Planklagenævnets afgørelse om lovliggørende landzonetilladelse til brændevirksomhed i Sorø Kommune

Planklagenævnet ændrede Sorø Kommunes afgørelse af 28. februar 2024 om lovliggørende landzonetilladelse til brændevirksomhed til et afslag. Dette betyder, at kommunens tilladelse ikke længere er gældende.

Planklagenævnets vurdering af landzonetilladelse

Nævnet lagde vægt på, at hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker i planlagte områder. Reglerne skal administreres under hensyntagen til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige hensyn samt erhvervslivets muligheder for vækst og udvikling. Der kan også tages hensyn til urimelige nabogener. Praksis lægger stor vægt på lovens almene formål og præcedensvirkning, og sager om lovliggørelse vurderes som forudgående ansøgninger.

Nye ikke-primære erhverv i landzone

Nyt byggeri til erhverv, der ikke er jordbrugs-, skovbrugs- eller fiskerierhverv, bør som hovedregel placeres i byzone. Landzonetilladelser til sådanne erhvervsvirksomheder bør kun gives undtagelsesvis og i overensstemmelse med konkrete retningslinjer i kommuneplanlægningen, f.eks. i landsbyer eller omdannelseslandsbyer. Etablering af ikke-primære erhverv skal som hovedregel henvises til udlagte erhvervsområder i byzone, selv ved ændret anvendelse af arealer eller eksisterende byggeri.

Nævnets konkrete vurdering

Planklagenævnet fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til etablering af brændevirksomheden. Nævnet lagde vægt på, at forarbejdning af tilført træ betragtes som et ikke-primært erhverv i henhold til nævnets praksis. Det havde ingen betydning for vurderingen, at ejendommen var registreret som landbrugsejendom, da ikke-primære erhverv bør placeres i områder, der er planlagt til erhverv. Nævnet fremhævede desuden, at brændet leveres til ejendommen af en vognmand, og at der derfor ikke forelå særlige omstændigheder, der talte for at placere erhvervet i landzone frem for et planlagt erhvervsområde. Endelig lagde nævnet vægt på hensynet til at undgå uønsket præcedens. På grund af afgørelsens resultat behandlede Planklagenævnet ikke de øvrige klagepunkter.

Afgørelse og retsvirkning

Planklagenævnets afgørelse er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Kommunens tidligere afgørelser og klagen

Kommunen traf den 30. november 2016 afgørelse om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af vandhullet. Denne dispensation blev begrundet med mosens formentlig ringe værdi og den rekreative værdi, arealet ville få ved at blive stillet til rådighed for lokalområdet. Der blev dog ikke givet landzonetilladelse på dette tidspunkt.

En nabo klagede den 30. januar 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse om landzonetilladelse. Klageren anførte navnlig, at der ikke var foretaget naboorientering, og at kommunen havde foretaget en overfladisk vurdering af sagen uden tilstrækkelige hensyn til bilag IV-arter og den beskyttede natur.

Kommunens begrundelse for afgørelsen

Kommunen begrundede den lovliggørende landzonetilladelse med, at mosen formentlig havde haft ringe værdi, da området havde været tilgroet med store træer. Kommunen vurderede, at spidssnudet frø og stor vandsalamander kunne forekomme i området, men at oprensningen kun havde medført kortvarig negativ eller ingen påvirkning af bilag IV-arter. Kommunen undlod naboorientering med den begrundelse, at der var tale om en lovliggørelsessag.

Klagerens og kommunens bemærkninger

• Naboorientering: Klageren fastholdt, at manglende naboorientering ikke var berettiget, selv i en lovliggørelsessag, og at det havde forhindret kommunen i at få relevante oplysninger. Kommunen mente, at naboorientering var meningsløs i en retlig lovliggørelsessag efter Naturbeskyttelsesloven.
• Kommunens vurdering efter planloven: Klageren kritiserede kommunens overfladiske vurdering og manglende vilkår for etablering og drift, samt at området var omlagt til park i strid med Planloven og Naturbeskyttelsesloven. Kommunen svarede, at lovliggørelsessager vurderes ud fra mulighederne for retlig lovliggørelse, og at forstyrrelser efter anlæggelse ville vokse til. Ansøgeren afviste intentionen om at omdanne matriklen til park og oplyste om beplantning og offentlig adgang til en natursti.
• Håndtering af opgravet jord og affald: Klageren anførte, at opgravet jord og affald var brugt til at opfylde mindre vandhuller, der fungerede som ynglested for stor vandsalamander, og ønskede genopretning. Kommunen oplyste, at der verserede en tilsynssag herom, mens ansøgeren anførte, at affald var leveret til genbrugsstationen.