Landsskatteretten: Indkomst som advokat anset for selvstændig erhvervsvirksomhed – Fradrag for købsmoms

Sagen omhandler Skattestyrelsens afgørelse om, at virksomhedsindehaverens indkomst som advokat i samarbejde med [virksomhed1] skulle anses for lønmodtagerindkomst frem for indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed. Denne reklassificering medførte, at virksomheden blev nægtet fradrag for købsmoms på i alt 76.684 kr. for perioden 1. januar 2017 til 31. december 2017.

Virksomheden, [virksomhed2], blev oprettet i 2016 af virksomhedsindehaveren, [person1], og er momsregistreret under branchekoden ”juridisk bistand”. Virksomhedsindehaveren indgik i 2015 en samarbejdsaftale med [virksomhed1], som blandt andet indeholdt bestemmelser om, at vederlag skulle beskattes som A-indkomst, en forventet arbejdsomfang på 800 debiterbare timer årligt, og opsigelsesvarsler på 6 måneder for [person1] og 3 måneder for [virksomhed1]. En senere kontorfællesskabsaftale fra 2020 afspejlede de faktiske forhold siden 2016, hvor [person1] selv tilrettelagde sit arbejde, servicerede egne klienter og afholdt egne omkostninger til IT, rejser og repræsentation, mens [virksomhed1] forestod bogholderi, ansvarsforsikring og sekretærbistand mod 40% af [person1]s fakturerede omsætning.

Skattestyrelsens Argumenter

Skattestyrelsen fastholdt, at der var tale om et lønmodtagerforhold baseret på en samlet vurdering af flere momenter:

• 100% af omsætningen vedrørte [virksomhed1], og fakturering til klienter skete via [virksomhed1]s bogholderi.
• Samarbejdsaftalen angav, at vederlag skulle beskattes som A-indkomst, og [person1] var sidestillet med en ansat advokat i forhold til advokatmyndigheder.
• [virksomhed1] betalte den lovpligtige ansvarsforsikring.
• [person1] skulle rapportere om forhold af betydning for firmaet.
• Lange opsigelsesvarsler (6/3 måneder) og en prøveperiode var typiske for ansættelsesforhold.
• Krav om løbende tidsregistrering og godkendelse af kilometerpenge.
• Mange udgiftsbilag var adresseret til [virksomhed1], hvilket indikerede, at [person1] fremstod som repræsentant for [virksomhed1].
• [person1] bar ikke selv den fulde økonomiske risiko.

Virksomhedsindehaverens Argumenter

Virksomhedsindehaveren påstod, at han var selvstændig erhvervsdrivende, og at den oprindelige samarbejdsaftale fra 2015 ikke afspejlede de reelle forhold, som var et kontorfællesskab. Han fremhævede følgende:

• Vederlaget var aldrig udbetalt som A-indkomst, men baseret på faktureret og realiseret omsætning fra egne sager.
• Han tilrettelagde selv sit arbejde, havde ingen instruktionsbeføjelser fra [virksomhed1], og servicerede egne klienter.
• Han bar selv den økonomiske risiko for manglende betaling fra klienter og for sygdom/ferie.
• Han afholdt selv alle væsentlige driftsudgifter (IT-udstyr, kontormøbler, faglitteratur, kurser, revisor, advokatbistand i egne sager, transport).
• Han var momsregistreret som enkeltmandsfirma og afregnede moms kvartalsvis.
• Han optrådte som ”partner” over for offentligheden og på hjemmesider, hvilket kendetegner en selvstændig.
• Rapporteringspligt og opsigelsesvarsler var normale i kontorfællesskabsaftaler.
• Ansvarsforsikring via [virksomhed1] var en praktisk ordning i et kontorfællesskab, hvor han betalte en andel.

Landsskatterettens Afgørelse

Landsskatteretten henviste til sin afgørelse af 24. april 2023 (sagsnr. LSR [sag2]), hvor det allerede var fastslået, at virksomhedsindehaverens indkomst som advokat i samarbejdet med [virksomhed1] i perioden 1. maj 2016 til 31. december 2017 skattemæssigt var oppebåret ved selvstændig erhvervsvirksomhed. På baggrund af denne tidligere afgørelse fandt Landsskatteretten, at klagerens indkomst i den omhandlede periode (1. januar 2017 til 31. december 2017) var oppebåret ved selvstændig økonomisk virksomhed, jf. Momsloven § 3, stk. 1.

Landsskatteretten ændrede således Skattestyrelsens afgørelse og hjemviste den beløbsmæssige fastsættelse af fradraget for købsmoms til Skattestyrelsen for fornyet behandling.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, med henvisning til sin tidligere afgørelse af 24. april 2023 (sagsnr. LSR [sag2]), at virksomhedsindehaverens indkomst i perioden 1. januar 2017 til 31. december 2017 som advokat i samarbejdet med [virksomhed1] var oppebåret ved selvstændig erhvervsvirksomhed i skattemæssig henseende. Denne status er afgørende for momspligten i henhold til Momsloven § 3, stk. 1.

Som følge heraf ændrede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse, der havde nægtet fradrag for købsmoms under den forudsætning, at indkomsten var lønmodtagerindkomst. Den beløbsmæssige fastsættelse af fradraget for købsmoms i henhold til Momsloven § 37, stk. 1 blev hjemvist til Skattestyrelsen for fornyet behandling.