Brugsrettigheder til film skal fradrages som driftsomkostninger på betalingstidspunktet

Sagens problemstilling og baggrund

Repræsentanten ønskede klarhed over, hvilke konsekvenser Højesterets dom af 8. december 2003 (SKM2003.586.HR) har for den skattemæssige behandling af fremtidige erhvervelser. Højesteretsdommen vedrørte brugsret til ældre film, mens X A/S's aftaler ofte vedrører film, der endnu ikke har haft dansk premiere eller er færdigproducerede.

Repræsentanten argumenterede for, at da aftalerne utvivlsomt ikke indebærer overdragelse af selve ophavsretten, men kun en brugsret, kan udgifterne ikke aktiveres, men skal fradrages som driftsomkostninger efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Repræsentanten anførte desuden, at hvis fradragstidspunktet ikke falder sammen med aftaletidspunktet, men f.eks. premieretidspunktet, bør udgifterne i princippet behandles efter den praksis for forudbetalte omkostninger, der er beskrevet i cirkulære nr. 2004-06 efter SKM2003.447.LSR, således at forudbetalinger foretaget inden for 12 måneder før fradragstidspunktet kan fradrages på betalingstidspunktet.

De stillede spørgsmål var:

1. Vil udgifter til tidsbegrænsede brugsrettigheder fradrages som driftsomkostninger i erhvervelsesåret?
2. Hvis ja, på hvilket tidspunkt anses rettighederne for erhvervet og dermed fradragsberettiget?
3. Er udgifterne omfattet af praksis om forudbetalte omkostninger, hvis fradrag først sker ved premiere?
4. Hvis ja til spørgsmål 3, kan udgiften fradrages på betalingstidspunktet, hvis dette ligger mindre end 12 måneder forud for fradragstidspunktet?

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og konkluderede, at X A/S's udgifter til erhvervelse af brugsrettigheder til film skal behandles som driftsomkostninger, og fradrag skal ske på betalingstidspunktet.

Begrundelse og konklusion:

Skatterådet baserede sin afgørelse på Højesteretsdommen SKM2003.586.HR, som fastslog, at en begrænset overdragelse af brugsrettigheder – hvor ophavsretten beholdes af producenten – ikke udgør erhvervelse af en immateriel rettighed i henhold til afskrivningsreglerne (nu Afskrivningsloven § 40, stk. 2).

1. Behandling som driftsomkostning: Udgifterne til erhvervelse af brugsrettigheder til film skal behandles som fradragsberettigede driftsomkostninger, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.
2. Fradragstidspunktet: Fradrag skal ske i de indkomstår, hvor betalingerne sker i henhold til de indgåede kontrakter.

SKAT anførte og Skatterådet tilsluttede sig, at Højesteret i den præjudikatsdannende dom foretog en ordlydsfortolkning af ordet "anvendt" i Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Ved at give fradrag på betalingstidspunktet afviste Højesteret, at udgifterne skulle aktiveres og afskrives over den periode, hvor kontrakterne skabte grundlag for indtjening.

Det er uden betydning for den skattemæssige behandling og fradragstidspunktet, om der er tale om:

• Gamle film (som i Højesteretsdommen).
• Premierefilm.
• Film, der endnu ikke er færdigproducerede på tidspunktet for kontraktens indgåelse.

Da fradragstidspunktet for de endeligt afholdte udgifter fastlægges til betalingstidspunktet, bortfalder spørgsmål 2, 3 og 4 om retserhvervelsesprincip, premieretidspunkt og forudbetalte omkostninger.

Selskabet havde oprindeligt betragtet systemtjenesten som et immaterielt aktiv, der skulle afskrives regnskabsmæssigt over 6 år. Ved skattepligtens indtræden pr. 1. januar 2000 var den uafskrevne forudbetaling 285 mio. kr., med en resterende periode på 23 år.

Kraftudvekslingsaftalen ophørte pr. 1. januar 2000, og en ny aftale, Skagerrakaftalen, trådte i kraft pr. 1. januar 2001. Denne aftale videreførte elementer af systemtjenesten, herunder retten til sekundærregulering, som dog bortfaldt pr. 31. december 2005.

SKAT anså betalingen for systemtjenesten som en forudbetaling omfattet af Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, der skulle periodiseres over kontraktens løbetid. For indkomståret 2006 godkendte SKAT et fradrag på 6.195.562 kr. SKATs begrundelse var, at aftalen om systemtjeneste var videreført i Skagerrakaftalen, og at en del af systemtjenesten (sekundærregulering) var bortfaldet, hvilket SKAT skønnede til 50 % af indgangsværdien pr. 1. januar 2000, og derfor skulle afskrives over 5 år, mens resten skulle afskrives over de resterende 23 år.

Selskabets repræsentant anerkendte, at betalingen var en forudbetalt omkostning, der skulle periodiseres. Repræsentanten bestred dog SKATs opdeling og værdiansættelse af enkeltelementer i Skagerrakaftalen, herunder retten til sekundærregulering. Det blev anført, at denne ret blot var en videreførelse, og at dens tidsbegrænsning ikke havde medført økonomisk kompensation. Selskabet fastholdt, at den uafskrevne forudbetaling på 285 mio. kr. pr. 1. januar 2000 skulle periodiseres med lige store årlige beløb over de resterende 23 år, hvilket svarede til et årligt fradrag på 12.391.304 kr.