Stadfæstelse af afslag på landzonetilladelse til lagerhal i Faaborg-Midtfyn Kommune

Planklagenævnets kompetence og undtagelser fra landzonetilladelse

Planklagenævnet er kompetent til at behandle kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, samt retlige spørgsmål vedrørende krav om landzonetilladelse og undtagelsesbestemmelserne i Planlovens § 5 u og Planlovens §§ 36-38, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet har ikke behandlet kommunens tidligere afgørelse vedrørende Planlovens § 37, stk. 1.

Klageren anførte, at lagerhallen var undtaget fra krav om landzonetilladelse i henhold til Planlovens § 36, stk. 1 om tilbygning til udvidelse af erhvervsvirksomhed. Nævnet vurderede dog, at den ansøgte lagerhal ikke kan karakteriseres som en "tilbygning" i planlovens forstand, da den er en selvstændig bygning, der ikke er fysisk sammenhængende med en eksisterende bygning. Dette gælder både i forhold til Planlovens § 36, stk. 1, nr. 15 og nr. 20, som omhandler tilbygninger til henholdsvis mindre erhvervsvirksomheder i tidligere landbrugsbygninger og erhvervsvirksomheder i overflødiggjorte bygninger, jf. Planlovens § 37, stk. 2. Derfor kræver det ansøgte en landzonetilladelse.

Vurdering af landzonetilladelse

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Faaborg-Midtfyn Kommunes afslag. Nævnet lagde vægt på, at en tilladelse ville stride mod landzonebestemmelsernes formål om at undgå spredt og uplanlagt bebyggelse.

• Formålsstridighed: Den ansøgte lagerhal på 252 m2 er ny bebyggelse uden for planlagt erhvervsområde og til brug for en virksomhed, der ikke er et jordbrugs-, skovbrugs- eller fiskerierhverv. Etablering og udvidelse af sådanne erhvervstyper bør ske i planlagte erhvervsområder i byzone for at opretholde en klar grænse mellem by og land.
• Adskilt placering: Lagerhallen ville fremstå adskilt fra ejendommens eksisterende bebyggelse på grund af placeringen på den modsatte side af kommunevejen.
• Manglende forventning: Da virksomheden oprindeligt blev etableret via en anmeldelse og ikke en landzonetilladelse, har klageren ikke en berettiget forventning om at kunne opnå tilladelse til en udvidelse.
• Beskyttet landskab og præcedens: Ejendommen ligger i et område udpeget som beskyttet landskab, og hensynet til at undgå uønsket præcedens i lignende sager blev tillagt vægt. Hensynet til skovbyggelinjen, jf. Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, indgik også i den samlede vurdering.

Nævnet bemærkede, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at andre kommuner i andre sager eventuelt har meddelt tilladelse til lignende forhold, da Planklagenævnet foretager en fuld prøvelse af kommunens skønsmæssige vurdering.

Forhold der ikke behandles

Planklagenævnet har ikke behandlet klagepunkter vedrørende kommunens interne delegation af kompetence, da dette er et internt kommunalt anliggende og ikke et retligt spørgsmål, nævnet kan efterprøve. Ligeledes har nævnet ikke taget stilling til spørgsmål om fastlæggelse af skovbyggelinjen, da dette ikke var en del af den påklagede afgørelse og ikke vedrører et retligt spørgsmål under planloven.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Klagepunkter

• Danmarks Naturfredningsforening anførte, at byggeri i det åbne land bør undgås, og at husstandsmøllen ikke er placeret i umiddelbar tilknytning til bebyggelsen.
• De anførte også, at der findes erhvervsområder tættere på byerne, som kunne være et alternativ.