Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Gladsaxe Kommune meddelte den 22. juni 2023 dispensation fra byplanvedtægt nr. 16 til opførelse af et dobbelthus på ejendommen [A4], 2800 Kongens Lyngby. Dispensationen vedrørte det bebyggede areal.
Ejerne af naboejendommen og en grundejerforening klagede over afgørelsen.
Ejendommen har et grundareal på 967 m² før udstykning og henholdsvis 466 m² og 501 m² efter udstykning. Det ansøgte bebyggede areal på 290 m² (140 m² og 150 m² på de to udstykkede grunde) overstiger byplanvedtægt nr. 16, § 7.1, som fastsætter, at bebygget areal ikke må overstige 1/6 af nettogrundarealet. Dette svarer til et maksimalt bebygget areal på 161 m² for den samlede ejendom.
Kommunen begrundede dispensationen med, at dobbelthuset ikke væsentligt ville påvirke områdets karakter, at grøn beplantning kunne opretholdes, at friarealet var tilstrækkeligt, og at kommunen generelt har en lempelig praksis i området for overskridelse af bebygget areal for boliger.
Planklagenævnet behandlede følgende retlige spørgsmål i sagen:
Planklagenævnet tog ikke stilling til øvrige klagepunkter, herunder tidligere dispensationer, carporte og forholdet til kommuneplanen, da disse enten ikke var omfattet af den påklagede afgørelse eller vedrørte skønsmæssige vurderinger uden for nævnets kompetence.
Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagerne over Gladsaxe Kommunes afgørelse af 22. juni 2023 om dispensation fra byplanvedtægt nr. 16. Dette betyder, at kommunens afgørelse er gældende.
Nævnet fastslog, at det ansøgte bebyggede areal på 290 m² var i strid med byplanvedtægtens § 7.1, som begrænser bebygget areal til 1/6 af nettogrundarealet (svarende til 161 m²). Forholdet krævede derfor dispensation, jf. Planlovens § 19.
Planklagenævnet vurderede, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra byplanvedtægtens § 7.1. Nævnet lagde vægt på, at bestemmelsen om bebygget areal er en bebyggelsesregulerende bestemmelse og ikke en del af planens principper, da byplanvedtægten ikke indeholder en formålsbestemmelse, der specifikt henviser til denne bestemmelse. Byplanvedtægtens § 13 om lempelser blev anset for at henvise til den til enhver tid gældende dispensationshjemmel og havde derfor ingen selvstændig retsvirkning.
Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på et utilstrækkeligt kendskab til eller forkert opfattelse af sagens faktiske forhold. Kommunen var i besiddelse af relevante oplysninger, og nævnet fandt ikke, at yderligere oplysninger ville have ændret kommunens skønsmæssige vurdering.
Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagepunktet om overtrædelse af lighedsgrundsætningen. Kommunen havde ikke modtaget ansøgninger om dispensation fra byplanvedtægt nr. 16 vedrørende klagernes ejendom, og klagerne havde ikke henvist til andre sammenlignelige ejendomme, hvor der var givet afslag på dispensation. Nævnet bemærkede desuden, at en kommune kan ændre praksis med virkning for fremtiden.
Planklagenævnet afviste at behandle klagepunkter vedrørende kommunens tidligere dispensationer til andre ejendomme og spørgsmål om carporte, da disse ikke var omfattet af den påklagede afgørelse. Klagepunkter om forholdet til kommuneplanen blev også afvist, da kommuneplanbestemmelser ikke er umiddelbart bindende for borgere, og en vurdering heraf ikke udgør en afgørelse efter Planlovens § 58. Endelig afviste nævnet at behandle spørgsmål om dispensationens hensigtsmæssighed, da dette vedrører kommunens skønsmæssige beslutning og falder uden for nævnets kompetence.
Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyrer tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.
Brøndby KommuneBrøndby Kommune har givet tilladelse til midlertidig anvendelse af et areal ved Vestvolden til jorddeponi under krav om fuld retablering af området.
Plan- og Landdistriktsstyrelsen
Esbjerg Kommune meddelte den 2. december 2024 dispensation fra byplanvedtægt nr. 40 for et område i Sjelborg. Dispensationen vedrørte en ejendom, hvor der var ansøgt om opførelse af et nyt sommerhus på 162,2 m² samt et kælderareal på 138,5 m². Kommunen gav dispensation til en udnyttelsesgrad på 0,15 (mod byplanvedtægtens krav om maksimalt 0,10) og en gulvkote på 3,777 (mod byplanvedtægtens krav om minimum 4,0). Samtidig traf kommunen afgørelse om, at etageantallet var i overensstemmelse med byplanvedtægten.
En gruppe beboere i området klagede over afgørelsen, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen.
Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. 40, et område i Sjelborg, som fastsætter følgende i § 5 om bebyggelsens omfang og placering:
Der skal være mere tillid til ejerne af de fredede bygninger, mindre bureaukrati og markant færre sager til sagsbehandling hos myndighederne, anbefaler en ekspertgruppe. Kulturministeren ser et stort potentiale i anbefalingerne og glæder sig til at se nærmere på anbefalingerne om at inddele fredede bygninger i simple kategorier, så almindelige husejere slipper for bøvl og bureaukrati.
Ny rapport fra Københavns Universitet undersøger, hvordan hensynet til klima spiller ind, når vi planlægger vores byer – og hvordan kommunerne kan gøre det endnu bedre.
Kommunen begrundede dispensationen med, at der tidligere var dispenseret fra udnyttelsesgraden, og at en bebyggelsesprocent på 15 i henhold til beregningsreglerne efter BR18 var i overensstemmelse med områdets principper. For gulvkoten anførte kommunen, at det var af underordnet betydning, at kældergulvet var beliggende i kote 3,777 DVR 90, da kælderen ikke anvendes til beboelse. Desuden lagde kommunen vægt på, at byggeriet var tilpasset matriklen og ikke ville medføre væsentlige skygge-, lys- og indbliksgener for naboerne.
Klagerne anførte, at byggeriet reelt var i to fulde etager, da kælderen var beregnet til beboelse, og at dette var en omgåelse af byplanvedtægtens forbud mod to etager. De gjorde også gældende, at kommunen havde beregnet udnyttelsesgraden forkert ved ikke at medregne kælderarealet. Endvidere mente klagerne, at dispensationen fra byplanvedtægtens bestemmelse om gulvkote var i strid med byplanvedtægtens overordnede formål, og at kommunens beslutning havde været ensidig, idet klagernes høringssvar ikke var blevet inddraget tilstrækkeligt.
Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål i sagen:
Sagen omhandler en klage over Kolding Kommunes afgørelse af 24. august 2011, hvor kommunen meddelte en lovliggørende dis...
Læs mereSagen omhandler Hvidovre Kommunes dispensation fra byplanvedtægt nr. 15 til en højere bebyggelsesgrad på ejendommen A 1,...
Læs mere