Dom om lovligheden af tvangstilbageholdelse på psykiatrisk afdeling

Denne sag omhandler lovligheden af en administrativt iværksat frihedsberøvelse af en patient, der blev tvangsindlagt og efterfølgende tvangstilbageholdt på et psykiatrisk center. Klageren anfægtede lovligheden af tvangstilbageholdelsen og krævede erstatning, mens Region Hovedstaden påstod, at Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse skulle stadfæstes.

Sagens Forløb og Påstande

Klageren blev tvangsindlagt den 11. oktober 2019 på Psykiatrisk Center København, Bispebjerg, på baggrund af en vurdering om, at det ville være uforsvarligt ikke at indlægge hende. Den 18. oktober 2019 blev hun overflyttet til Psykiatrisk Center København, Frederiksberg, hvor hun blev tvangstilbageholdt. Samme dag klagede hun over tvangstilbageholdelsen.

Klagerens påstande var:

• Principalt: Tvangstilbageholdelsen den 18. oktober 2019 kendes ulovlig.
• Subsidiært: Tvangstilbageholdelsen kendes ulovlig fra den 8. januar 2020.
• Mere subsidiært: Frihedsberøvelsen ophæves.
• Samtidig: Patienten tilkendes en erstatning efter rettens skøn.

Region Hovedstaden nedlagde påstand om, at Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse skulle stadfæstes. Regionen påstod desuden, at retten ikke kunne tage stilling til tvangstilbageholdelsen i perioden efter Patientklagenævnets afgørelse, subsidiært at den fortsatte tvangstilbageholdelse godkendes.

Det Psykiatriske Patientklagenævns Afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn behandlede sagen og traf afgørelse den 31. oktober 2019. Nævnet godkendte overlægens beslutning om tvangstilbageholdelse fra den 18. oktober 2019 og den fortsatte tvangstilbageholdelse. Nævnet tilsidesatte dog overlægens beslutning af 21. oktober 2019 om tvangsbehandling med tablet Abilify.

Nævnet begrundede godkendelsen af tvangstilbageholdelsen med, at betingelserne i Psykiatriloven § 5 og Psykiatriloven § 10 var opfyldt. Det blev vurderet, at det ville have været uforsvarligt ikke at tvangstilbageholde klageren med henblik på behandling, da hun var sindssyg eller i en tilstand, der kunne ligestilles hermed, og fordi behandling ville medføre en betydelig og afgørende bedring af hendes tilstand.

Lægelige Oplysninger og Forklaringer

Journaloplysninger viste, at klageren på tidspunktet for tvangstilbageholdelsen var psykotisk med vrangforestillinger om medicinalindustrien, NASA og 5G-netværket, samt aggressivitet og øget psykomotorik. Lægelige revurderinger på 3. og 10. dagen bekræftede fortsat psykotisk tilstand og behov for frihedsberøvelse. En lægeerklæring af 8. januar 2020 bekræftede fortsat psykose, men med en vis bedring, dog uden sygdomsindsigt.

Klageren forklarede, at hun nu havde udgangstilladelser og tog medicin frivilligt. Hun anerkendte at have været psykotisk ved indlæggelsen, men mente, at tvangen burde ophøre. Hun fastholdt dog visse vrangforestillinger og udtrykte utilfredshed med journalens indhold. Overlægen forklarede, at klageren fortsat var psykotisk og havde behov for behandling, og at bedringen ikke var tilstrækkelig til at ophæve tvangstilbageholdelsen, især med bekymring for klagerens relation til hendes børn.

Afgørelse om Tvangstilbageholdelse

Retten på Frederiksberg afgjorde, at tvangstilbageholdelsen af klageren i perioden fra den 18. oktober 2019 til den 31. oktober 2019 var lovlig. Dette blev begrundet i de lægelige oplysninger, herunder overlægens forklaring og journalnotater, som viste, at klageren på tidspunktet for tvangstilbageholdelsen var psykotisk eller i en tilstand, der måtte ligestilles hermed. Retten fandt, at det ville have været uforsvarligt ikke at frihedsberøve klageren med henblik på behandling, da udsigten til helbredelse eller en betydelig bedring ellers ville blive væsentligt forringet. Betingelserne for tvangstilbageholdelse var således opfyldt i henhold til Psykiatriloven § 10 og Psykiatriloven § 5.

Afvisning af Yderligere Påstande

Retten kunne ikke tage stilling til klagerens påstand om lovligheden af tvangstilbageholdelsen efter den 31. oktober 2019. Dette skyldes, at klager over fortsat tvangstilbageholdelse først skal indbringes for Det Psykiatriske Patientklagenævn som første instans, jf. Psykiatriloven § 35 og Retsplejeloven § 468. Da klagen over overlægens beslutning om fortsat tvangstilbageholdelse efter denne dato ikke var indbragt for nævnet, var retten afskåret fra at behandle spørgsmålet.

Endvidere blev påstanden om erstatning afvist, da der ikke var fremkommet oplysninger i sagen, som medførte, at klageren var erstatningsberettiget.

Sagsomkostninger

Ingen af parterne blev pålagt at betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.