Advokatvirksomheds bestyrelseshonorarer ikke momspligtige efter EU-praksis

Spørgsmål og juridisk grundlag

Spørger ønsker bekræftet, at honorarerne ikke er momspligtige.

Spørger henviser til Momsloven § 3, stk. 1, hvorefter afgiftspligtige personer er dem, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. Det afgørende er, om bestyrelsesarbejdet momsmæssigt kvalificeres som selvstændig virksomhed.

Spørger argumenterer for, at den tidligere danske praksis, der sidestillede erhvervsmæssig indkomst (f.eks. for advokater) med momspligtig selvstændig virksomhed, ikke kan opretholdes efter EU-Domstolens seneste praksis.

Der henvises særligt til to EU-Domstolsdomme, der fastslår, at bestyrelsesarbejde typisk ikke udgør selvstændig økonomisk virksomhed:

I sag C-420/18 (IO) fandt EU-Domstolen, at et bestyrelsesmedlem ikke handlede i eget navn eller på eget ansvar og ikke bar nogen økonomisk risiko, idet vedkommende modtog et fast honorar. I sag C-288/22 (TP) blev dette princip bekræftet for advokater i aktieselskabsbestyrelser, da det er selskabet, der bærer den økonomiske risiko forbundet med bestyrelsens beslutninger.

Spørgers konklusion er, at da bestyrelsesmedlemmerne i fonden handler for den samlede bestyrelses regning og ansvar, og da de modtager et fast honorar og dermed ikke bærer nogen økonomisk risiko, udøver de ikke selvstændigt økonomisk virksomhed, og honoraret er derfor ikke momspligtigt.

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling om, at bestyrelseshonorarer faktureret af Spørger til fonden ikke er momspligtige.

Denne afgørelse er baseret på en selvstændig momsretlig vurdering af, om Spørger driver selvstændig økonomisk virksomhed som defineret i Momsloven § 3, stk. 1, jf. Momssystemdirektivet artikel 9.

Skattestyrelsen vurderede, at den hidtidige danske praksis, som ofte baserede den momsmæssige kvalifikation på den skatteretlige vurdering (erhvervsmæssig indkomst), skal ændres som følge af EU-Domstolens praksis, særligt i sagerne C-420/18, IO og C-288/22, TP.

EU-Domstolen har fastslået, at en selvstændig udøvelse af økonomisk virksomhed kræver, at personen handler i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og selv bærer den økonomiske risiko forbundet med virksomheden.

I den konkrete sag lagde Skattestyrelsen vægt på følgende faktorer:

• Ansvar og Repræsentation: Spørger handler ikke i eget navn, for egen regning og ansvar, men på vegne af den samlede bestyrelse og under dennes ansvar. Bestyrelsesmedlemmerne kan ikke individuelt udøve de beføjelser, der er tillagt bestyrelsen som helhed.
• Økonomisk Risiko: Spørger bærer ikke den økonomiske risiko forbundet med bestyrelsens beslutninger. Honoraret er fast og uafhængigt af arbejdsomfang eller mødedeltagelse. Det er fonden, der bærer risikoen for de beslutninger, som bestyrelsen træffer.

Skatterådet konkluderer, at når Spørger som bestyrelsesmedlem oppebærer et fast honorar, udøver han ikke selvstændig økonomisk virksomhed. Han agerer derfor ikke som en afgiftspligtig person i henhold til momslovgivningen, og honoraret skal dermed ikke pålægges moms.

Skattestyrelsens Argumenter

Skattestyrelsen fastholdt, at der var tale om et lønmodtagerforhold baseret på en samlet vurdering af flere momenter:

• 100% af omsætningen vedrørte [virksomhed1], og fakturering til klienter skete via [virksomhed1]s bogholderi.
• Samarbejdsaftalen angav, at vederlag skulle beskattes som A-indkomst, og [person1] var sidestillet med en ansat advokat i forhold til advokatmyndigheder.
• [virksomhed1] betalte den lovpligtige ansvarsforsikring.
• [person1] skulle rapportere om forhold af betydning for firmaet.
• Lange opsigelsesvarsler (6/3 måneder) og en prøveperiode var typiske for ansættelsesforhold.
• Krav om løbende tidsregistrering og godkendelse af kilometerpenge.
• Mange udgiftsbilag var adresseret til [virksomhed1], hvilket indikerede, at [person1] fremstod som repræsentant for [virksomhed1].
• [person1] bar ikke selv den fulde økonomiske risiko.

Virksomhedsindehaverens Argumenter

Virksomhedsindehaveren påstod, at han var selvstændig erhvervsdrivende, og at den oprindelige samarbejdsaftale fra 2015 ikke afspejlede de reelle forhold, som var et kontorfællesskab. Han fremhævede følgende:

• Vederlaget var aldrig udbetalt som A-indkomst, men baseret på faktureret og realiseret omsætning fra egne sager.
• Han tilrettelagde selv sit arbejde, havde ingen instruktionsbeføjelser fra [virksomhed1], og servicerede egne klienter.
• Han bar selv den økonomiske risiko for manglende betaling fra klienter og for sygdom/ferie.
• Han afholdt selv alle væsentlige driftsudgifter (IT-udstyr, kontormøbler, faglitteratur, kurser, revisor, advokatbistand i egne sager, transport).
• Han var momsregistreret som enkeltmandsfirma og afregnede moms kvartalsvis.
• Han optrådte som ”partner” over for offentligheden og på hjemmesider, hvilket kendetegner en selvstændig.
• Rapporteringspligt og opsigelsesvarsler var normale i kontorfællesskabsaftaler.
• Ansvarsforsikring via [virksomhed1] var en praktisk ordning i et kontorfællesskab, hvor han betalte en andel.

Landsskatterettens Afgørelse

Landsskatteretten henviste til sin afgørelse af 24. april 2023 (sagsnr. LSR [sag2]), hvor det allerede var fastslået, at virksomhedsindehaverens indkomst som advokat i samarbejdet med [virksomhed1] i perioden 1. maj 2016 til 31. december 2017 skattemæssigt var oppebåret ved selvstændig erhvervsvirksomhed. På baggrund af denne tidligere afgørelse fandt Landsskatteretten, at klagerens indkomst i den omhandlede periode (1. januar 2017 til 31. december 2017) var oppebåret ved selvstændig økonomisk virksomhed, jf. Momsloven § 3, stk. 1.

Landsskatteretten ændrede således Skattestyrelsens afgørelse og hjemviste den beløbsmæssige fastsættelse af fradraget for købsmoms til Skattestyrelsen for fornyet behandling.