Skattefritagelse for handicapydelser betinget af national udbetaling udgør hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed (C-35/19)

Denne sag vedrører en præjudiciel anmodning fra Tribunal de première instance de Liège (retten i første instans i Liège, Belgien) om fortolkningen af artikel 45 TEUF om arbejdskraftens frie bevægelighed i forbindelse med national indkomstskattelovgivning. Sagen blev rejst af BU, en belgisk statsborger og resident, der tidligere havde udøvet retten til fri bevægelighed ved at arbejde i Nederlandene.

BU kom ud for en arbejdsulykke på vej til sit arbejde i Nederlandene, hvilket gjorde hende uarbejdsdygtig. Som følge heraf modtog hun uarbejdsdygtighedsydelser og invalidepension fra den nederlandske sociale sikringsordning.

De belgiske skattemyndigheder (État belge) beskattede disse ydelser. BU bestred beskatningen med henvisning til, at de nederlandske ydelser var ækvivalente med belgiske handicapydelser, som ifølge belgisk lov (artikel 38, stk. 1, nr. 4, i code des impôts sur les revenus 1992) er fritaget for skat.

Konflikten i national lovgivning

Den belgiske skattefritagelse gælder imidlertid kun for ydelser, der er udbetalt af den belgiske stat. Dette udelukkede automatisk BU's nederlandske ydelser fra fritagelsen, uanset deres ækvivalente karakter. Den forelæggende ret ønskede derfor Domstolens afklaring af, hvorvidt denne lovgivning udgjorde en ulovlig forskelsbehandling og en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed.

| Part | Påstand i hovedsagen | Centrale argumenter | Kvaltifikation af ydelser |

Domstolen fastslog, at artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der betinger skattefritagelse for handicapydelser af, at ydelserne er udbetalt af et organ i den pågældende medlemsstat, og dermed udelukker ækvivalente ydelser fra en anden medlemsstat fra fritagelsen, selvom modtageren er resident i den første medlemsstat.

Konstatert hindring for fri bevægelighed

Domstolen bemærkede, at den belgiske lovgivning indførte en forskellig behandling af personer, der er bosiddende i Belgien, alt efter oprindelsen af deres indtægter.

»Med den i hovedsagen omhandlede belgiske lovgivning er der således indført en forskellig behandling af personer, som er bosiddende i Belgien, alt efter oprindelsen af deres indtægter, som kan afskrække dem fra at udøve deres ret til fri bevægelighed som fastsat i artikel 45 TEUF.« (Præmis 33)

En sådan forskelsbehandling har en afskrækkende virkning og udgør derfor en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed, som er forbudt i medfør af artikel 45 TEUF.

Manglende begrundelse