Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU’s institutioner og organer, Europa-Kommissionen, Tyskland, EU-medlemsstater
Generaladvokat
Levits
Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Rheinland-Pfalz i Tyskland vedrørende fortolkningen af artikel 56 TEUF (nu artikel 56 TEUF) og arbejdskraftens frie bevægelighed. Sagen er anlagt af Helga og Peter Petersen mod Finanzamt Ludwigshafen.
Peter Petersen, en dansk statsborger bosiddende i Tyskland, arbejdede i Benin for en dansk virksomhed (Hoffmann A/S) inden for rammerne af et udviklingsprojekt finansieret af DANIDA. De tyske skattemyndigheder nægtede Petersen skattefritagelse for hans indkomst, da hans arbejdsgiver var etableret i Danmark og ikke i Tyskland. Ifølge tysk skattelovgivning kunne skattefritagelse kun gives, hvis arbejdsgiveren var tysk.
Ægteparret Petersen argumenterede for, at denne forskelsbehandling var i strid med EU-retten, nærmere bestemt artikel 56 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser, da det begrænsede Petersens mulighed for at arbejde for en udenlandsk virksomhed. Subsidiært anførte de, at det var i strid med princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed.
Finanzamt Ludwigshafen fastholdt, at skattefritagelsen kun gjaldt for beskæftigelse hos tyske arbejdsgivere som led i tysk udviklingsbistand.
Finanzgericht Rheinland-Pfalz forelagde herefter spørgsmålet for EU-Domstolen om, hvorvidt en sådan national skattebestemmelse er forenelig med EU-retten, særligt artikel 49 EF (nu artikel 56 TEUF).
Domstolen fastslår, at artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse i en medlemsstat, hvorefter indtægter fra lønnet beskæftigelse, som en fuldt skattepligtig person med bopæl i denne medlemsstat oppebærer, er fritaget for indkomstbeskatning, når arbejdsgiveren er etableret i den pågældende medlemsstat, men ikke er skattefritaget, når arbejdsgiveren er etableret i en anden medlemsstat.
Domstolen begrunder afgørelsen med, at en national bestemmelse, der differentierer skattebehandlingen af arbejdstageres indkomst afhængigt af, hvor deres arbejdsgiver er etableret, potentielt kan afholde arbejdstagere fra at søge beskæftigelse hos arbejdsgivere i andre medlemsstater. Dette udgør en restriktion for arbejdskraftens frie bevægelighed, som er forbudt ifølge artikel 45 TEUF. Domstolen afviser argumentet om, at en sådan restriktion kan begrundes i hensynet til effektiv skattekontrol, da medlemsstaterne har mulighed for at indhente de nødvendige oplysninger direkte fra den skattepligtige. Ligeledes afvises argumentet om, at bestemmelsen forfølger udviklingspolitiske mål, da Tyskland ikke har tilstrækkeligt begrundet, hvorfor kun virksomheder etableret i Tyskland kan bidrage til disse mål.
Bedre beskyttelse mod kræftfremkaldende stoffer. Bekæmpelse af social dumping. Styrket konkurrenceevne. Hjælp til arbejdstagere, der mister deres job. Det er de prioriteter på beskæftigelsesområdet, som regeringen har kæmpet for og leveret på under det danske EU-formandskab.

Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra Bundesfinanzhof (Tyskland) om, hvorvidt national skattepraksis er i strid med EU-retten, når den nægter indkomstskattefritagelse for løn modtaget af en tysk skattepligtig person (RF) ansat i et udviklingsbistandsprojekt finansieret af Den Europæiske Udviklingsfond (EUF).
RF arbejdede i Afrika og var ansat i et selskab for udviklingshjælp, men bevarede bopæl i Tyskland. I henhold til tysk skattelovgivning (Auslandstätigkeitserlass – ATE) gives der skattefritagelse for lønindkomst fra udviklingsbistand, hvis projektet er finansieret med mindst 75% af nationale tyske budgetmidler.
Da RF’s projekt var finansieret af den 7. og 9. EUF (som er finansieret af medlemsstaterne, men forvaltes af en separat enhed), nægtede de tyske skattemyndigheder (Finanzamt G) at fritage hendes løn for indkomstskat. RF anfægtede dette med henvisning til princippet om loyalt samarbejde (Artikel 4, stk. 3, TEU), Unionens udviklingssamarbejdspolitikker (Artikel 208 og 210 TEUF) og de frie kapitalbevægelser (Artikel 63 TEUF).
EU-Domstolen har tirsdag afsagt dom i annullationssøgsmålet om EU’s mindstelønsdirektiv, som er anlagt af Danmark med støtte fra Sverige. Af dommen fremgår det, at dele af direktivet skal annulleres.
Datatilsynet har udarbejdet en vejledende udtalelse om leverandørers hjemmel til at videregive medarbejderoplysninger til ordregiver som dokumentation for overholdelse af arbejdsklausuler i kontrakten.
Spørgsmålet til Domstolen var, om denne forskelsbehandling mellem nationalt og EUF-finansieret udviklingsbistand er forenelig med Unionens forpligtelser.

Sagen omhandler Guido Imfeld, tysk statsborger, og Nathalie Garcet, belgisk statsborger, et ægtepar bosiddende i Belgien...
Læs mere
Denne sag vedrører en præjudiciel anmodning fra Tribunal de première instance de Liège (retten i første instans i Liège,...
Læs mere