Afgørelse om afvisning af sag vedrørende godtgørelse for ulovlig frihedsberøvelse

Region Hovedstadens Synspunkter

Region Hovedstaden fastholdt sin påstand om afvisning. Regionen gjorde gældende, at Retsplejeloven kapitel 43 a ikke giver hjemmel til at prøve et erstatningskrav, når lovligheden af tvangsfikseringen ikke længere er til prøvelse. Det blev anført, at Psykiatriloven § 37 forudsætter, at kun afgørelser, der helt eller delvist er gået patienten imod, kan indbringes for retten under dette kapitel. Erstatningsspørgsmålet burde i stedet behandles under en almindelig civil retssag.

Rettens Begrundelse og Afgørelse

Retten fastslår, at krav om erstatning og/eller godtgørelse som udgangspunkt skal behandles efter de almindelige regler for civile sager i retsplejeloven.

Fortolkning af Retsplejeloven § 469, stk. 6

Retten har fortolket Retsplejeloven § 469, stk. 6 som en undtagelsesbestemmelse, der kun finder anvendelse i situationer, hvor en afgørelse om administrativt bestemt frihedsberøvelse er indbragt for retten med henblik på at prøve frihedsberøvelsens lovlighed. Formålet med denne bestemmelse er at undgå, at en person, der har været undergivet en ulovlig frihedsberøvelse, skal anlægge en særskilt civil sag om erstatning ud over prøvelsessagen.

Sagens Karakter

Retten lægger til grund, at den foreliggende sag ikke vedrører en prøvelse af lovligheden af frihedsberøvelserne, da Patientklagenævnet allerede har tilsidesat tvangsfikseringerne som ulovlige. Sagen omhandler udelukkende spørgsmålet om godtgørelse for disse frihedsberøvelser.

Konklusion

Da en undtagelsesbestemmelse som udgangspunkt ikke skal fortolkes udvidende, finder retten, at Klagers krav om godtgørelse ikke kan behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, når sagens kerne ikke er en prøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed.

Sagen afvises.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.

Region Hovedstaden nedlagde påstand om, at Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse skulle stadfæstes. Regionen påstod desuden, at retten ikke kunne tage stilling til tvangstilbageholdelsen i perioden efter Patientklagenævnets afgørelse, subsidiært at den fortsatte tvangstilbageholdelse godkendes.

Det Psykiatriske Patientklagenævns Afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn behandlede sagen og traf afgørelse den 31. oktober 2019. Nævnet godkendte overlægens beslutning om tvangstilbageholdelse fra den 18. oktober 2019 og den fortsatte tvangstilbageholdelse. Nævnet tilsidesatte dog overlægens beslutning af 21. oktober 2019 om tvangsbehandling med tablet Abilify.

Nævnet begrundede godkendelsen af tvangstilbageholdelsen med, at betingelserne i Psykiatriloven § 5 og Psykiatriloven § 10 var opfyldt. Det blev vurderet, at det ville have været uforsvarligt ikke at tvangstilbageholde klageren med henblik på behandling, da hun var sindssyg eller i en tilstand, der kunne ligestilles hermed, og fordi behandling ville medføre en betydelig og afgørende bedring af hendes tilstand.

Lægelige Oplysninger og Forklaringer

Journaloplysninger viste, at klageren på tidspunktet for tvangstilbageholdelsen var psykotisk med vrangforestillinger om medicinalindustrien, NASA og 5G-netværket, samt aggressivitet og øget psykomotorik. Lægelige revurderinger på 3. og 10. dagen bekræftede fortsat psykotisk tilstand og behov for frihedsberøvelse. En lægeerklæring af 8. januar 2020 bekræftede fortsat psykose, men med en vis bedring, dog uden sygdomsindsigt.

Klageren forklarede, at hun nu havde udgangstilladelser og tog medicin frivilligt. Hun anerkendte at have været psykotisk ved indlæggelsen, men mente, at tvangen burde ophøre. Hun fastholdt dog visse vrangforestillinger og udtrykte utilfredshed med journalens indhold. Overlægen forklarede, at klageren fortsat var psykotisk og havde behov for behandling, og at bedringen ikke var tilstrækkelig til at ophæve tvangstilbageholdelsen, især med bekymring for klagerens relation til hendes børn.