Ophævelse og hjemvisning i sag om afslag på ansøgning om støtte til unge nyetablerede

Sagen omhandler en landbrugers ansøgning om støtte til unge nyetablerede landbrugere for 2019, som Landbrugsstyrelsen afslog. Afslaget blev begrundet med, at landbrugeren allerede var etableret som medejer af et anpartsselskab siden 2016, og at støtte kun kan gives til den første landbrugsvirksomhed, man etablerer sig i. Landbrugsstyrelsen henviste til Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 53, pkt. 3 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a).

Klagerens argumenter

Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet og anførte, at ejerskabet i anpartsselskabet ikke kunne sidestilles med at være nyetableret, da klageren hverken havde været driftsleder, tegningsberettiget eller haft bestemmende indflydelse i selskabet. Klageren henviste til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 30, stk. 11, litra b) og artikel 50, stk. 2, litra a), samt virksomhedsoplysninger fra CVR, der viste en ejerandel på 40 % og stemmerettigheder på 13,79 % i kapitalklasse B. Klageren fremhævede, at anpartsselskabet aldrig havde ansøgt om grundbetaling, og at klageren opfyldte alle betingelser i Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 53.

Klageren påpegede desuden, at Landbrugsstyrelsen ikke havde foretaget en individuel vurdering af sagen, men i stedet henviste til generel praksis og udtryk som "typisk".

Landbrugsstyrelsens bemærkninger

Landbrugsstyrelsen fastholdt sin afgørelse og henviste til Landbrugsstøtteloven § 1, som bemyndiger styrelsen til at fastsætte regler for anvendelse af EU-forordninger i Danmark. Styrelsen bemærkede, at begrebet "etableret" var centralt, især i lyset af nye selskabskonstruktioner, og at det var vigtigt at forhindre kunstige omstændigheder, der kunne føre til uberettiget støtte. Styrelsen anførte, at betingelserne i Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 53 er kumulative og skal bedømmes individuelt. Styrelsen mente, at en landbruger, der ejer en del af et selskab, typisk har faktisk og varig kontrol, hvilket giver ret til at trække penge ud og påvirke driften.

Nye oplysninger under sagsbehandlingen

Under sagens behandling fremsendte klageren en ejeraftale af 3. marts 2017 og vedtægter for anpartsselskabet. Det fremgik af ejeraftalen, at en anden ejer (ejer 3) havde den ultimative bestemmelsesret og en eksklusiv vetoret, mens klageren alene var indehaver af 40 % B-anparter, svarende til 13,79 % af stemmerettighederne. Det blev også oplyst, at ingen af kapitalejerne havde hovedbeskæftigelse i selskabet, og at parterne ikke var forpligtet til yderligere kapitalindskud. Klageren havde aldrig været ansat eller udøvet driftsledelse i anpartsselskabet. Vedtægterne af 28. oktober 2016 viste, at ingen anparter havde særlige rettigheder, men en ekstraordinær generalforsamling den 3. marts 2017 vedtog en opdeling i A- og B-anparter, hvor A-anparter havde 20 stemmer og B-anparter 1 stemme. Selskabet tegnedes af direktøren.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) ophævede Landbrugsstyrelsens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet vurderede, om klageren kunne anses for etableret efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a), som følge af sit engagement i anpartsselskabet.

Vurdering af etablering og kontrol

MFKN fastslog, at en fysisk person anses for etableret som driftsleder ved deltagelse i en juridisk person, når vedkommende opfylder betingelsen i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 639/2014 artikel 49, stk. 1, litra b). Dette indebærer, at etableringstidspunktet skal bedømmes ud fra den unge landbrugers muligheder for at udøve faktisk og langsigtet kontrol over den juridiske person for så vidt angår beslutninger om drift, fortjeneste og finansiel risiko.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde været i stand til at udøve den påkrævede faktiske og langsigtede kontrol over anpartsselskabet. Dette blev begrundet med:

• Ejeraftalen af 3. marts 2017, som ikke bemyndigede klageren til at træffe beslutninger.
• Den anden ejer (ejer 3) havde den ultimative bestemmelsesret og en eksklusiv vetoret, da denne var indehaver af samtlige A-anparter.
• Klageren var alene indehaver af 40 % B-anparter, svarende til 13,79 % af stemmerettighederne.

Allerede fordi klageren ikke var i stand til at træffe beslutninger på anpartsselskabets vegne, vurderede MFKN, at klageren ikke opfyldte betingelserne om faktisk og langsigtet kontrol i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 639/2014 artikel 49, stk. 1, litra b). Derfor kunne klageren ikke anses for etableret efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a) som følge af sit engagement i anpartsselskabet.

Betydning af formel opdeling og omgåelseshensyn

Det forhold, at der først skete en formel opdeling i kapitalklasser og differentieret stemmevægt den 3. marts 2017, ændrede ikke resultatet. Nævnet lagde vægt på ejeraftalen, hvorefter klageren den 1. januar 2017 blev noteret for 40 % B-anparter, og vurderede, at der allerede på dette tidspunkt var en differentieret stemmevægt mellem selskabsdeltagerne. Klageren havde således på intet tidspunkt i realiteten været i stand til at udøve faktisk og langsigtet kontrol.

Endelig fandt MFKN, at Landbrugsstyrelsens omgåelseshensyn ikke kunne føre til et andet resultat. Nævnet vurderede, at den konkrete sag ikke gav anledning til at fastslå omgåelse i forhold til reglerne om støtte til unge landbrugere, og bemærkede, at omgåelseshensynet er varetaget ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 artikel 60.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.