Kendelse om inhabilitet af skønsmand og gyldigheden af skønserklæring

Sagen omhandlede en kæremål vedrørende en boligretskendelse fra Aalborg, som havde truffet afgørelse om, hvorvidt visse skønserklæringer skulle udgå af sagen. Boligretten havde bestemt, at to supplerende skønserklæringer fra henholdsvis 5. juli 2012 og 28. november 2012 skulle udgå af sagen, mens skønserklæringen af 12. december 2011 skulle forblive en del af sagen. Baggrunden for udelukkelsen af de supplerende erklæringer var, at skønsmanden blev anset for inhabil efter tidspunktet for indgåelsen af en formidlingsaftale, da han var medejer af det involverede ejendomsmæglerfirma.

Kærende ApS's påstand og argumenter

Kærende ApS kærede kendelsen med påstand om, at skønserklæringen af 12. december 2011 ligeledes skulle udgå af sagen. De anførte, at skønsmanden fortsat var inhabil, og at der under en senere afhjemling ville være risiko for, at han ville være påvirket af uvedkommende hensyn, hvilket ville forhindre en uvildig besvarelse af uddybende spørgsmål. Da de supplerende skønsrapporter var udgået, var der ikke sket besvarelse af de supplerende skønstemaer, og det ville ikke være muligt at lade en anden skønsmand udtale sig om konklusionerne i den oprindelige skønserklæring. Kærende ApS mente derfor, at en ny skønsmand burde udmeldes til besvarelse af det oprindelige skønstema.

Virksomhed Aalborg ved Indkæredes påstand og argumenter

Virksomhed Aalborg ved Indkærede påstod kendelsen stadfæstet. De argumenterede for, at syns- og skønsmanden ikke var inhabil, da han afgav skønserklæringen den 12. december 2011. De supplerende spørgsmål fra den udgåede skønserklæring af 5. juli 2012 kunne stilles til en anden skønsmand, og de var villige til at frafalde de supplerende spørgsmål fra den udgåede skønserklæring af 28. november 2012. De fremhævede, at den bevismæssige vurdering af skønserklæringen af 12. december 2011 samt eventuel afhjemling af skønsmanden skulle foretages af boligretten på sædvanlig vis, med medvirken af to lægdommere med indsigt i markedslejeforhold. De påpegede desuden, at indhentelse af en ny skønserklæring ville påføre parterne yderligere omkostninger og trække sagen i langdrag.

Vestre Landsret fastslog, at skønsmanden ikke længere kunne virke som syns- og skønsmand i sagen, da han var inhabil. Som følge heraf var parterne afskåret fra at stille supplerende spørgsmål til ham og fra at afhjemle ham under hovedforhandlingen. Under disse omstændigheder, og da Kærende ApS ikke var skyld i skønsmandens inhabilitet, bestemte landsretten, at skønserklæringen af 12. december 2011 tillige skulle udgå af sagen. Det forhold, at skønsmanden ikke var inhabil, da han afgav erklæringen, kunne ikke føre til et andet resultat under de givne omstændigheder. Kæreafgiften skulle tilbagebetales.