Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en klage over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 1. marts 2023, som afviste en ansøgning om grundbetaling, grøn støtte, støtte til unge landbrugere samt tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve for 2022. Klager, en ung landbruger, er bosiddende i Thailand og driver et anpartsselskab i Danmark, der primært ejer naturarealer tilmeldt klima/lavbundsordningen.
Landbrugsstyrelsen afviste ansøgningen med den begrundelse, at klager ikke i tilstrækkelig grad havde dokumenteret, at den unge landbruger udøvede faktisk og langsigtet kontrol med bedriften fra sin bopæl i Thailand. Styrelsen bemærkede, at selvom den unge landbruger formelt ejede 33 % af selskabskapitalen, havde 100 % af stemmerettighederne og var direktør, manglede der dokumentation for den faktiske udøvelse af denne kontrol. Styrelsen henviste til, at klager ikke havde fremsendt selskabskontrakt, vedtægter eller lignende med ansøgningen, hvilket gjorde det umuligt at udlede selskabets beslutningsorganer og -gange. Styrelsen påpegede desuden, at et bestyrelsesreferat indikerede en bestyrelse, selvom CVR ikke viste en sådan, og at beslutninger i en bestyrelse normalt træffes ved simpel stemmeflerhed, jf. Selskabsloven § 124, stk. 3. Dette rejste tvivl om den unge landbrugers reelle kontrol, da beslutninger kunne træffes imod dennes vilje i perioder op til en generalforsamling. Styrelsen henviste til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 artikel 21, stk. 1, 1. pkt., vedrørende kravet om faktisk og langsigtet kontrol.
Klager anførte, at den unge landbruger havde fuld kontrol over virksomheden i henhold til en anpartsoverenskomst og selskabets vedtægter, som blev fremlagt under klagesagen. Vedtægterne viste, at der ikke var en vedtægtsbunden bestyrelse, og at den unge landbruger som direktør tegnede selskabet og havde 100 % af stemmerettighederne. Klager argumenterede for, at den uformelle bestyrelse kun var til for familiens indsigt og ikke påvirkede beslutningsgangene. Klager fremhævede, at den ekstensive drift af naturarealer gjorde fjernledelse fra Thailand mulig med hjælp fra en planteavlskonsulent og revisor. Klager mente desuden, at Landbrugsstyrelsen havde tilsidesat officialprincippet ved ikke selv at rekvirere vedtægterne og at utilfredsstillende svar normalt ikke tillægges skadesvirkning. Klager henviste til, at Landbrugsstyrelsen tidligere havde godkendt den unge landbruger som driftsherre med bopæl i Thailand i forbindelse med overdragelse af fast ejendom under Landbrugsstøtteloven § 22, stk. 1.
Landbrugsstyrelsen fastholdt, at officialprincippet var overholdt, da klager som ansøger havde et større ansvar for at fremskaffe de nødvendige oplysninger, herunder vedtægterne og dokumentation for den faktiske driftsledelse fra Thailand. Styrelsen anerkendte, at vedtægterne formelt set gav den unge landbruger kontrol, men fastholdt, at der manglede dokumentation for, hvordan denne kontrol faktisk blev udøvet i dagligdagen. Styrelsen påpegede, at bestyrelsesreferatet og faderens kontakt med styrelsen indikerede en anden praksis end den formelle struktur. Styrelsen understregede, at den ikke havde vurderet omgåelse, men alene manglende opfyldelse af kravet om faktisk kontrol.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse og gav ikke medhold i klagen over afslag på støtte til unge landbrugere og tildeling af betalingsrettigheder for 2022.
Nævnet fandt, at Landbrugsstyrelsens afgørelse af 1. marts 2023 ikke fuldt ud opfyldte forvaltningslovens begrundelseskrav, da der manglede en specifik hjemmel for afslaget på tildeling af betalingsrettigheder. Dog vurderede nævnet, at begrundelsesmanglen ikke var konkret væsentlig for sagen og derfor ikke skulle føre til afgørelsens ugyldighed. Nævnet lagde vægt på, at selve begrundelsen for afgørelsen indeholdt en tilstrækkelig fyldestgørende forklaring på, hvorfor afgørelsen havde fået det pågældende indhold, og at den mangelfulde hjemmelshenvisning ikke havde påvirket klagers forståelse af afgørelsen. Dette blev vurderet i henhold til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at sagen var tilstrækkeligt oplyst, inden Landbrugsstyrelsen traf afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at styrelsen havde partshørt klager og præciseret, hvilke oplysninger der var nødvendige, samt oplyst, at ansøgningen ville blive behandlet på det foreliggende grundlag, hvis der ikke blev svaret. Da der var tale om en ansøgningssag, påhvilede der ansøger et større ansvar for at bistå med sagsoplysningen, og manglende indsendelse af oplysninger kunne tillægges processuel skadesvirkning.
Nævnet vurderede, at den unge landbruger ikke kunne anses som driftsleder på bedriften i 2022. Dette blev begrundet med, at klager var bosiddende i Thailand, hvilket skabte en formodning imod, at klager kunne varetage den daglige drift. Klager havde ikke tilbagevist denne formodning eller påvist, at den unge landbruger udøvede den påkrævede faktiske kontrol over selskabet fra Thailand. Nævnet henviste til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 1, litra a, jf. Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 639/2014 artikel 49, stk. 1, litra b. Selvom den unge landbruger formelt havde stemmemajoritet og var direktør, var dette ikke tilstrækkeligt til at opfylde betingelserne om faktisk driftsledelse, da den fysiske deltagelse og den konkrete udøvelse af ledelsen ikke var dokumenteret.
Da klager ikke var støtteberettiget i henhold til ordningen for unge landbrugere for 2022, fandt nævnet, at klager heller ikke var berettiget til at modtage betalingsrettigheder fra den nationale reserve efter reglerne for unge landbrugere i støtteåret 2022. Dette var i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 30, stk. 6, jf. stk. 11, litra a.
Udlændinge- og IntegrationsministerietMål- og resultatplanen giver en kortfattet beskrivelse af Udlændingestyrelsens faglige og finansielle forventninger til år 2022, herunder væsentlige forhold, der forventes at påvirke Udlændingestyrelsens aktiviteter og forhold. Endvidere beskrives forventningerne til det kommende år.
En landbruger, der repræsenterede interessentskabet F 1, ansøgte i 2019 om støtte til unge nyetablerede landbrugere. Landbrugsstyrelsen afslog ansøgningen med den begrundelse, at landbrugeren allerede var etableret i et anpartsselskab (F 4) den 19. december 2014, hvor vedkommende besad en ejerandel på 49 % af anparterne. Styrelsen henviste til, at støtte kun kan gives til den første landbrugsvirksomhed, man er etableret i, jf. Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 53, pkt. 3 og Forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a).
Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet og anførte, at en besiddelse af 49 % af kapitalandelene i anpartsselskabet ikke udgjorde en etablering som driftsleder. Klageren fremhævede, at den anden ejer (Ejer 1) stiftede og drev anpartsselskabet, og at Ejer 1 fortsat varetog den daglige ledelse og var direktør indtil oktober 2019. Klageren havde hverken formelt eller de facto tegningsret og kunne ikke træffe beslutninger for selskabet alene.
Ekspertgruppen om unge landbrugere har netop udgivet deres rapport. Her vurderer de konkrete forslag til, hvordan unge kan få bedre økonomiske vilkår for at komme i gang som landbrugere.
Fødevareminister Jacob Jensen (V) har modtaget 12 konkrete anbefalinger fra en ekspertgruppe, der skal accelerere indsatsen for udtagning af kulstofrige lavbundsjorder frem mod 2030.
Klageren argumenterede for, at den 49 % anpartspost var en passiv investering, da der ikke skete ændringer i driften ved overtagelsen. Klageren anså sig derimod for førstegangsetableret i interessentskabet F 1 den 1. januar 2015, hvor klageren havde en ejerandel på 51 % og var daglig driftsleder med bestemmende indflydelse på markdriften. Interessentskabet havde desuden modtaget støtte til unge nyetablerede landbrugere i årene 2015-2018.
Landbrugsstyrelsen fastholdt, at det for støtteordningen er tilstrækkeligt at eje en del af en landbrugsbedrift for at blive anset for etableret. Styrelsen understregede, at støtteberettigelse kræver førstegangsetablering og driftsledelse. Styrelsen bemærkede, at de er bemyndiget til at fastsætte regler for at anvende EU-forordningerne i Danmark og sikre, at der ikke skabes kunstige omstændigheder for at opnå uberettiget støtte. Styrelsen henviste til, at klageren ifølge CVR-registret var etableret i anpartsselskabet den 19. december 2014 med en ejerandel på 49 %.
En landbruger ansøgte i 2018 om støtte til unge nyetablerede landbrugere for et interessentskab, etableret i 2008, hvor ...
Læs mereEn landbruger ansøgte i 2019 om støtte til unge nyetablerede landbrugere for sin enkeltmandsvirksomhed, som var etablere...
Læs mereForslag til Lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.
