Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om aktindsigt i markvandingssag - ophævelse og hjemvisning

Nævnets kompetence og miljøoplysningslovens anvendelse

Nævnet fastslog sin kompetence til at behandle klagen, da de undtagne oplysninger indgår i en sag om markvanding, som potentielt kan påklages til nævnet, jf. Vandforsyningsloven § 75, stk. 1. Nævnet fandt desuden, at de anmodede dokumenter indeholder miljøoplysninger i henhold til Miljøoplysningsloven § 3, da markvanding påvirker miljøelementerne vand og jord.

Vurdering af aktindsigt

Aktindsigt i miljøoplysninger behandles som udgangspunkt efter 1985-offentlighedsloven, jf. Miljøoplysningsloven § 2, stk. 1 og Miljøoplysningsloven § 6, stk. 2. Aarhus Kommune havde afslået aktindsigt med henvisning til Offentlighedsloven § 12, stk. 1, nr. 1 (oplysninger om enkeltpersoners private/økonomiske forhold) og Offentlighedsloven § 13, stk. 1, nr. 6 (beskyttelse af væsentlige hensyn til private/offentlige interesser).

Nævnet fandt ikke, at sagens dokumenter i sin helhed var omfattet af Offentlighedsloven § 12, stk. 1, nr. 1, da kommunen alene generelt havde forholdt sig til oplysningerne og ikke konkret til, at nogle dokumenter var fremsendt til politiet. Ligeledes fandt nævnet ikke, at sagen var omfattet af Offentlighedsloven § 13, stk. 1, nr. 6, da der ikke var et klart behov for hemmeligholdelse, og kommunen ikke havde taget konkret stilling til andre undtagelsesbestemmelser.

Afgørelse og hjemvisning

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Aarhus Kommunes afgørelse af 29. januar 2024 om afslag på aktindsigt og hjemviste sagen til fornyet behandling ved Aarhus Kommune.

Kommunen skal ved den fornyede behandling konkret vurdere, hvilke dokumenter der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen for strafferetsplejen, jf. Offentlighedsloven § 2, stk. 1 (1985-offentlighedsloven) og Offentlighedsloven § 19, stk. 1 (2013-offentlighedsloven). For dokumenter, der ikke er omfattet heraf, skal kommunen vurdere aktindsigt i hele eller dele af dokumenterne. Hvis undtagelsesbestemmelser i Offentlighedsloven § 7, Offentlighedsloven § 10, Offentlighedsloven § 12, stk. 1 eller Offentlighedsloven § 13, stk. 1 anvendes, skal kommunen foretage en konkret interesseafvejning efter Miljøoplysningsloven § 2, stk. 3. Nævnet påpegede desuden relevansen af Offentlighedsloven § 11, stk. 1 vedrørende faktiske omstændigheder.

Klager påklagede afgørelsen den 24. maj 2021 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at anmodningen burde have været behandlet efter Miljøoplysningsloven § 2, stk. 1 og Miljøoplysningsloven § 3, og at selskabet ikke havde iagttaget afvejningsreglen i Miljøoplysningsloven § 2, stk. 3 eller givet korrekt klagevejledning i henhold til Miljøoplysningsloven § 4, stk. 4. Klager bemærkede desuden, at der ikke var udarbejdet en dokumentliste over undtagne dokumenter.

Forsyning Helsingør Affald A/S fastholdt, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke havde kompetence til at behandle klagen efter hverken miljøoplysningsloven, vandsektorloven eller offentlighedsloven. Selskabet oplyste senere, at kun ét dokument, en intern registrering over adgangsveje, var undtaget fra aktindsigt.