Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Resultat
Sted
Emner
Dokument
Parter
Sagsøgere
Roskilde Kommune
Advokat: Kim Christian Højmark, Mads Kobberø
Sagsøgte
Miljø- og Fødevareklagenævnet
Kommunernes Landsforening
Dommere
Karen Hald
Camilla Mølgaard Meding
Nicolai Uggerhøj-Winther
Relaterede love
Sagen udsprang af en brand i et hus med asbestholdigt tag i Roskilde Kommune natten mellem 7. og 8. november 2019. Branden medførte, at asbestholdigt materiale blev spredt på den berørte ejendom og omkringliggende grunde.
Den 28. november 2019 meddelte Roskilde Kommune grundejeren et påbud om at fjerne det asbestholdige affald. Påbuddet blev givet med henvisning til Miljøbeskyttelsesloven § 46 og indeholdt en række specifikke krav, herunder:
Kommunen vurderede, at forureningen udgjorde en væsentlig sundhedsrisiko, og at afskrabning af jord var nødvendig for en tilstrækkelig rensning.
Grundejeren påklagede kommunens afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Den 9. maj 2022 traf nævnet afgørelse og ophævede kommunens påbud. Nævnet fandt:
Roskilde Kommune anlagde herefter sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet ved domstolene med påstand om, at nævnets afgørelse var ugyldig.
Østre Landsret frifandt Miljø- og Fødevareklagenævnet og stadfæstede dermed nævnets ophævelse af Roskilde Kommunes påbud.
Landsretten tiltrådte, at det asbestholdige materiale, som var spredt på jordbunden og vasket ned i det øverste jordlag, udgjorde en jordforurening omfattet af jordforureningsloven. Retten henviste til lovens formål i Jordforureningsloven § 1 og definitionen i § 2, samt Højesterets praksis (U 2011.465, "Slagger-sagen").
Da parterne var enige om, at der ikke var hjemmel til at udstede påbud efter jordforureningsloven i en situation med brand, som ikke skyldtes grundejerens fejl, konkluderede landsretten, at kommunen ikke havde haft hjemmel til at udstede denne del af påbuddet.
For så vidt angår de øvrige dele af påbuddet (rensning af stenbelægning, tage mv.), skulle spørgsmålet afgøres efter Miljøbeskyttelsesloven § 43 og § 46.
Landsretten fandt, at ordlyden og forarbejderne til loven som udgangspunkt indebærer, at den til enhver tid værende grundejer er ansvarlig for affald på sin ejendom. Retten anførte dog, at lovgivningsmagten har tilsigtet et strengt, men ikke et i alle tilfælde ubetinget, grundejeransvar.
Under sagens konkrete omstændigheder lagde landsretten vægt på:
På denne baggrund konkluderede landsretten, at der ikke var "tilstrækkelig sikker hjemmel" i loven til at udstede påbuddet vedrørende de befæstede arealer.
Hele Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse blev dermed opretholdt. Hver part skulle bære egne sagsomkostninger.
Ny rapport kortlægger eksisterende viden om potentiel afsmitning af miljøfarlige stoffer fra solceller og landvindmøller for at understøtte kommunernes arbejde med VE-projekter.

Sagen omhandler en jordforurening på ejendommen [adresse1], der opstod som følge af afbrænding af en campingvogn, en pavillon og en gammel togvogn samt en olieforurening fra en væltet olietank. Forureningen blev konstateret efter en afbrænding den 23. juni 2007, hvor grundejeren erkendte sigtelsen for overtrædelse af affaldsbekendtgørelsen.
Middelfart Kommune meddelte den 14. april 2009 et undersøgelsespåbud til grundejeren efter . Dette blev fulgt op af et fornyet undersøgelsespåbud den 14. september 2010, hvor grundejeren blev anset som forurener i erhvervsmæssigt øjemed, jf. . Da påbuddet ikke blev efterkommet, politianmeldte kommunen grundejeren den 15. juni 2011.
Den uvildige advokatundersøgelse viser, at der er sket fejl og forsømmelser i kommunens sagsbehandling, men advokatfirmaet finder ikke grundlag for at kritisere kommunens handlinger i forhold til at imødegå risikoen for jordskredet.
Vismændene kritiserer ineffektive varmepumpetilskud og dokumenterer alvorlige helbredskonsekvenser ved PFAS-forurening i ny miljøøkonomisk rapport.
Den 9. juli 2014 tilbagekaldte Middelfart Kommune undersøgelsespåbuddet. Dette skete med henvisning til, at det under en retssag var kommet frem, at grundejeren ikke kunne anses som erhvervsdrivende i den periode, hvor forureningen blev observeret. Kommunen foretog herefter en fornyet vurdering af sagen.
Den 27. januar 2015 traf Middelfart Kommune afgørelse om, at der ikke var grundlag for at meddele grundejeren et påbud. Region Syddanmark påklagede denne afgørelse den 20. februar 2015. Som reaktion på klagen traf Middelfart Kommune den 11. marts 2015 en ny afgørelse, som var den påklagede afgørelse. I denne afgørelse fastholdt kommunen, at der ikke ville blive givet et påbud, jf. Jordforureningsloven § 41, stk. 1, da det blev vurderet, at grundejeren ikke inden for overskuelig tid ville have økonomiske midler til at opfylde et påbud. Grundejerens gæld blev oplyst til ca. 1,2 millioner kr. ifølge tingbogsoplysninger. Kommunen anså herefter sagen for afsluttet og forureningen overgået til Region Syddanmark som kortlægningsmyndighed.
Region Syddanmark klagede den 17. marts 2015 til Natur- og Miljøklagenævnet (senere overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet) med den begrundelse, at kommunens vurdering af grundejerens manglende økonomi ikke var en gyldig begrundelse for ikke at meddele påbud.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har genoptaget sag NMK-11-00131 vedrørende en olieforurening og efterfølgende ophævet Hors...
Læs mere
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Viborg Kommunes påbud om oprensning af jordforurening på en ejend...
Læs mere