Tysklands traktatbrud ved opførelse af kulkraftværk i Moorburg: Manglende korrekt vurdering af Natura 2000-virkninger og kumulative effekter

Domstolen fastslog, at Forbundsrepublikken Tyskland havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, idet den ikke foretog en korrekt og fuldstændig vurdering af virkningerne af kulkraftværket Moorburg. Tyskland blev frifundet for resten af søgsmålet, herunder tilsidesættelse af artikel 6, stk. 4.

Vurdering af beskyttelsesforanstaltninger og usikkerhed

Domstolen afgjorde, at tilladelsen blev givet i strid med forsigtighedsprincippet og Habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Dette skyldtes, at de tyske myndigheder på tidspunktet for tilladelsen ikke videnskabeligt havde sikret sig, at projektet ikke ville skade de berørte Natura 2000-områders integritet.

• Fisketrappen, der skulle opveje tabet af fisk, kunne ikke betragtes som en integreret beskyttelsesforanstaltning i vurderingen under artikel 6, stk. 3, da dens primære formål var at kompensere for de forventede skadelige virkninger, snarere end at undgå dem.
• Vurderingen var ufuldstændig, da den fastslog, at effektiviteten af fisketrappen først ville blive bekræftet efter flere års overvågning.
• Domstolen fastslog, at efterfølgende konstateringer (årene 2011-2014) var irrelevante, da videnskabelig vished om fravær af skadelige virkninger skal foreligge på det tidspunkt, hvor tilladelsen gives.

Vurdering af kumulative virkninger

Domstolen fandt Tyskland ansvarlig for tilsidesættelse af artikel 6, stk. 3, vedrørende manglende kumulativ vurdering af pumpekraftværket Geesthacht:

• Habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, kræver, at der tages hensyn til alle projekter, der kan have en væsentlig kumulativ virkning, uanset om disse projekter er af ældre dato end direktivets gennemførelse.
• Domstolen frifandt dog Tyskland for klagepunktet om det planlagte vandkraftværk, da manglen på de nødvendige brugsrettigheder betød, at det ikke kunne betragtes som et reelt "andet projekt" i Habitatdirektivets forstand.

Afvisning af Artikel 6, stk. 4

Eftersom Domstolen fastslog en tilsidesættelse af artikel 6, stk. 3, og derved konkluderede, at tilladelsen var ulovlig fra starten, var det ikke nødvendigt at undersøge, om betingelserne i artikel 6, stk. 4 (bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser eller alternative løsninger), var opfyldt.

Tyskland erkendte, at den formelle udpegning af de 88 lokaliteter endnu ikke var afsluttet inden fristens udløb. Tyskland påberåbte sig dog, at den nationale forbundsnaturbeskyttelseslov (§§ 33 og 34) allerede ydede en lovbestemt, foreløbig beskyttelse af alle lokaliteter, og at dette i praksis opfyldte direktivets beskyttelsesformål. Endvidere bestred Tyskland Kommissionens krav om, at bevaringsmålsætningerne generelt skulle være kvantificerede, målelige og formelt sondre mellem 'genopretning' og 'opretholdelse'.