Stadfæstelse af afgørelse om ikke miljøvurderingspligt for etablering af ungdomsboliger

Sagen omhandler en klage over Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse af 9. januar 2020, hvor kommunen vurderede, at etablering af 478 ungdomsboliger på en ejendom i kommunen ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Projektet omfatter opførelse af otte punkthuse med et samlet areal på 17.530 m² til ungdomsboliger med tilhørende faciliteter som parkering og fælles grønt gårdrum. Bebyggelsen er planlagt i et område for blandet bolig og erhverv, som ikke rummer særlige naturinteresser, og højden er i overensstemmelse med lokalplan 270.

Kommunen lagde til grund, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 10b, vedrørende anlægsarbejder i byzoner. På baggrund af en screening vurderede kommunen, at projektet ikke ville medføre væsentlig indvirkning på miljøet, og at en miljøkonsekvensvurdering derfor ikke var påkrævet. Kommunen henviste til, at forskrift for bygge- og anlægsarbejder i Lyngby-Taarbæk Kommune skulle følges under anlægsarbejdet, og at lokalplanen stillede krav til støjberegninger for at sikre, at omkringliggende erhvervsaktiviteter ikke påvirkede lokalplanområdet mere end Miljøstyrelsens støjvejledninger tillader.

Klagerens anbringender

En omboende klagede den 2. april 2020 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klageren anførte primært, at afgørelsen ikke var truffet på et oplyst grundlag, at anlægsarbejdet ikke overholdt fastsatte forskrifter for støj, og at ansøgningen henviste til ophævede bekendtgørelser og en uhjemlet forskrift. Specifikt blev det nævnt, at bygherren havde henvist til en forskrift udstedt på baggrund af Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter, som var afløst af en nyere bekendtgørelse. Ligeledes blev det påpeget, at Bekendtgørelse om begrænsning af luftforurening fra mobile ikke-vejgående maskiner var ophævet på afgørelsestidspunktet, og at en Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1628 var relevant.

Klageren fremhævede desuden, at støjen fra byggegrunden var til stor gene med målte lydstyrker på 85/86 dB, og at arbejdet ikke overholdt arbejdstidsbestemmelserne. Klageren mente, at kommunen havde ansvaret for at påse dette. Kommunen bemærkede i sit svar, at klageren muligvis ikke var klageberettiget efter Miljøvurderingslovens § 50, stk. 1, da bopælen lå ca. 150 m fra byggeriet, og at klagen var indgivet efter klagefristens udløb.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen over Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse om, at etablering af 478 ungdomsboliger ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Klagegebyret blev ikke tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 3.

Klagefrist og klageberettigelse

Nævnet fandt, at der forelå særlige forhold, som gjorde, at en overskridelse af klagefristen på fire uger, jf. Miljøvurderingslovens § 51, stk. 1, kunne ses bort fra. Dette skyldtes, at klageren umiddelbart inden fristens udløb havde anmodet om fritagelse for brug af klageportalen og betaling af gebyr, og nævnet først behandlede denne anmodning efter fristens udløb.

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede endvidere, at klageren var klageberettiget i henhold til Miljøvurderingslovens § 50, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at klagerens bopæl ca. 150 m fra projektområdet betød, at klageren måtte forventes at blive berørt af de gener, som projektet kunne medføre.

Kommunens screeningsafgørelse

Nævnet bemærkede indledningsvist, at kommunen fejlagtigt havde henvist til Miljøvurderingslovens § 22 i stedet for Miljøvurderingslovens § 21. Denne fejl blev dog anset for en uvæsentlig retlig mangel, der ikke medførte afgørelsens ugyldighed.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt efter en samlet vurdering af sagens oplysninger og klagen ikke grundlag for at tilsidesætte Lyngby-Taarbæk Kommunes vurdering af, at projektet ikke ville medføre væsentlige indvirkninger på miljøet, og dermed ikke udløste krav om udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport. Dette er i overensstemmelse med Miljøvurderingslovens § 15, stk. 1, som fastslår, hvornår projekter kræver miljøvurdering.

Henvisning til ophævede bekendtgørelser

Vedrørende klagerens anbringende om henvisning til ophævede bekendtgørelser, herunder Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter, bemærkede nævnet, at selvom den nævnte bekendtgørelse var afløst, fremgik det af den nugældende bekendtgørelses Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter § 25, stk. 5, at forskrifter udstedt efter den tidligere bekendtgørelse som udgangspunkt stadig var gældende. Dette blev anset for at være af uvæsentlig betydning.

Tilsvarende gjaldt for Bekendtgørelse om begrænsning af luftforurening fra mobile ikke-vejgående maskiner, hvor den nugældende bekendtgørelse i Bekendtgørelse om begrænsning af luftforurening fra mobile ikke-vejgående maskiner § 2 fortsat henviste til forordning (EU) nr. 2016/1628, som klageren havde fremhævet. Nævnet fandt derfor, at henvisningen til den historiske udgave af bekendtgørelsen var uvæsentlig.

Støjgener

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at der ikke lokalt var fastsat støjgrænser for projektet, men at kommunens forskrift for bygge- og anlægsarbejder skulle overholdes. Kommunen havde desuden mulighed for at regulere støjpåvirkningen fra byggepladsen efter Miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3. Spørgsmålet om, hvorvidt arbejdet på byggepladsen i øvrigt havde givet anledning til støjgener, blev anset for et tilsynsspørgsmål, som nævnet ikke havde kompetence til at behandle under denne sag.