Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af klage fra Vårby Ålaug vedrørende tilladelse til vandindvinding og -udspredning

Sagen omhandler en klage indgivet af Vårby Ålaug til Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) vedrørende Slagelse Kommunes afgørelse af 28. juni 2018. Kommunen havde meddelt tilladelse til indvinding af grundvand og overfladevand til støvbekæmpelse samt udspredning af kloridholdigt grundvand på en motocrossbane.

Tilladelsen var givet i medfør af Vandforsyningslovens § 20 og Miljøbeskyttelseslovens § 19. Formålet med vandindvindingen og -udspredningen var at forebygge støvgener i forbindelse med træning og konkurrencer på Slots Bjergby Banen samt til vask af køretøjer.

Slagelse Kommune vurderede, at tilladelsen var i overensstemmelse med retningslinjerne i vandforsyningsplanen og kommuneplanen, og at der var et reelt vandbehov, som kunne dækkes med vand af ikke-drikkevandskvalitet.

Klagepunkter fra Vårby Ålaug

Klagen blev indgivet den 6. februar 2024 af Vårby Ålaug, som anførte følgende hovedpunkter:

• Vurderinger fra Slagelse Kommunes miljøvurdering fra september 2012 burde komme naturen til gode.
• Det var udokumenteret, at vandindvindingen og -udspredningen ikke påvirkede beskyttede naturtyper og arter.
• En del af motocrossbanen var beliggende inden for Vårby Ås å-beskyttelseslinje.

Ifølge Vårby Ålaugs vedtægter er formålet med ålauget at varetage medlemmernes afvandingsinteresser.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) afviste at realitetsbehandle klagen over Slagelse Kommunes afgørelse af 28. juni 2018. Afvisningen skyldtes, at klager ikke blev anset for klageberettiget i henhold til hverken vandforsyningsloven eller miljøbeskyttelsesloven.

Klageberettigelse efter vandforsyningsloven

MFKN vurderede, at Vårby Ålaug ikke havde en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald, som krævet i Vandforsyningslovens § 80, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var fremkommet oplysninger, som indikerede, at klager ville blive mere indgribende berørt af tilladelsen end andre personer i området. Klagepunkterne blev anset for at udtrykke en mere generel interesse i områdets natur- og miljøforhold, hvilket ikke adskiller sig fra andre borgeres interesse og derfor betragtes som en ideel interesse.

Klageberettigelse efter miljøbeskyttelsesloven

Tilsvarende fandt MFKN, at klager ikke var klageberettiget i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 98, stk. 1, nr. 2. Nævnet vurderede, at klager ikke ville blive påvirket af afgørelsen på en måde, der var speciel i sammenligning med den påvirkning, afgørelsen ville have for en større personkreds. Klagerens ideelle interesse i den omkringliggende natur og beskyttede arter kunne ikke begrunde klageberettigelse.