Manglende skattefradrag for ikke-hjemmehørende pensionister udgør en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Republikken Estland for traktatbrud, idet Kommissionen mente, at Estland overtrådte artikel 45 TEUF og artikel 28 i EØS-aftalen ved at nægte ikke-hjemmehørende skatteydere et individuelt skattefradrag, som hjemmehørende skatteydere med tilsvarende lav indkomst var berettiget til.

Sagen drejede sig om en estisk statsborger, bosiddende i Finland, som klagede over den estiske indkomstskat på hendes alderspension fra Estland. Hun anfægtede, at hun ikke kunne få grundfradraget og det supplerende skattefradrag, som hjemmehørende i Estland ellers var berettiget til.

Kommissionen argumenterede for, at Estlands skattelovgivning stillede ikke-hjemmehørende pensionister ringere end hjemmehørende, hvilket udgjorde en hindring for den frie bevægelighed.

Republikken Estland anførte, at forskelsbehandlingen var berettiget, da ikke-hjemmehørende kun er i en sammenlignelig situation, hvis de oppebærer størstedelen af deres indkomst i Estland (mindst 75%).

Domstolens vurdering

Domstolen fandt, at Estland havde tilsidesat sine forpligtelser. Domstolen fremhævede, at når en ikke-hjemmehørende har en lav globalindkomst og ikke beskattes i bopælsmedlemsstaten, er denne stat ikke i stand til at tage hensyn til vedkommendes skatteevne og personlige forhold. Under sådanne omstændigheder vil et afslag på skattefradrag i den stat, hvor indkomsten er oppebåret, straffe ikke-hjemmehørende skatteydere alene fordi de har udøvet deres ret til fri bevægelighed.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at Republikken Estland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 45 TEUF og artikel 28 i EØS-aftalen.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at Estland udelukkede ikke-hjemmehørende pensionister fra skattefradrag, når deres pensionsindkomst var så lav, at de ikke kunne beskattes i deres bopælsland. Dette udgjorde en forskelsbehandling, der var i strid med EU-retten om fri bevægelighed for arbejdstagere.

Begrundelse

• Forskelsbehandling: Domstolen fremhævede, at der forelå en forskelsbehandling, da ikke-hjemmehørende pensionister blev behandlet mindre gunstigt end hjemmehørende i en sammenlignelig situation.
• Sammenlignelig situation: Domstolen fandt, at ikke-hjemmehørende pensionister med lav indkomst, der ikke beskattes i deres bopælsland, er i en sammenlignelig situation med hjemmehørende pensionister i Estland.
• Begrundelse for forskelsbehandling: Domstolen afviste Estlands argument om at forhindre kumulerede fordele, da der i sager som den foreliggende ikke var risiko for uberettigede kumulerede fordele.
• Henstilling 94/79/EF: Domstolen fastslog, at Kommissionens henstilling ikke er bindende og ikke hindrer konstateringen af et traktatbrud.
• EØS-aftalen: Domstolen bemærkede, at Estland havde erkendt behovet for at udvide anvendelsesområdet for sin lovgivning til også at omfatte statsborgere fra EØS-lande.

Centrale EU-retlige principper

• Arbejdskraftens frie bevægelighed (Artikel 45 TEUF):
  • Medlemsstaterne skal overholde EU-retten, når de udøver deres kompetence inden for direkte beskatning.
  • Arbejdstagere, der udøver deres ret til fri bevægelighed, må ikke stilles ringere end hvis de ikke havde udøvet denne ret.
• Forskelsbehandling:
  • Forskelsbehandling opstår, når sammenlignelige situationer behandles forskelligt, eller forskellige situationer behandles ens.
  • Hjemmehørende og ikke-hjemmehørende er som udgangspunkt ikke i en sammenlignelig situation inden for direkte skatter.
  • En ikke-hjemmehørende kan være i en sammenlignelig situation med en hjemmehørende, hvis vedkommende oppebærer størstedelen af sin indkomst i den pågældende stat.
• Proportionalitet:
  • Forskelsbehandling kan kun være berettiget, hvis den er baseret på objektive hensyn og står i rimeligt forhold til det forfulgte mål.
• Kommissionens henstillinger:
  • Kommissionens henstillinger er ikke bindende og hindrer ikke traktatbrudsprocedurer.