Stadfæstelse af afslag på landzonetilladelse og påbud om ophør af helårsbeboelse

Furesø Kommune traf to afgørelser vedrørende en sommerhusejendom på [A1], 3520 Farum. Den 31. januar 2023 udstedte kommunen et påbud om ophør af helårsbeboelse i sommerhuset, og den 11. maj 2023 afslog kommunen en ansøgning om landzonetilladelse til ændret status fra fritidsbolig til helårsbeboelse. Ejendommens ejer klagede over begge afgørelser til Planklagenævnet. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 48.1, Sommerhusbebyggelse ved Hestetangsvej, og ligger i landzone. Lokalplanens § 3.1 fastsætter, at området kun må anvendes til sommerhusbebyggelse, hvilket indebærer beboelse i tidsrummet 1. april til 30. september og kun kortvarige ferier uden for dette tidsrum. Kommunens påbud var begrundet i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelse og manglende ret til helårsbeboelse i henhold til Planlovens § 36, stk. 1, nr. 18. Afslaget på landzonetilladelse var begrundet i, at det ville stride mod landzonebestemmelsernes formål, kommuneplanens retningslinjer og lokalplanens principper, som der ikke kan dispenseres fra. Klageren anførte, at kommunen havde skabt berettigede forventninger om lovlig helårsbeboelse gennem tidligere tilkendegivelser og myndighedspassivitet, samt at påbuddet var i strid med lighedsgrundsætningen og manglede hjemmel i forhold til Planlovens § 40.

Planklagenævnet stadfæstede Furesø Kommunes afslag på landzonetilladelse og kunne ikke give medhold i klagen over påbuddet. Dette betyder, at kommunens afgørelser forbliver gældende. Nævnet behandlede sagen under henvisning til sin kompetence i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 og Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3 samt kommunens tilsynshjemmel i Planlovens § 51, stk. 1.

Forholdet til lokalplanen

Nævnet fandt, at anvendelse til helårsbeboelse er i strid med lokalplanens § 3.1, som er en del af planens principper. Da en dispensation fra planens principper kun kan gives i ganske særlige tilfælde, hvor anvendelsen ligger meget tæt på den umiddelbart tilladte, og da helårsbeboelse ikke ligger tæt på sommerhusformål, kunne der ikke gives dispensation i henhold til Planlovens § 19, stk. 1 og Planlovens § 19, stk. 2. Kommunens afslag på landzonetilladelse blev derfor anset for korrekt.

Berettigede forventninger og myndighedspassivitet

Planklagenævnet vurderede, at et brev fra kommunen af 30. november 2022, som fejlagtigt angav, at der ikke var tilmeldt beboere på ejendommen, ikke skabte en berettiget forventning eller et bindende forhåndstilsagn om lovlig helårsbeboelse. Nævnet lagde vægt på, at brevet alene konstaterede fravær af folkeregisteradresse og ikke gav tilsagn om lovlighed. Vedrørende myndighedspassivitet fandt nævnet, at kommunen ikke havde udvist passivitet, der fortabte retten til at kræve lovliggørelse, da kommunen først fik kendskab til den aktuelle ulovlige helårsbeboelse i december 2022 og herefter handlede prompte med varsel og påbud. Tidligere kendskab til ejendommen i 2014-2015 vedrørte en tidligere ejer, og kommunen havde informeret om ejendommens status som fritidsbolig.