Stadfæstelse af afgørelse om partsbetaling ved vedligeholdelse af hovedrørledning i Syddjurs Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Syddjurs Kommunes afgørelse, idet nævnet finder det godtgjort, at det udførte arbejde har karakter af vedligeholdelse og ikke regulering.

Nævnets vurdering af vedligeholdelsesbegrebet

Nævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at vedligeholdelse af rørlagte vandløb indebærer at sikre, at rørene er funktionsdygtige og har tilstrækkeligt gennemløb. Ved vurderingen blev der lagt vægt på:

• Rørledningens og brøndens alder (etableret ca. 1930-1935).
• Observationer under arbejdet, hvor rørene smuldrede ved berøring.
• At dimensioner og tracé ikke blev ændret, hvilket taler imod, at der var tale om en regulering.

Vedligeholdelsesforanstaltninger omfatter for rørlagte vandløbs vedkommende at sørge for, at der er gennemløb, og at rørene er funktionsdygtige.

Nævnet præciserede i overensstemmelse med Vandløbsloven § 35, at det er vandløbsmyndigheden, der udøver det faglige skøn over, hvilke vedligeholdelsesarbejder der er nødvendige. Da kommunen ikke kunne løfte bevisbyrden for et erstatningsansvar hos en enkelt lodsejer, var det korrekt at anvende den eksisterende partsfordeling.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Nævnet traf afgørelsen under henvisning til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Klagerens Anbringender

Klageren påklagede afgørelsen og anførte, at annekset blev bygget før Landvæsenskendelsen fra 1972, og at der ikke var gravet eller bygget siden. Klageren hævdede desuden, at annekset ikke var placeret ovenpå rørledningen, men ca. 1,5 meter vest for den, hvilket gav fri adgang til drænet. Klageren gjorde gældende, at vedligeholdelses- og reparationsarbejder påhvilede kommunen i henhold til 1972-kendelsen, og at kommunen manglede hjemmel til at træffe det pågældende påbud. Klageren havde selv foretaget en undersøgelse, der ikke viste forhindringer på det af kommunen angivne sted, men pegede på større avnbøge i skel som en mulig årsag. Klageren fastholdt klagen, da det ønskedes klarlagt, om kommunens fortolkning af lovgrundlaget var korrekt, og henviste til en ombudsmandsudtalelse vedrørende skelnen mellem vedligeholdelse og regulering.

Kommunens Svar

Syddjurs Kommune oplyste, at rørbruddet var blevet repareret af Ahl Drænlaug, og at sagen derfor var afsluttet, da afvandingsevnen var genetableret. Kommunen forklarede sin praksis for løbende vedligeholdelse, som omfattede frigravning af udløb, tilsyn, rensning og punktvise reparationer, herunder udskiftning af enkelte rørstykker. Kommunen anførte, at udskiftning af længere ledningsstrækninger blev betragtet som en regulering og dermed den enkelte grundejers ansvar, især da mange dræn var gamle og i dårlig teknisk stand.