Gyldighed af advarsel og erstatningskrav efter overtrædelse af totalt alkoholforbud på byggeplads i medarbejderbetalt pause

Hovedargumenter

• Klagerens argumenter:
  • Advarslen er ukorrekt, da øllen blev indtaget uden for byggepladsen og i en medarbejderbetalt pause, som ikke juridisk betragtes som arbejdstid.
  • Arbejdsretlig praksis kræver, at forbud mod alkohol i pauser skal være driftsmæssigt begrundet, hvilket ikke er dokumenteret.
  • Forflyttelsen var i strid med akkordbestemmelserne, der giver de ansatte ret og pligt til at fuldføre akkorden, medmindre der foreligger grov misligholdelse.
• Indklagedes argumenter:
  • De ansatte accepterede ved opstart de skærpede regler på IKEA-pladsen, herunder et totalt alkoholforbud, også i pauser.
  • De ansattes handlinger (at drikke lige uden for hegnet og skjule sig) udgjorde en bevidst omgåelse af det aftalte forbud.
  • Både advarsel og flytning til en anden arbejdsplads var berettiget. Erstatningskravet afvises under henvisning til overenskomstens § 22, der tillader anvisning til andet arbejde uden erstatningskrav.

Opmanden i den faglige voldgift frifandt Hans Jørgensen & Søn A/S for begge Fagligt Fælles Forbunds påstande.

Rettens begrundelse

Opmanden lagde vægt på murermester Niels Petersens forklaring om, at de ansatte ved arbejdets start på IKEA byggepladsen udtrykkeligt accepterede de særlige regler, herunder et totalt alkoholforbud, der også omfattede de medarbejderbetalte pauser.

• Opmanden fastslog, at de ansattes indtagelse af øl i frokostpausen lige uden for hegnet, før de vendte tilbage til arbejdspladsen, måtte betragtes som en overtrædelse af det aftalte alkoholforbud, uanset at det formelt skete uden for byggepladsen.
• Som følge heraf var det berettiget af arbejdsgiveren at tildele de ansatte en skriftlig advarsel.
• Da advarslen ikke afskar arbejdsgiveren fra at henvise de ansatte til anden arbejdsplads, og forflyttelsen var i overensstemmelse med de skærpede regler for byggepladsen, blev forflyttelsen også anset for berettiget.
• Indklagede blev dermed frifundet for kravet om at anerkende advarslerne som ugyldige og frifundet for kravet om erstatning for løntab.

Afgørelse: Indklagede, Hans Jørgensen & Søn, frifindes. Hver part bærer egne omkostninger og betaler halvdelen af opmandens honorar.

• Klageren hævder, at virksomheden udtrykte misbilligelse over hans ønske om orlov og i praksis "frikøbte" ham fra hans rettigheder.
• Indklagede anfører, at klageren selv foreslog aftalen af privatøkonomiske årsager, da hans samlever havde en højere indkomst.

Konflikten efter genoptagelse af arbejdet

Klageren vendte tilbage fra orlov den 10. november 2014. Blot fire dage senere modtog han en skriftlig advarsel. Advarslen var begrundet i:

• Manglende overholdelse af ledelsesinstrukser vedrørende sagshåndtering i CRM-systemet.
• Manglende opdatering af kalender.
• Manglende fysisk fremmøde på virksomhedens adresse (efterlevelse af retningslinjerne "New Ways of Working").
• En uacceptabel attitude over for ledelsen i en mailkorrespondance.

Parternes påstande

Klageren gjorde gældende, at advarslen og de ændrede krav til fysisk fremmøde var udtryk for forskelsbehandling som følge af hans afholdte orlov. Han betragtede ændringerne i sine arbejdsvilkår – herunder inddragelsen af muligheden for hjemmearbejde – som så væsentlige, at han anså sig selv for opsagt.

Indklagede afviste dette og fastholdt, at advarslen udelukkende skyldtes klagerens adfærd og manglende overholdelse af generelle retningslinjer, som gjaldt for alle konsulenter. Virksomheden påpegede, at klageren efter advarslen kortvarigt rettede ind, men senere selv valgte at opsige sin stilling i forbindelse med en sygemelding.