Afslag på lovliggørende dispensation til jordpåfyldning i beskyttet mose stadfæstes

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Lolland Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til påfyldning af jord i den beskyttede mose og påbud om reetablering. Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation.

Retligt grundlag og nævnets vurdering

Nævnet lagde til grund, at arealet er beskyttet mose i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 2, da det ligger i mosaik med andre beskyttede mosearealer og samlet opfylder størrelseskriteriet. Jordpåfyldningen udgjorde en tilstandsændring, der krævede dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2.

Nævnet henviste til lovbemærkningerne og egen restriktive praksis, hvorefter der skal foreligge særlige omstændigheder for at give dispensation til væsentlige tilstandsændringer i beskyttede naturtyper. En væsentlig jordbrugs- eller anden almindelig økonomisk interesse er ikke i sig selv tilstrækkelig. Derudover må en dispensation ikke skabe uheldig præcedens.

Afslag på dispensation

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at jordpåfyldningen udgjorde et betydeligt indgreb i mosen, og at området ikke var uden særlig interesse ud fra naturbeskyttelsesmæssige hensyn. Nævnet lagde vægt på, at indgrebet ikke var naturforbedrende, og at sagen alene omhandlede privatøkonomiske interesser, hvilket ikke kan begrunde en dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 3.

Nævnet bemærkede, at klagers manglende viden om arealets beskyttelsesstatus ikke kunne føre til en anden vurdering, da det er lodsejers ansvar at sikre, at der ikke foretages tilstandsændringer i beskyttet natur. Det forhold, at den tidligere ejer også havde foretaget jordpåfyldning, ændrede heller ikke resultatet. Nævnet fandt heller ikke, at der forelå andre særlige hensyn, såsom berettigede forventninger eller proportionalitet, der undtagelsesvist kunne begrunde en dispensation. Dette skyldtes blandt andet, at Lolland Kommunes byggemyndighed ikke kunne bekræfte at have anvist mosen som anbringelsessted for overskudsjord. De anførte uforholdsmæssigt store omkostninger ved reetablering kunne heller ikke medføre en anden vurdering.

Klager ansøgte den 21. juli 2017 om lovliggørende dispensation for opfyldningen af mosen. Klager anførte, at opfyldningen var foretaget i en mindre del af mosen for at muliggøre opførelse af et flerfamiliehus, og at ejendomsmægleren ikke havde oplyst om beskyttelsesstatus ved handlen. Klager mente desuden, at opfyldningen kun vedrørte en mindre del af mosen og derfor ikke havde betydning for dyre- og plantelivet, som i forvejen var negativt påvirket af spildevand og haveaffald.

Kommunens afgørelse

Sorø Kommune meddelte den 30. oktober 2017 afslag på lovliggørende dispensation til opfyldning af mosen i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 3 og Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 3. Kommunen lagde til grund, at mosearealet på ca. 2.000 m² lå i tilknytning til en beskyttet sø på ca. 350 m², hvilket medførte beskyttelse af mosen i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 3. Kommunen vurderede, at opfyldningen, der udgjorde ca. 20 % af moseområdet, havde medført, at mosens dyre- og plantearter ikke kunne trives på det opfyldte areal. Samtidig meddelte kommunen påbud om reetablering af mosen i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 5.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klager påklagede afgørelsen den 27. november 2017. Klager anførte, at der ikke var tale om en væsentlig tilstandsændring, da kun ca. 20 % af moseområdet var opfyldt. Klager henviste til, at mosen i forvejen var negativt påvirket af spildevand og haveaffald, og at der burde gælde en lempeligere dispensationspraksis for små søer i byzone, hvilket klager mente også burde omfatte den tilknyttede mose. Klager mente desuden, at grunden ikke var egnet til bebyggelse som forudsat ved erhvervelsen, og at kommunen derfor burde købe grunden.