Afslag på genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse vedrørende Esbjerg Kommunes afgørelse om byggetilladelse og dispensation

Planklagenævnets vurdering

Planklagenævnet bemærkede, at nævnet i sin afgørelse af 27. april 2021 prøvede, om kommunen havde varetaget usaglige hensyn i forbindelse med dispensationen fra lokalplanen. Nævnet fandt dengang ikke grundlag for at antage, at kommunen havde handlet partisk eller lagt usaglige hensyn til grund for sin afgørelse om dispensationen, selvom der var indgået en ansvarsfraskrivelse vedrørende plangrundlaget.

Nævnet vurderede, at selvom Retten i Esbjerg fandt byggetilladelsen ugyldig med henvisning til Byggeloven § 16, stk. 11, gælder der ikke en tilsvarende bestemmelse i planloven. Kommunen har således ikke en pligt efter planloven til at afvente udfaldet af en klage over plangrundlaget eller byggetilladelsen, når den træffer afgørelse om dispensation. Ansvarsfraskrivelsen vedrørte udelukkende byggetilladelsen og var derfor ikke et relevant hensyn i forhold til kommunens afgørelse om dispensationen. Det er byggetilladelsen, og ikke dispensationen til trappen, der er afgørende for, om byggeriet kunne igangsættes.

Planklagenævnet konkluderede, at det forhold, at byggetilladelsen blev fundet ugyldig, ikke medfører, at nævnets tidligere vurdering af dispensationen var forkert. Derfor fandt nævnet ikke, at betingelserne for genoptagelse var opfyldt.

Afgørelse

Planklagenævnet afslår anmodningen om at genoptage sagen. Nævnets afgørelse af 27. april 2021 gælder således fortsat. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Afslaget på genoptagelse er endeligt og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Planklagenævnets oprindelige afgørelse

Planklagenævnet afviste klagen den 5. januar 2021 med den begrundelse, at klagefristen var overskredet. Nævnet vurderede, at klageren ikke havde partsstatus i sagen, da der var mindst 40 meter fra tilbygningen til klagerens hus og en 4 meter bred vej imellem. Der var ingen oplysninger om, at tilbygningen medførte væsentlige gener for klageren. Manglende partsstatus betød, at der ikke var krav om klagevejledning til klageren.

Klagefristen på 4 uger for indirekte afgørelser, der ikke offentliggøres eller meddeles, regnes fra det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen, eller hvor byggeriet er så fremskredent, at klageren i almindelighed må indse omfanget og karakteren af forholdet, jf. Planklagebekendtgørelsen § 2, stk. 2. Nævnet fastsatte fristen fra den 13. maj 2020, hvor fundamentarbejdet for udhuset/carporten blev påbegyndt, hvilket betød, at klagefristen udløb senest den 10. juni 2020. Klagen, indgivet den 4. september 2020, var derfor for sen. Nævnet fandt ingen undskyldelige omstændigheder, der kunne begrunde at se bort fra overskridelsen.

Anmodning om genoptagelse

Klageren anmodede den 18. januar 2021 om genoptagelse af sagen. Klageren fastholdt, at klagen var rettidig, idet kommunen på mødet den 2. juni 2020 oplyste, at tilbygningen var ulovlig. Klageren afventede herefter svar fra kommunen. Først den 8. september 2020 modtog klageren en redegørelse med klagevejledning til Planklagenævnet, og blev dermed først da bekendt med klagemuligheden. Klageren anførte, at en almindelig borger ikke kan forventes at have kendskab til Planklagenævnet, og at kommunen som myndighed administrerer byggelovgivningen.