Skattefritagelse og arbejdskraftens frie bevægelighed: Forskelsbehandling baseret på arbejdsgivers hjemsted

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Rheinland-Pfalz i Tyskland vedrørende fortolkningen af artikel 56 TEUF (nu artikel 56 TEUF) og arbejdskraftens frie bevægelighed. Sagen er anlagt af Helga og Peter Petersen mod Finanzamt Ludwigshafen.

Peter Petersen, en dansk statsborger bosiddende i Tyskland, arbejdede i Benin for en dansk virksomhed (Hoffmann A/S) inden for rammerne af et udviklingsprojekt finansieret af DANIDA. De tyske skattemyndigheder nægtede Petersen skattefritagelse for hans indkomst, da hans arbejdsgiver var etableret i Danmark og ikke i Tyskland. Ifølge tysk skattelovgivning kunne skattefritagelse kun gives, hvis arbejdsgiveren var tysk.

Ægteparret Petersen argumenterede for, at denne forskelsbehandling var i strid med EU-retten, nærmere bestemt artikel 56 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser, da det begrænsede Petersens mulighed for at arbejde for en udenlandsk virksomhed. Subsidiært anførte de, at det var i strid med princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Finanzamt Ludwigshafen fastholdt, at skattefritagelsen kun gjaldt for beskæftigelse hos tyske arbejdsgivere som led i tysk udviklingsbistand.

Finanzgericht Rheinland-Pfalz forelagde herefter spørgsmålet for EU-Domstolen om, hvorvidt en sådan national skattebestemmelse er forenelig med EU-retten, særligt artikel 49 EF (nu artikel 56 TEUF).

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse i en medlemsstat, hvorefter indtægter fra lønnet beskæftigelse, som en fuldt skattepligtig person med bopæl i denne medlemsstat oppebærer, er fritaget for indkomstbeskatning, når arbejdsgiveren er etableret i den pågældende medlemsstat, men ikke er skattefritaget, når arbejdsgiveren er etableret i en anden medlemsstat.

Begrundelse

Domstolen begrunder afgørelsen med, at en national bestemmelse, der differentierer skattebehandlingen af arbejdstageres indkomst afhængigt af, hvor deres arbejdsgiver er etableret, potentielt kan afholde arbejdstagere fra at søge beskæftigelse hos arbejdsgivere i andre medlemsstater. Dette udgør en restriktion for arbejdskraftens frie bevægelighed, som er forbudt ifølge artikel 45 TEUF. Domstolen afviser argumentet om, at en sådan restriktion kan begrundes i hensynet til effektiv skattekontrol, da medlemsstaterne har mulighed for at indhente de nødvendige oplysninger direkte fra den skattepligtige. Ligeledes afvises argumentet om, at bestemmelsen forfølger udviklingspolitiske mål, da Tyskland ikke har tilstrækkeligt begrundet, hvorfor kun virksomheder etableret i Tyskland kan bidrage til disse mål.