Stadfæstelse af afgørelse om ikke-miljøvurderingspligt for wakeboardbane i Lynge Grusgrav

Klagernes væsentligste indsigelser

Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening anførte i deres klager, at screeningen var utilstrækkelig. De lagde særlig vægt på:

• Risiko for forstyrrelse af markfirben og bilag IV-arter.
• Påvirkning af det nærliggende Natura 2000-område nr. 139 via hydraulisk forbindelse.
• Fare for fuglelivet på grund af de høje tårne og stålwirer.
• Mulig forurening af grundvandet med PFAS og miljøfarlige stoffer fra vedligeholdelse.
• Støjgener for både naboer og dyreliv.

Myndighedens vurdering af natur- og miljøpåvirkning

Allerød Kommune fastholdt, at projektet kun påvirker en meget begrænset del af søens bredzone (ca. 150 m ud af 3.800 m). Vedrørende markfirben blev det bemærket, at observationer var gjort 100 meter fra projektet, og at de nærmeste yngleområder lå 300 meter væk. Der blev desuden stillet vilkår i en særskilt dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 3 og Naturbeskyttelsesloven § 29a for at sikre naturtilstanden.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen og stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at projektet ikke kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, jf. Miljøvurderingsloven § 15, stk. 1, nr. 2.

Beskyttelse af arter og habitater

Nævnet lagde vægt på, at kommunen har foretaget en konkret vurdering af Bilag IV-arter, herunder markfirben, og fundet, at projektet ikke vil beskadige eller ødelægge deres yngle- eller rasteområder. Afstanden på 750 meter til Natura 2000-området blev anset for tilstrækkelig til at udelukke væsentlig påvirkning. Nævnet henviste desuden til Rådets direktiv 92/43/EØF (Habitatdirektivet) i forhold til artsbeskyttelsen.

En screening er en foreløbig vurdering af det ansøgte projekt, og en screeningsafgørelse skal kunne træffes ret hurtigt. Det indebærer, at der må accepteres et vist spillerum for vurderingen.

Støj og tekniske forhold

Vedrørende støj blev det vurderet, at afstanden til nærmeste naboer på 350 meter samt anlæggets karakter ikke medfører væsentlige gener. Nævnet præciserede desuden, at toiletforhold ikke var en del af det ansøgte projekt, og at eventuelle fremtidige ændringer vil kræve en ny vurdering. Afgørelsen blev truffet i overensstemmelse med Miljøvurderingsloven § 49, stk. 1, og er endelig, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1.

Kommunen lagde til grund, at projektet var omfattet af Miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 11, litra e, vedrørende skrotoplagring. På baggrund af en screening vurderede kommunen, at projektet ikke ville påvirke miljøet væsentligt og derfor ikke krævede en miljøvurdering eller § 25-tilladelse i henhold til Miljøvurderingslovens § 21.

Klagerens anbringender

DNF anførte i sin klage, at flatning af køretøjer indebærer mekanisk neddeling, som kan medføre emissioner svarende til shreddervirksomheder, herunder PCB-forurening. Klageren mente, at Viborg Kommune ikke havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af PCB-forureningen, og at det anvendte screeningsskema ikke var udtømmende, da det ikke omfattede emissioner af PCB.

Viborg Kommunes svar

Viborg Kommune bemærkede, at flatning er en sammentrykning af miljøbehandlede biler og ikke en mekanisk neddeling. Kommunen henviste til Miljøstyrelsens standardvilkår for flatning, som ikke indeholder specifikke krav til PCB-emissioner, i modsætning til shredding. Efterfølgende kontakt med Miljøstyrelsen bekræftede, at standardvilkårene for flatning er fyldestgørende, og at PCB ikke anses for et problem ved denne proces. Kommunen fastholdt derfor, at yderligere vurdering af PCB-forurening ikke var nødvendig.