Beskatning af fri bolig som personlig indkomst for hovedaktionær på landbrugsejendom med bopælspligt

Retsgrundlaget for beskatning af fri bolig

Hovedreglen for hovedaktionærer findes i Ligningsloven § 16a, stk. 5, hvorefter værdien af rådighed over en bolig som udgangspunkt beskattes som udbytte. Værdien opgøres efter reglerne i Ligningsloven § 16, stk. 9. Der gælder dog en særregel i Ligningsloven § 16, stk. 9, 13. pkt., hvis der foreligger bopælspligt efter anden lovgivning.

Parternes argumenter

Skattestyrelsen gjorde gældende, at klageren var ansat i selskabet og havde væsentlig indflydelse på egen aflønning. Derfor skulle værdien af den fri bolig samt forbrugsudgifter beskattes som personlig indkomst jf. Personskatteloven § 3, stk. 1 og Personskatteloven § 4a, stk. 2.

Klageren anførte derimod, at da der var bopælspligt på ejendommen, skulle beskatningen ske som aktieindkomst (udbytte). Klageren henviste til, at særreglen om bopælspligt i Ligningsloven § 16a, stk. 5 medfører, at udbyttet skal beskattes efter de almindelige regler for aktieudbytte.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om, at værdien af fri bolig skulle beskattes som personlig indkomst.

Rettens begrundelse

Retten lagde afgørende vægt på selskabets egen faktiske håndtering af forholdet. Da selskabet i flere år selv havde indberettet værdien som et skattepligtigt personalegode (løn), blev det anset for at være honorering for klagerens arbejdsindsats for selskabet.

Retten bemærkede desuden:

• Klageren har modtaget en meget beskeden kontant løn fra selskabet i de relevante år.
• Der var ikke godtgjort forhold, der talte for, at selskabet skattemæssigt faktisk havde behandlet boligen som udbytte frem for lønindkomst.

"Da selskabet har indberettet værdien af fri bolig som et skattepligtigt personalegode og dermed som en del af klagerens løn fra selskabet, har selskabet selv vurderet, at der er tale om honorering af en arbejdsindsats for selskabet."

Proces og forældelse

Da der var tale om kontrollerede transaktioner mellem en hovedaktionær og selskabet, fandt retten, at Skattestyrelsen var berettiget til at foretage forhøjelserne efter den forlængede ligningsfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5. For indkomståret 2019 præciserede retten dog, at aktieindkomsten ikke skulle reduceres, da boligen ikke tidligere var beskattet som aktieindkomst i det pågældende år.

Klageren bestred SKAT's afgørelse og argumenterede principalt for, at hans selvangivelser skulle lægges til grund, subsidiært at forhøjelsen skulle være mindre. Hovedargumenterne var:

• Ikke interesseforbundne parter ved aftalens indgåelse: Lejeaftalen blev oprindeligt indgået mellem selskabet og [kommunen] i 1999 til brug for et bofællesskab for autister, herunder klageren. [Kommunen] fremlejede værelser til beboerne og anså lejen for høj i forhold til markedet. Klageren indgik en separat lejeaftale med [kommunen]. Først i 2003, da [kommunen] udtrådte, fortsatte klageren med at betale leje direkte til selskabet. Klageren mente derfor, at aftalen ikke var indgået mellem interesseforbundne parter, og at Ligningsloven § 2, stk. 1 og Ligningsloven § 16 a, stk. 9 derfor ikke kunne anvendes.
• Lejelovens anvendelse: Lejemålet var omfattet af Lejeloven, og selskabet kunne kun kræve lejeforhøjelse, hvis lejen var væsentligt lavere end det lejedes værdi, jf. Lejeloven § 47. Dette skulle slå igennem skattemæssigt, da parterne ikke frit kunne fastsætte lejen. Klageren henviste til, at [kommunen] tidligere havde anset lejen for høj, og at ejendommens stand og høje varmeudgifter berettigede en lavere leje.
• Markedsvilkår: Klageren fastholdt, at den aftalte leje var udtryk for markedsværdien, især da [kommunen] som uafhængig part og ekspert havde forhandlet vilkårene. Derudover blev det anført, at konjunkturerne fra 2000 til 2006-2008 havde været ugunstige for udlejningsejendomme, hvilket sandsynliggjorde, at markedslejen snarere var faldet end steget.
• Klagerens handicap: Klagerens autisme og behov for faste rammer og rutiner blev fremhævet som en faktor, der gjorde, at han ikke benyttede ejendommen i væsentligt større omfang end tidligere, og at den konkrete værdi af hans benyttelse ikke oversteg den faktiske leje.
• Sammenligningsgrundlag: Klageren bestred SKAT's brug af en hjælperegel og fremlagde en sammenlignelig ejendom ([adresse3]) med et lavere lejeniveau, trods bedre stand og mindre areal, som støtte for, at den betalte leje var rimelig.
• Ejendomsvurdering: Klageren påpegede, at ejendomsvurderingen for 2008 var nedsat efter klage, hvilket indikerede, at tidligere vurderinger også kunne have været for høje, og at en eventuel fiksering af leje burde baseres på et lavere vurderingsgrundlag.