Afvisning af klage over påbud om fjernelse af knust beton med plastfibre

Ikast-Brande Kommune traf den 30. juni 2025 afgørelse om et påbud til en borger om at fjerne udlagt knust beton med plastfibre langs vejstrækninger i Bording samt at reetablere arealet. Kommunen vurderede, at materialet udgjorde et ulovligt forhold, da det indeholdt plastfibre i et omfang, der skabte risiko for forurening af jord og grundvand.

Kommunens faglige vurdering

Det fremgår af sagens oplysninger, at kommunen anså udlægningen for at være i strid med Bekendtgørelse om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald § 12. Kommunen vurderede herudover, at materialet ikke kunne udlægges uden tilladelse efter Miljøbeskyttelsesloven § 19 eller Miljøbeskyttelsesloven § 33.

Klagerens anbringender

Klageren har gjort gældende, at påbuddet var mangelfuldt begrundet og i strid med proportionalitetsprincippet. Klageren anførte desuden:

• At den knuste beton overholdt kravene i restproduktbekendtgørelsen.
• At der ikke var dokumenteret en miljømæssig risiko for jord eller grundvand.
• At der manglede et ansvarsgrundlag for at udstede påbud om genopretning efter Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 1, nr. 2.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har afvist at realitetsbehandle klagen, da nævnet ikke har kompetence til at behandle klager over tilsynsmyndighedens afgørelser truffet i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel om tilsyn.

Nævnets retslige vurdering

Nævnet konstaterer, at kommunen har udstedt påbuddet som led i sin tilsynsvirksomhed efter Miljøbeskyttelsesloven § 65, stk. 1. Når en tilsynsmyndighed finder et ulovligt forhold, skal den foranledige dette lovliggjort i medfør af Miljøbeskyttelsesloven § 68.

Det centrale i sagen er klageadgangen. Nævnet henviser til, at klager over kommunalbestyrelsens afgørelser normalt følger Miljøbeskyttelsesloven § 91, stk. 1, men at der findes en endelighedsbestemmelse i loven:

Af Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 3 følger det, at tilsynsmyndighedens afgørelser efter lovens § 69, stk. 1, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.