Højesterets dom i sag om erstatningsansvar for tidligere ledelsesmedlemmer i Bank 1

Sagen omhandler Finansiel Stabilitets krav om erstatning mod tidligere medlemmer af en banks direktion og bestyrelse. Kravet vedrører tab, som banken led i forbindelse med udlån til køb af bankens egne aktier samt et større engagement med en enkelt kunde.

Sagens Baggrund

Banken, der drev virksomhed som pengeinstitut, overdrog sin virksomhed til et selskab, der senere fusionerede med Finansiel Stabilitet A/S, og banken blev erklæret konkurs i marts 2009.

I efteråret 2006 iværksatte Finanstilsynet en undersøgelse af bankens solvensbehov. Tilsynet konkluderede, at bankens risikoprofil og udlånsvækst krævede et højere solvensbehov end lovens minimumskrav. Dette førte til en beslutning i banken om at sælge egne aktier for at styrke kernekapitalen. En del af disse aktiesalg blev finansieret gennem lån til bankens største kunder.

Finansiel Stabilitet påstod, at de indstævnte skulle tilpligtes at betale 331.945.765 kr. med procesrente.

De Omstridte Engagementer

Sagen omfatter tab fra følgende engagementer:

• Aktiekreditter til køb af bankens egne aktier:
  • Virksomhed ApS (del af CenterPlan Gruppen): Lån på 60 mio. kr. med et tab på 57,5 mio. kr.
  • Stones Invest: To aktiekreditter på i alt 41 mio. kr. med et tab på 30,75 mio. kr.
  • Thorion Invest: Aktiekredit på 125 mio. kr. med et tab på 108.475.168 kr.
  • Person 44/Hanros: To aktiekreditter på i alt 44,2 mio. kr. med et tab på 35 mio. kr.
• Engagement med Person 3: Investeringskreditter bevilget i perioden 2005-2007 med et opgjort tab på 100.220.597 kr.

Parternes Påstande

• Finansiel Stabilitet gjorde gældende, at den generelle beslutning i december 2006 om at yde kreditter til bankens store kunder til køb af aktier var ansvarspådragende og havde medført et kausalt og adækvat tab. De anførte, at der ikke blev foretaget en forsvarlig kreditvurdering, og at handlingerne var i strid med sædvanlig pengeinstitutpraksis.
• Appelindstævnte påstod stadfæstelse af landsrettens dom, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb eller frifindelse for tiden. De anførte, at der ikke var truffet en generel beslutning om at yde lån uden kreditvurdering, at bankens solvens var et forretningsmæssigt hensyn, og at der ikke var lidt et erstatningsretligt relevant tab, da banken ellers selv ville have beholdt værdiløse aktier.

Sagens Forløb

Sagen blev anket til Højesteret efter en dom fra Østre Landsret den 7. november 2017. Boet efter Appelindstævnte 3 (tidligere Sagsøgte 5) var ikke repræsenteret under ankesagen, og sagen blev fremmet på grundlag af skriftligt materiale, jf. Retsplejeloven § 386, stk. 2. Sagen mod Sagsøgte 6 bortfaldt, da boet efter ham blev afsluttet som boudlæg i medfør af Dødsboskifteloven § 18.

Højesterets Begrundelse og Resultat

Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af, at bankens drift i sig selv ikke kunne begrunde erstatningsansvar for ledelsen. Ansvarsvurderingen følger almindeligt culpånsvar, og der skal udvises forsigtighed med at tilsidesætte ledelsens forretningsmæssige skøn, medmindre der er varetaget banken uvedkommende hensyn.

Aktiekreditterne

Højesteret fandt, at lånene til køb af aktier i banken, bevilget i perioden december 2006 til april 2007, blev ydet uden umiddelbar forudgående kreditvurdering. Aktiesalgene var affødt af Finanstilsynets krav om et forhøjet solvensbehov og blev bevilget på bankens initiativ.

• Appelindstævnte 1's ansvar: Højesteret lagde til grund, at Appelindstævnte 1 (tidligere Sagsøgte 1), som administrerende direktør, traf beslutning om at tilbyde lånefinansierede aktiekøb uden kreditvurdering. Denne beslutning blev anset for uforsvarlig og en påregnelig årsag til de lidte tab. Han blev derfor fundet erstatningsansvarlig for tabene vedrørende aktiekreditterne til Stones Invest, Thorion Invest, Virksomhed ApS og Person 44/Hanros.
• Bestyrelsens ansvar: Højesteret fandt det ikke godtgjort, at de øvrige Appelindstævnte (bestyrelsesmedlemmerne) var bekendt med, at lånene blev ydet uden kreditvurdering. Deres godkendelse af de allerede udbetalte lån skete på baggrund af de oplysninger, der blev forelagt dem, som indeholdt redegørelser for lånets formål, låntagers økonomi og sikkerheder. Bestyrelsen blev derfor frifundet for erstatningskravet vedrørende aktiekreditterne.

Tabets Opgørelse for Aktiekreditterne

Højesteret fastsatte de erstatningsretligt relevante tab for aktiekreditterne til:

Provenu fra salg af ejendomme og værdipapirer skulle ikke fratrækkes, da de var sikkerhed for anden gæld.

Engagementet med Person 3

• Første bevilling (marts 2006): Højesteret fandt, at både Appelindstævnte 1 og de bestyrelsesmedlemmer, der godkendte bevillingen, handlede uforsvarligt. Dog var de berettiget til at forvente, at bankens personale ville håndhæve den aftalte stop-loss klausul. Da det ikke var godtgjort, at stop-loss klausulen ikke kunne have været udnyttet effektivt, blev alle Appelindstævnte frifundet for erstatningsansvar vedrørende denne bevilling.
• Anden bevilling (oktober 2007): Appelindstævnte 1 var fratrådt. Et flertal af dommerne fandt, at Finansiel Stabilitet ikke havde godtgjort, at bestyrelsen handlede ansvarspådragende ved at godkende lånene, idet der blev lagt vægt på behovet for at begrænse bankens tab og forventningen om stigende aktiekurser. Bestyrelsesmedlemmerne blev derfor frifundet for erstatningsansvar vedrørende denne bevilling.

Konklusion om Erstatningsansvar

• Appelindstævnte 1 (tidligere Sagsøgte 1) blev fundet erstatningsansvarlig for tabet på 231.725.168 kr. vedrørende aktiekreditterne.
• Appelindstævnte 2, boet efter Appelindstævnte 3, Appelindstævnte 4 og Appelindstævnte 5 blev frifundet for Finansiel Stabilitets erstatningskrav vedrørende både aktiekreditterne og engagementet med Person 3.

Manglende Ansvarsforsikringsdækning

Banken tegnede en bestyrelsesansvarsforsikring den 27. december 2007. Forsikringen dækkede ikke ansvar for handlinger før denne dato. Da Appelindstævnte 1's ansvarspådragende handlinger lå før denne dato, blev kravet mod ham ikke nedsat med forsikringens dækningssum.

Lempelse af Erstatningsansvar

Højesteret fandt ikke grundlag for at lempe Appelindstævnte 1's erstatningsansvar i henhold til Selskabsloven § 363 eller Erstatningsansvarsloven § 24, henset til hans rolle som administrerende direktør og graden af udvist uagtsomhed.

Rente

Procesrente blev kun tilkendt fra datoen for Højesterets dom, jf. Renteloven § 3, stk. 5, på grund af sagens ekstraordinært lange varighed, der i væsentlig grad skyldtes Finansiel Stabilitets tilrettelæggelse.

Sagsomkostninger

• Finansiel Stabilitet skal betale sagsomkostninger for Højesteret til Appelindstævnte 2 (6.250.000 kr.), boet efter Appelindstævnte 3 (1.250.000 kr.) og statskassen (15.625.000 kr.).
• Appelindstævnte 1 skal betale halvdelen af Finansiel Stabilitets udgifter til syn og skøn samt retsafgift for Højesteret, i alt 2.084.765,50 kr., til Finansiel Stabilitet.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at Appelindstævnte 1, tidligere Sagsøgte 1, skal betale 231.725.168 kr. til Finansiel Stabilitet med procesrente fra denne højesteretsdoms afsigelse.