Vejledende udtalelse om miljøretningslinjer for udbringning af biokul på landbrugsjord

Miljøstyrelsen har sendt et udkast til en vejledende udtalelse i høring, som skal guide kommunerne i behandlingen af ansøgninger om udbringning af biokul til jordbrugsformål. Vejledningen er udarbejdet som led i regeringens 'Strategi og arbejdsprogram for pyrolyse' og skal sikre en mere ensartet sagsbehandling på tværs af kommuner, indtil der eventuelt kommer en mere specifik regulering.

Baggrund og formål

Vejledningen er ikke juridisk bindende, men den udtrykker Miljøstyrelsens fortolkning af gældende regler. Hovedformålet er at klarlægge, hvornår udbringning af biokul kræver en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Denne paragraf bestemmer, at stoffer, der kan forurene grundvand, jord eller undergrund, ikke må udbringes uden tilladelse. Miljøstyrelsen vurderer, at biokul indeholder potentielt skadelige stoffer og derfor som udgangspunkt altid kræver en sådan tilladelse. Det præciseres, at biokul ikke kan betragtes som 'sædvanligt gødningsstof' (som f.eks. husdyrgødning), der er undtaget fra kravet om tilladelse.

Risikovurdering og vilkår for tilladelse

Grundet stor usikkerhed om de langsigtede miljømæssige konsekvenser af biokul, opfordrer Miljøstyrelsen kommunerne til at anvende et forsigtighedsprincip. En tilladelse efter § 19 skal baseres på en konkret, individuel vurdering. Vejledningen fremhæver fire centrale punkter, kommunerne bør overveje:

1. Anvendelsesområder: Der skal tages særligt hensyn i sårbare områder som indvindingsoplande (OSD), boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) og Natura 2000-områder.
2. Indhold af forurenende stoffer: Ansøger skal dokumentere indholdet af stoffer i det specifikke biokul. Kommunen skal vurdere risikoen ud fra dette og områdets sårbarhed.
3. Tørstofbegrænsning: Kommunen kan fastsætte en maksimal mængde tørstof, der må tilføres pr. hektar i en given periode.
4. Antal udbringninger: Det kan være hensigtsmæssigt at begrænse antallet af gange, biokul udbringes på det samme areal, grundet den ukendte langtidseffekt.

En tilladelse kan ifølge miljøbeskyttelseslovens § 20 til enhver tid ændres eller tilbagekaldes uden erstatning, hvis det viser sig, at biokullet udgør en uacceptabel risiko.

Potentielle forurenende stoffer i biokul

Vejledningen oplister en række sundheds- og miljøskadelige stoffer, der potentielt kan findes i biokul, enten fra den oprindelige biomasse eller dannet under pyrolyseprocessen. Kommunerne skal som minimum forholde sig til disse:

Forhold til anden lovgivning

Vejledningen berører også samspillet med anden relevant lovgivning, herunder Habitatbekendtgørelsen, hvor der skal vurderes, om udbringningen kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, og Miljøvurderingsloven, som kan kræve en miljøvurdering af projektet. Der henvises desuden til bl.a. Indsatsbekendtgørelsen og Affald til jord-bekendtgørelsen.