Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU’s institutioner og organer, Europa-Kommissionen, EU-medlemsstater, Luxembourg
Generaladvokat
Levits
Denne præjudicielle sag omhandler foreneligheden af luxembourgsk skattelovgivning med principperne om fri bevægelighed for arbejdstagere (artikel 45 TEUF) og unionsborgerskab (artikel 21 TEUF).
Sagen blev rejst af Charles Kohll og Sylvie Kohll-Schlesser, luxembourgske statsborgere bosat i Luxembourg. Charles Kohll modtog alderspensioner fra Nederlandene (fra Shell International BV og en socialforsikringsinstitution), som var skattepligtige i Luxembourg i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten.
Charles Kohll blev nægtet tildeling af det luxembourgske pensionistskattefradrag (CIP – crédit d'impôt pour pensionnés) for skatteårene 2009-2011. Afslaget skyldtes, at luxembourgsk lov (LIR artikel 139b) betingede fradraget af, at den skattepligtige var i besiddelse af et kildeskattekort udstedt af de luxembourgske myndigheder.
Et sådant kildeskattekort udstedes kun, når pensionen er underlagt kildeskat i Luxembourg. Da de hollandske pensionsudbetalere ikke var hjemmehørende i Luxembourg, blev der ikke udstedt et kildeskattekort. Dette udelukkede effektivt personer, der havde udøvet deres ret til fri bevægelighed i EU, fra at få fradraget, selvom pensionen blev beskattet i Luxembourg.
Spørgsmålet til Domstolen var, om denne betingelse udgjorde en ulovlig restriktion af de grundlæggende EU-friheder.
Domstolen fastslog, at artikel 21 TEUF (unionsborgerskab) og artikel 45 TEUF (fri bevægelighed for arbejdstagere) skal fortolkes således, at de er til hinder for en national skattelovgivning, der udelukkende indrømmer pensionistskattefradrag til skattepligtige, som er i besiddelse af et kildeskattekort.
Domstolen fandt, at den luxembourgske regel udgjorde en restriktion af den frie bevægelighed, idet den indirekte førte til forskelsbehandling. Skattefordelen blev nægtet luxembourgske borgere, hvis pensioner havde oprindelse i en anden medlemsstat, hvilket kunne afholde arbejdstagere fra at søge arbejde i udlandet og stille dem ringere end dem, der udelukkende havde arbejdet i Luxembourg.
Luxembourg forsøgte at begrunde restriktionen med hensyn til administrativ praktikabilitet og opretholdelse af det nationale skattesystems sammenhæng. Domstolen afviste begge argumenter:
| Argument |
|---|
| Domstolens vurdering |
|---|
| Administrativ praktikabilitet | Afvist. Praktiske vanskeligheder kan ikke alene begrunde tilsidesættelse af en traktatsikret grundlæggende frihed. Myndighederne kan kræve relevant dokumentation fra skatteyderne i stedet for kategorisk at afvise fradraget. |
| Sammenhæng i skattesystemet | Afvist. Sammenhængen mellem skattefordelen (fradraget) og en bestemt skatteopkrævning var ikke direkte. Den påståede sammenhæng eksisterede kun mellem fordelen og en specifik opkrævningsteknik (kildeskat), som kun anvendes på indenlandske udbetalere. Dette var ikke tilstrækkeligt til at retfærdiggøre restriktionen. |
Domstolen konkluderede, at den luxembourgske lovgivning diskriminerede mod unionsborgere og tidligere arbejdstagere, der havde udøvet deres ret til fri bevægelighed.
Uenighed mellem EU's største økonomier om strategien for europæisk produktion og det flerårige budget skaber splid i Bruxelles.
Skatteministeriet
Europa-Kommissionen anlagde sag mod Republikken Estland for traktatbrud, idet Kommissionen mente, at Estland overtrådte artikel 45 TEUF og artikel 28 i EØS-aftalen ved at nægte ikke-hjemmehørende skatteydere et individuelt skattefradrag, som hjemmehørende skatteydere med tilsvarende lav indkomst var berettiget til.
Sagen drejede sig om en estisk statsborger, bosiddende i Finland, som klagede over den estiske indkomstskat på hendes alderspension fra Estland. Hun anfægtede, at hun ikke kunne få grundfradraget og det supplerende skattefradrag, som hjemmehørende i Estland ellers var berettiget til.
Kommissionen argumenterede for, at Estlands skattelovgivning stillede ikke-hjemmehørende pensionister ringere end hjemmehørende, hvilket udgjorde en hindring for den frie bevægelighed.
En afgørelse fra EU-Domstolen sår tvivl om lovligheden af obligatoriske sprogkrav for ansatte på private internationale skoler i Litauen.
Oversigt over de aktuelle skattesatser og beløbsgrænser for beskatning af pensionsafkast for årene 2025 og 2026.
Republikken Estland anførte, at forskelsbehandlingen var berettiget, da ikke-hjemmehørende kun er i en sammenlignelig situation, hvis de oppebærer størstedelen af deres indkomst i Estland (mindst 75%).
Domstolen fandt, at Estland havde tilsidesat sine forpligtelser. Domstolen fremhævede, at når en ikke-hjemmehørende har en lav globalindkomst og ikke beskattes i bopælsmedlemsstaten, er denne stat ikke i stand til at tage hensyn til vedkommendes skatteevne og personlige forhold. Under sådanne omstændigheder vil et afslag på skattefradrag i den stat, hvor indkomsten er oppebåret, straffe ikke-hjemmehørende skatteydere alene fordi de har udøvet deres ret til fri bevægelighed.
Sagen omhandler en finsk statsborger, Hilkka Hirvonen, der er bosiddende i Finland, men oppebærer hele sin indkomst fra ...
Læs mereJosef Grünewald, bosiddende i en anden EU-medlemsstat end Tyskland, modtog som arveforskud 50% af andelene i et tysk int...
Læs mere