 769, stk. 3, at indbringes den afgørelse, der er truffet i sagen, for højere ret, og der i medfør af stk. 1 eller 2 er truffet afgørelse om anvendelse af varetægtsfængsling eller andre foranstaltninger efter afgørelsen, skal spørgsmålet om den fortsatte anvendelse heraf snarest forelægges for den overordnede ret, hvortil afgørelsen er indbragt. Ved denne rets behandling af spørgsmålet om varetægtsfængsling eller andre foranstaltninger finder § 762, § 764, stk. 1, 3 og 4, §§ 765 og 766, § 767, stk. 1, 1.-4. pkt., og stk. 2 og 3, § 768 og § 769, stk. 2, tilsvarende anvendelse. Hvis retten har truffet afgørelse om, at ankesagen skal afgøres uden mundtlig hovedforhandling, kan retten ved udløb af en frist efter 2. pkt., jf. § 767, stk. 1, bestemme, at varetægtsfængslingen eller foranstaltningen skal fortsætte uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen. § 767, stk. 2, 2.-4. pkt., finder i så fald tilsvarende anvendelse.

Det følger af den foreslåede ændring af § 769, stk. 3, der bliver stk. 4, at henvisningen til stk. 1 eller 2 ændres til stk. 1-3, og at der efter henvisningen til stk. § 769, stk. 2, indsættes en henvisning til stk. 3.

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af forslaget til retsplejelovens § 769, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 1.

Endvidere indebærer ændringen, at retsplejelovens § 765 (om mindre indgribende foranstaltninger end varetægtsfængsling) vil kunne finde anvendelse på sager omfattet af den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 769, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.6.

Det foreslås i § 775, stk. 6, at bestemmelserne i § 68, stk. 3, 5 og 6, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. finder tilsvarende anvendelse på varetægtsarrestanter.

Det indebærer, at bestemmelsen om, at midlertidig begrænsning af retten til telefoni alene kan ikendes over for indsatte, som afsoner i lukket fængsel eller arresthus ligeledes vil finde anvendelse på varetægtsarrestanter.

Det indebærer desuden, at disciplinærstraffen skal fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang og under hensyn til, i hvilken type afsoningsinstitution den indsatte afsoner. Det forudsættes med bestemmelsen, at der herved lægges vægt på de samme momenter, som følger af straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, og bemærkningerne hertil.

Det indebærer endelig, at disciplinærstraffen skal skærpes ved hver tredje forseelse. Det forudsættes med bestemmelsen, at den skal forstås og anvendes på samme måde som straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.5.

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 775, stk. 1. pkt., er det muligt at ikende disciplinærstraf i form af bøde, advarsel eller strafcelle.

Det følger af den foreslåede ændring af § 775, stk. 1, at der efter »bøde« indsættes », midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, midlertidig begrænsning af muligheden for telefoni«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der indføres 4 nye typer af disciplinærstraffe. Disse udgør midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling samt midlertidig begrænsning af retten til telefoni.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.5.

Det fremgår af retsplejelovens § 775, stk. 2, 1. pkt., at ved ikendelse af strafcelle som disciplinærstraf fastsættes varigheden til et tidsrum af højst 4 uger.

Det følgende af den foreslåede ændring af § 775, stk. 2, at »4 uger« ændres til »14 dage, jf. dog stk. 3«.

Den foreslåede ændring, vil indebære, at varigheden af strafcelle fremover som udgangspunkt højst kan være 14 dage.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.5.

Det foreslås i § 775, stk. 3, at der i særlige tilfælde kan ikendes strafcelle i et tidsrum på over 14 dage, dog højst 4 uger.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at strafcelle uanset den foreslåede ændring af stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 4, i særlige tilfælde kan ikendes i et tidsrum på over 14 dage, dog højst 4 uger.

Ved »særlige tilfælde« forstås eksempelvis, at der er tale om grove gentagelsestilfælde, eller hvor ikendelse af strafcelle på mere end 14 dage findes nødvendigt for at håndtere særligt udfordrende eller udadreagerende varetægtsarrestanter.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.5.

Til nr. 3-5

Det fremgår af retsplejelovens § 788, stk. 1, at der efter afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden skal gives underretning om indgrebet, jf. dog stk. 4 og 5. Har den person, til hvem underretning efter stk. 2 skal gives, været mistænkt i sagen, skal der tillige gives underretning herom og om, hvilken lovovertrædelse mistanken har angået.

Som følge af henvisningen i § 791 a, stk. 8, 2. pkt., til § 788, stk. 1, stk. 2, nr. 1, og stk. 3 og 4, omfatter underretningsforpligtelsen desuden indgreb ved gps-overvågning efter § 791 a, stk. 5, nr. 2.

Det fremgår af § 788, stk. 2, nr. 1, at underretningen ved telefonaflytning og teleoplysning gives til indehaveren af den pågældende telefon. Efter § 788, stk. 3, gives underretningen af den byret, som har truffet afgørelse om indgrebet. Underretningen gives snarest muligt, såfremt politiet ikke senest 14 dage efter udløbet af det tidsrum, for hvilket indgrebet har været tilladt, har fremsat begæring om undladelse af eller udsættelse med underretning.

Det følger af § 788, stk. 4, at hvis underretningen vil være til skade for efterforskningen eller til skade for efterforskningen i en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan danne grundlag for et indgreb i meddelelseshemmeligheden, eller taler hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder eller omstændighederne i øvrigt imod underretning, kan retten efter begæring fra politiet beslutte, at underretning skal undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, der kan forlænges ved senere beslutning.

Det foreslås at ændre retsplejelovens § 788, stk. 2, nr. 2 , således at ”og” udgår. Det foreslås endvidere at foretage en ændring af retsplejelovens § 788, stk. 2, nr. 3, således at ”forsendelsen” ændres til ”forsendelsen, og”. Ændringerne skal ses i sammenhæng med det foreslåede nr. 4 i § 788, stk. 2, i retsplejeloven.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 788, stk. 2, indsættes et nr. 4 , hvor det præciseres, at ved registrering af en persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat gives underretning til personen, hvis færden registreres, samt til kendte brugere af det køretøj eller den ejendom, registreringen angår.

Det foreslåede nr. 4 vil indebære, at ved registrering af en persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat vil underretning skulle gives til personen, hvis færden registreres, samt til kendte brugere af det køretøj eller den ejendom, registreringen angår.

Ved ”kendte brugere” af køretøjer og ejendom forstås personer, som politiet har grund til at antage har brugt køretøjet eller ejendommen i den pågældende periode. Det vil som udgangspunkt i forhold til køretøjer omfatte et køretøjs registrerede ejer og brugere, medmindre politiet har konkrete holdepunkter for at antage, at den eller de pågældende personer ikke har anvendt køretøjet i den pågældende periode.