Skattefordel for grænsearbejdere: Afstandskrav og arbejdskraftens frie bevægelighed

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hoge Raad der Nederlanden vedrørende fortolkningen af reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed i EU, særligt artikel 45 TEUF.

Sagen drejer sig om C.G. Sopora, der arbejdede i Nederlandene og ansøgte om en skattefordel (standardordningen) for ekstraterritoriale omkostninger. Denne ordning tillader en fast skattefritagelse på op til 30% af beskatningsgrundlaget uden krav om dokumentation, for arbejdstagere rekrutteret fra udlandet, der bor mere end 150 km fra den nederlandske grænse.

Sopora boede i Tyskland mindre end 150 km fra den nederlandske grænse i de 24 måneder før sin ansættelse i Nederlandene, og hans anmodning blev afvist. Den nederlandske lovgivning fastsætter, at arbejdstagere, der bor tættere på grænsen, kun kan få skattefritagelse for de faktiske, dokumenterede ekstraterritoriale omkostninger.

Hoge Raad stillede spørgsmål om, hvorvidt denne afstandsbetingelse udgør en indirekte forskelsbehandling eller en restriktion for arbejdskraftens frie bevægelighed, og om den i givet fald er berettiget.

Domstolen skulle vurdere, om kravet om bopæl i en vis afstand fra grænsen er foreneligt med EU-retten, og om det udgør en uforholdsmæssig hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 45 TEUF ikke er til hinder for en national lovgivning, hvor en medlemsstat giver en skattefordel til arbejdstagere fra en anden medlemsstat i form af en fast skattefritagelse for ekstraterritoriale omkostninger på op til 30% af beskatningsgrundlaget, forudsat at arbejdstagerne har boet mere end 150 km fra medlemsstatens grænse. Dette gælder dog ikke, hvis disse grænser er fastsat således, at skattefritagelsen automatisk fører til en nettooverkompensation for de faktiske ekstraterritoriale omkostninger, hvilket den forelæggende ret skal efterprøve.

Retlige principper

• Arbejdskraftens frie bevægelighed (Artikel 45 TEUF): Forbyder forskelsbehandling på grundlag af nationalitet mellem arbejdstagere fra forskellige medlemsstater.
• Ligebehandling: Princippet om ligebehandling forbyder både direkte og indirekte forskelsbehandling, herunder skjult forskelsbehandling baseret på bopælskriterier.
• Begrundelse for restriktioner: En medlemsstat kan indføre generelle regler, der er lette at administrere, selvom de udgør en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed, hvis reglerne forfølger et legitimt mål.
• Proportionalitet: Begrænsninger skal være nødvendige og proportionale for at opnå det tilsigtede mål. Administrative hensyn kan ikke i sig selv begrunde fravigelser fra EU-retten, men medlemsstaterne kan indføre generelle regler for at lette administrationen.