Stadfæstelse af afgørelse om ikke at meddele påbud om undersøgelse eller oprensning af jordforurening

Sagen omhandler en klage over Mariagerfjord Kommunes afgørelse af 18. december 2014 om ikke at meddele påbud om undersøgelse eller oprensning af jordforurening på en skrænt mellem to ejendomme. Klagen blev indgivet af ejeren af den ene ejendom den 9. januar 2015 og overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 1. februar 2017. Klageren anmodede om, at ejeren af den anden ejendom pålægges at rydde op og bortskaffe den forurenede jord, da forureningen angiveligt stammede herfra. Klageren mente desuden, at kommunen burde foretage en mere grundig vurdering af ejendommen.

Baggrund for forureningen

Mariagerfjord Kommune besigtigede skrænten den 20. juni 2013 og konstaterede omfattende terrænregulering med jord iblandet bygge- og anlægsaffald samt deponeret aske, sandsynligvis fra et halmfyr tilhørende den anden ejendom. Affaldet og asken blev efterfølgende fjernet, hvilket kommunen bekræftede ved en besigtigelse den 13. september 2013.

Jordprøver og kommunens vurdering

Den 25. februar 2014 blev der udtaget en overfladeprøve af jorden, som viste forurening med bly, zink, cadmium og PAH’er. Kommunen vurderede, at det ikke entydigt kunne fastslås, om forureningen stammede fra den deponerede aske eller fra bygge- og anlægsaffaldet, da de konstaterede stoffer kunne findes i begge fraktioner.

Kommunen fandt det desuden vanskeligt at fastslå, hvem den eventuelle forurener var, da tilførsel af jord og byggeaffald var foregået løbende over flere år, herunder også før den nuværende ejer af den klagende ejendoms ejertid. På baggrund heraf traf kommunen afgørelse om ikke at meddele påbud om undersøgelse eller oprensning af jordforureningen i henhold til Jordforureningsloven §§ 40 og 41.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede sagen vedrørende Mariagerfjord Kommunes beslutning om ikke at meddele påbud om undersøgelse eller oprensning af jordforureningen. Nævnet bemærkede, at kommunens afgørelse var en forvaltningsretlig afgørelse, der kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet i henhold til Jordforureningsloven § 77, stk. 1, nr. 1.

Nævnets vurdering af forureningens kilde og ansvar

Nævnet vurderede, at det hverken på baggrund af de foreliggende oplysninger eller ved yderligere undersøgelser ville være muligt at fastslå, om kilden til forureningen var den deponerede aske eller bygge- og anlægsaffaldet. Ligeledes kunne det ikke med sikkerhed fastslås, om forureningen stammede fra den tidligere ejers eller den nuværende ejers dispositioner.

Nævnet henviste til Jordforureningsloven § 40, stk. 1, som giver kommunen mulighed for at påbyde oplysninger, og Jordforureningsloven § 41, stk. 1, som omhandler påbud om fjernelse af forurening. Desuden blev Jordforureningsloven § 41, stk. 3, nr. 2 nævnt i forhold til definitionen af en forurener, og Jordforureningsloven § 43, stk. 1 vedrørende påbud til flere forurenere.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at det ikke var muligt at fastslå, hvem forureneren var, eller om forureningen kunne henføres til flere parter. På dette grundlag stadfæstede nævnet Mariagerfjord Kommunes afgørelse af 18. december 2014 om ikke at meddele påbud om undersøgelse eller oprensning af jordforureningen på skrænten mellem ejendommene. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.