Planklagenævnets afslag på genoptagelse vedrørende tagudskiftning i Virum

Vedrørende klagen over manglende partshøring fandt Planklagenævnet, at kommunen ikke var forpligtet til at partshøre klageren om høringssvaret af 16. juni 2020. Dette skyldtes, at høringssvaret ikke indeholdt faktiske oplysninger af væsentlig betydning for vurderingen af tagudskiftningens overensstemmelse med lokalplanen, som klageren ikke allerede var bekendt med. Dette er i overensstemmelse med principperne i Forvaltningsloven § 19, stk. 1. Nævnet konkluderede derfor, at kommunen ikke havde begået en væsentlig sagsbehandlingsfejl ved den tidligere behandling af sagen.

Afsluttende bemærkninger

Nævnet bemærkede, at det øvrige anførte af klageren blev opfattet som uenighed i nævnets afgørelse, hvilket ikke i sig selv er grundlag for genoptagelse. Planklagenævnet har desuden ikke kompetence til at behandle klagepunkter vedrørende brandmæssige forhold, da disse ikke er reguleret af planloven.

Afgørelsen om afslag på genoptagelse er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Klageren indbragte kommunens afgørelse for Planklagenævnet den 29. september 2019. Planklagenævnet traf afgørelse den 3. november 2020 og fandt ikke grundlag for at give klageren medhold. Nævnet lagde vægt på, at en sammenlignelig sag vedrørende ejendommen A 2 ikke kunne føre til en genoptagelsespligt for kommunen, da de faktiske forhold ikke var sammenlignelige. Specifikt blev det fremhævet, at terrassen på A 2 var etableret i terrænniveau, da den underliggende bygning blev betegnet som kælder på grund af det høje terræn.

Anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse

Klageren anmodede den 4. november 2020 om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 3. november 2020. Klageren anførte, at nævnet havde lagt vægt på to udtalelser fra kommunen, som der ikke var retligt belæg for. Klageren argumenterede specifikt, at den del af ejendommen A 2, som kommunen opfattede som kælder (benævnt "sauna og depot"), ifølge BBR-registret og bygningstegninger skulle regnes som beboelse og ikke kælder. Klageren påpegede, at denne del af boligen stod i åben, niveaufri forbindelse med husets stue og havde niveaufri udgang til det fri, hvilket ifølge retningslinjer for kælderrum indikerer et beboelsesrum. Klageren fremhævede desuden, at bygningstegningerne for A 2 viste en tagterrasse med adgang fra 1. sal og et lovpligtigt rækværk, hvilket modsagde kommunens opfattelse af en terrænterrasse. Klageren gjorde også gældende, at kommunen anvendte urigtig argumentation vedrørende dispensation til et trappetårn og en kvist på A 2. Endelig bemærkede klageren, at en enkeltstående fravigelse af lovlig praksis som udgangspunkt vil blive anset for usaglig forskelsbehandling, og at de fremsatte bemærkninger alle havde været fremlagt i den oprindelige klage.