Afslag på dispensation til arealoverførsel inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på dispensation til arealoverførsel og etablering af nye skel inden for strandbeskyttelseslinjen. Ansøgningen vedrørte overførsel af 549 m² landbrugsjord fra matr. nr. [PN1] (landbrugsejendom) til matr. nr. [PN2] (beboelsesejendom) i Malle By, Sennels, Thisted. Det ansøgte areal ligger i sin helhed inden for strandbeskyttelseslinjen.

Formålet med arealoverførslen var at skabe større afstand til den intensive landbrugsdrift på naboejendommen, primært på grund af gener fra gyllespredning. Klager anførte, at formålet ikke var at opføre ny bebyggelse, og at arealoverførslen ville fremme strandbeskyttelseslinjens formål ved at tage et areal ud af intensiv landbrugsproduktion. Klager henviste desuden til, at Kystdirektoratet tidligere havde meddelt dispensation i lignende sager, hvor der heller ikke blev skabt ny adgang til kysten.

Kystdirektoratet begrundede afslaget med, at der efter administrativ praksis som hovedregel ikke gives dispensation til arealoverførsel fra landbrugsejendom til beboelsesejendom inden for strandbeskyttelseslinjen. Direktoratet vurderede, at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation, og at en dispensation ville kunne medføre uønsket præcedens. Kystdirektoratet fremhævede, at der var udsigt til faktiske tilstandsændringer, da der var tale om overførsel fra landbrugsjord til en beboelsesejendom, og at en dispensation kunne reducere strandbeskyttelseslinjen. Direktoratet differentierede de af klager nævnte sammenlignelige sager ved at påpege forskelle i ejendomstype og skelføring.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på dispensation til arealoverførsel og etablering af nye skel inden for strandbeskyttelseslinjen.

Nævnet henviste til Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, som forbyder udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, der fastlægger skel inden for strandbeskyttelseslinjen. Formålet med denne bestemmelse er at forhindre ændringer i kystlandskabet, selv uden aktuel udsigt til bebyggelse. Dispensation kan kun gives i særlige tilfælde efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, og bestemmelsen administreres meget restriktivt.

Vurdering af særlige forhold

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at de af klager anførte gener fra landbrugsdriften udgjorde et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at det ansøgte ikke havde et nødvendigt formål, der burde gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse i at forhindre ændringer i kystlandskabet. Det forhold, at arealet havde begrænset synlighed fra kysten, eller at klager ikke havde til hensigt at bebygge arealet, kunne ikke føre til et andet resultat, da strandbeskyttelseslinjen også beskytter det bagvedliggende kystlandskab.

Præcedensvirkning og administrativ praksis

Nævnet fremhævede, at en dispensation til den ansøgte arealoverførsel ville kunne medføre en uhensigtsmæssig præcedens i andre lignende sager. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede desuden, at Kystdirektoratets administrationspraksis ikke giver klager et retskrav på dispensation, da hver ansøgning skal vurderes konkret og individuelt. Nævnet foretager en fuld prøvelse af betingelserne for dispensation og er ikke bundet af førsteinstansens tidligere praksis. Klagegebyret tilbagebetales ikke i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1.