Unionsborgerskab og fri bevægelighed: Beskatning af offentlige pensioner i dobbeltbeskatningsoverenskomster

Sagerne omhandler to italienske statsborgere, HB og IC, som er tidligere ansatte i den italienske offentlige sektor og modtager pension fra Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS). Efter at have udøvet deres ret til fri bevægelighed i EU ved at flytte deres bopæl til Portugal, anmodede de INPS om at modtage deres pensioner uden indeholdelse af italiensk kildeskat, da de mente, at beskatningskompetencen burde ligge i bopælsstaten (Portugal).

INPS afslog anmodningerne. Afslaget var begrundet i fortolkningen af artikel 19, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten (DTC) mellem Italien og Portugal. Denne bestemmelse fastsætter, at offentlige pensioner som udgangspunkt kun beskattes i udbetalingsstaten (Italien), medmindre modtageren er bosiddende og statsborger i bopælsstaten (Portugal).

Da HB og IC var italienske statsborgere, opfyldte de ikke betingelsen om portugisisk statsborgerskab. Dette betød, at de i modsætning til tidligere private sektoransatte, hvis pensioner kunne beskattes i Portugal alene på baggrund af bopæl, ikke kunne undgå italiensk skat. Dette førte til et formodet tab af skattemæssige fordele i Portugal.

Præjudicielle spørgsmål

Corte dei conti (revisionsretten i Puglia, Italien) forelagde spørgsmål for Domstolen om, hvorvidt denne ordning udgjorde en ulovlig hindring for unionsborgeres frie bevægelighed (artikel 21 TEUF) eller forskelsbehandling på grundlag af nationalitet (artikel 18 TEUF), da den effektivt krævede erhvervelse af portugisisk statsborgerskab for at opnå skattemæssig ligestilling med private sektoransatte.

Domstolen fastslog, at artikel 18 TEUF (forbud mod forskelsbehandling) og artikel 21 TEUF (den frie bevægelighed for unionsborgere) ikke er til hinder for en beskatningsordning, der følger af en dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået mellem to medlemsstater, som fordeler beskatningskompetencen forskelligt alt efter, om pensionen stammer fra den private eller den offentlige sektor, og i sidstnævnte tilfælde gør en betingelse om statsborgerskab gældende.

Domstolens begrundelse

Domstolen mindede om, at selvom medlemsstaterne skal overholde EU-retten, har de frihed til i bilaterale overenskomster at fastsætte tilknytningsmomenter med henblik på den indbyrdes fordeling af beskatningskompetencen. Domstolen fremhævede følgende hovedpunkter:

• Formålet med en dobbeltbeskatningsoverenskomst er at undgå, at samme indkomst beskattes i begge stater. Den har ikke til formål at sikre, at den skat, den skattepligtige pålægges i den ene kontraherende part, er lige med beskatningen i den anden part.
• Medlemsstaterne er berettiget til at anvende kriterier, der følges i international skattepraksis, herunder OECD’s modeloverenskomst, som i artikel 19, stk. 2, benytter tilknytningsmomenter såsom udbetalingsstat og statsborgerskab for offentlige pensioner.