Planklagenævnets afvisning af realitetsbehandling af klager over landzonetilladelse til midlertidig udeservering

Køge Kommune gav den 19. september 2018 landzonetilladelse til at ændre anvendelse af en eksisterende blandet bolig- og erhvervsbygning til i alt 12 boliger på matr.nr. , A1, 4681 Herfølge. Ejendommen, der er et tidligere andelsmejeri, ligger i landzone og er ikke noteret med landbrugspligt. Ansøgningen omhandlede omdannelse af eksisterende erhvervslejemål til beboelse, når de nuværende lejere fraflytter. Kommunen vurderede, at anvendelsesændringen kunne ske under hensyntagen til landskabelige, landbrugsmæssige og planlægningsmæssige interesser, jf. Planloven § 35. Kommunen foretog naboorientering, og der var ingen indkomne bemærkninger, der talte imod det ansøgte. Dog fremgik det af et beslutningsreferat fra kommunens Klima- og Planudvalg, at ejendommens beliggenhed over for et stort erhvervsområde og ud til en trafikeret vej ikke var optimal for nye boliger, da det kunne give anledning til klager og begrænse virksomhedernes udviklingsmuligheder. Ejendommen ligger i et område udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde i kommuneplan 2017 for Køge Kommune. Klageren, en betonvirksomhed beliggende ca. 30 meter fra den ansøgte ejendom, klagede over kommunens afgørelse. Klageren anførte, at kommunen havde forsømt at varetage flere saglige hensyn, der fremgår af , herunder planlægningsmæssige og miljømæssige hensyn. Klageren henviste til, at det ansøgte ligger i kommuneplanens rammeområde 13L01 (åbent land, særligt værdifuldt landbrugsområde) og anførte, at kommunen ikke havde forholdt sig til støjniveauet fra erhvervsområdet og A1, samt luftforurening. Klageren henviste til den vejledende anbefalede afstand på 150 meter mellem boliger og virksomheder i miljøklasse 5, som klagerens virksomhed tilhører, ifølge "Håndbog om Miljø og Planlægning". Klageren gjorde gældende, at tilladelsen ville gøre området væsentligt mere følsomt og begrænse erhvervslivets vækstmuligheder. Endvidere anførte klageren, at projektet var lokalplanpligtigt, og at kommunens afgørelse var uhjemlet. Klageren mente også at have partstatus og burde have været partshørt efter , og at naboorientering ikke kunne erstatte dette. Ansøgeren gjorde gældende, at landzonetilladelsen ikke ville ændre den bestående tilstand, da der ikke ønskedes udvidelse af bebyggelsen, og at kommunens afgørelse ikke led af væsentlige retlige mangler.