Fortolkning af 'ikke daglig arbejdsplads' i Serviceoverenskomsten: Ret til løn for transport hjem-arbejde-hjem ved skiftende adresser

Indklagede (Dansk Erhverv) nedlagde påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Hovedargumenter

Klager (3F) argumenterede for, at:

• Ordlydsfortolkning af § 7, stk. 8, indebærer ret til betaling ved transport til enhver arbejdsplads, der ikke er den "daglige".
• For at være "daglig" skal arbejdsstedet være et fast sted, hvor arbejdet udføres stort set hver dag.
• Da medarbejderne sjældent kom på de samme adresser, kunne ingen af de enkelte adresser anses for "daglige", og dermed var overenskomstens forudsætninger om ret til tillæg opfyldt.
• Arbejdsgiver bærer risikoen for tvister, da ansættelsesbeviserne kun angiver det brede geografiske område (koncipistreglen).

Indklagede (Dansk Erhverv) argumenterede for, at:

• Hovedreglen på arbejdsmarkedet er, at transporttid hjem-arbejde-hjem ikke er arbejdstid, uanset om arbejdsstederne skifter.
• § 7, stk. 8, er en undtagelsesbestemmelse og skal fortolkes indskrænkende.
• Arbejdspladsen defineres i ansættelsesbeviset som det geografisk afgrænsede område: "hele nord & midtjylland".
• En adresse inden for dette geografiske område er en del af den daglige arbejdsplads. Kun hvis medarbejderen beordres til arbejde uden for dette område, udløses kravet om betalt transporttid i henhold til § 7, stk. 8.

Opmanden, højesteretsdommer Poul Dahl Jensen, afviste indklagedes påstand om afvisning, men frifandt indklagede i sagens realitet.

Rettens begrundelse

Opmanden fastslog, at der var en reel fortolkningstvist om udtrykket ”en ikke daglig arbejdsplads”, hvorfor afvisningspåstanden blev forkastet.

I sagens realitet lagde opmanden vægt på, at overenskomstens § 7, stk. 8, 3. afsnit, udgør en undtagelse til den almindelige hovedregel i arbejdsretten, hvorefter rejsetid mellem hjem og arbejde ikke indgår i den lønnede arbejdstid.

Bestemmelsen bygger på en sondring mellem transport til en daglig arbejdsplads, der ikke giver ret til løn for transporttid, og transport til en ikke daglig arbejdsplads, der giver ret til løn for transporttid.

Ved fastlæggelsen af, hvad der udgør en daglig arbejdsplads, tog opmanden udgangspunkt i ansættelsesvilkårene. Da E.P. Service.dk udfører rengøringsopgaver af en karakter, der gør det umuligt at fastlægge specifikke adresser på forhånd (f.eks. engangsopgaver), fandt opmanden, at virksomheden var berettiget til at angive arbejdsstedet som det brede geografiske område: ”hele nord & midtjylland”.

Retten konkluderede, at når virksomheden pålægger medarbejderen at udføre arbejde på en nærmere angiven adresse inden for det geografiske område, der er angivet i ansættelsesvilkårene, må denne arbejdsadresse anses som en daglig arbejdsplads for den pågældende medarbejder.

Arbejdsadressen kunne derfor kun anses for en ikke daglig arbejdsplads, hvis den lå uden for det angivne geografiske område.

Da det blev lagt til grund som ubestridt, at virksomheden ikke havde beordret medarbejderne til at udføre arbejde uden for Nord- og Midtjylland, fandt opmanden, at undtagelsesbestemmelsen i overenskomstens § 7, stk. 8, 3. afsnit, ikke fandt anvendelse. Hovedreglen om ulønnet transporttid hjem-arbejde-hjem var således gældende.

Afgørelse:

• Indklagede frifindes for samtlige påstande.
• Hver part skal betale egne sagsomkostninger og halvdelen af opmandens honorar.

Tyco argumenterede for, at transporttiden er hviletid, da medarbejderne ikke udfører tekniske ydelser i denne periode. CC.OO. anførte, at transporttiden er en integreret del af arbejdet, da teknikerne er underlagt arbejdsgiverens anvisninger og ikke frit kan disponere over tiden.

Den forelæggende ret anførte, at begreberne arbejdstid og hviletid er modstridende, og at direktivet ikke dækker mellemliggende situationer. Retten spurgte, om transporttiden kan sidestilles med arbejdstid for mobile arbejdstagere inden for transportsektoren.