Planklagenævnets afgørelse om kvistopførelse på Fuglevangsvej, Espergærde

Planklagenævnets kompetence og fortolkning

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet forstod kommunens byggetilladelse som en indirekte afgørelse om, at projektet var i overensstemmelse med lokalplanen, og kunne derfor behandle klagen.

Vurdering af umiddelbar tilladelse eller dispensationskrav

Lokalplanbestemmelser er bindende, jf. Planlovens § 18. Forhold i overensstemmelse med lokalplanen er umiddelbart tilladte, mens afvigelser kræver dispensation, jf. Planlovens § 19. Eksisterende lovlig brug kan fortsætte, men bortfalder, hvis den ikke har været udnyttet i tre på hinanden følgende år, jf. Planlovens § 56, stk. 4.

Lokalplanens § 3.1 – udnyttelse af tagetage til beboelse

Da tagetagen allerede blev anvendt til beboelse inden lokalplanens vedtagelse, fandt Planklagenævnet, at den ansøgte udvidelse af etagearealet med 3 m2 ikke havde karakter af nyindretning. Forholdet var derfor umiddelbart tilladt efter § 3.1 og krævede ikke dispensation.

Lokalplanens § 7.1 – bevaringsværdig bygning

Bygningen var ikke udpeget som bevaringsværdig på lokalplanens kortbilag 3. Det var uden betydning, at bygningen var vurderet som bevaringsværdig andre steder. Forholdet var derfor i overensstemmelse med lokalplanens § 7.1 og krævede ikke dispensation.

Lokalplanens § 9.1 – bebyggelsesprocenten

Planklagenævnet lagde til grund, at bebyggelsesprocenten på 29,9% var i overensstemmelse med lokalplanens § 9.1, idet den eksisterende bebyggelse blev reduceret som forudsat. Nævnet bemærkede, at spørgsmålet om den faktiske reduktion er omfattet af kommunens tilsynspligt, jf. Planlovens § 51, stk. 3.

Lokalplanens § 9.2 – etageantal

Lokalplanen definerer ikke etagebegrebet, hvorfor Planklagenævnet lagde vægt på bygningens fremtræden. Nævnet vurderede, at bygningen allerede før den ansøgte kvist fremstod som mere end én etage med udnyttelig tagetage, primært på grund af en eksisterende kvist med altan, der var større end halvdelen af tagfladens længde. Med opførelsen af den nye kvist skete der en yderligere ændring og tilbygning i tagkonstruktionen, som medførte, at bygningens øverste etage fremstod mere dominerende. Dette var en planlægningsmæssigt relevant ændring, som var i strid med lokalplanens § 9.2 og derfor krævede dispensation, jf. Planlovens § 19.

Partshøring og håndtering af indsigelser

Kommunen havde foretaget partshøring, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1, og inddraget de modtagne høringssvar i sin vurdering. Nævnet fandt, at kommunen ikke havde tilsidesat reglerne om partshøring, da der ikke var krav om at imødekomme indsigelserne, blot at de skulle indgå i vurderingen.

Forhold som ikke blev behandlet

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende:

• Sagsbehandling: Klager over isolerede sagsbehandlingsspørgsmål, som ikke påvirker afgørelsens gyldighed, ligger uden for nævnets kompetence.
• Den naboretlige tålegrænse: Dette er et privatretligt anliggende og ikke et retligt forhold efter planloven.
• Forholdet til kommuneplanen: Bestemmelser i en kommuneplan er ikke umiddelbart bindende for borgere, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1 og Planlovens § 12, stk. 1, og en vurdering heraf er ikke en afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 58.
• Forhold efter byggelovgivningen: Klager over Bygningsreglement 2018 (BR18) ligger uden for Planklagenævnets kompetence og var allerede videresendt til Byggeklageenheden.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Kommunens Afgørelse og Dispensationer

Helsingør Kommune meddelte byggetilladelse til opførelse af to kviste på i alt 2,7 m² og dispenserede samtidig fra lokalplanens bestemmelser:

• Dispensation fra § 5, stk. 1: Bebyggelsesprocenten forøgedes fra 32,6% til 32,9%, hvilket overskred den tilladte grænse på 25%.
• Dispensation fra § 5, stk. 10: Kvistene fik en bredde på 1,5 meter, hvilket overskred den tilladte bredde på 1,3 meter.

Kommunen undlod at foretage forudgående naboorientering, da de vurderede, at dispensationen var af underordnet betydning for naboerne.

Klagernes Indvendinger

Klagernes ejendom er naboejendom til den omhandlede ejendom, og de tilladte kviste er placeret direkte ind mod klagernes ejendom. Klagerne anførte, at kvistene, som de opfattede som karnapper, medførte betydelige indbliksgener til deres første sal, stue og køkken. De mente derfor, at der skulle have været foretaget partshøring forud for kommunens afgørelse. Klagerne rejste også tvivl om korrekt afsætning af skel, korrekt beregning af bebyggelsesprocenten (inklusive ulovligt opført bebyggelse som en loggia, et skur og en havepavillon), og at kvistene ikke var opført i overensstemmelse med de godkendte tegninger.

Kommunens Svar på Klagen

Helsingør Kommune fastholdt, at klagerne ikke var parter i sagen, da dispensationen var af underordnet betydning. Kommunen mente ikke, at lokalplanens bestemmelse om bebyggelsesprocent skulle varetage hensynet til indbliksgener, og at indbliksgenerne ikke oversteg, hvad man almindeligvis må forvente i et byområde. Bebyggelsesprocenten var beregnet ud fra BBR-oplysninger, og kommunen fandt det underordnet, om der var opført ulovlig bebyggelse. Kommunen oplyste desuden, at ejendomsudvalget i 2010 havde besluttet at skærpe praksis for bebyggelsesprocent, men at konkrete vurderinger fortsat skulle foretages. Kommunen vedlagde fotos, der viste direkte indblik fra kvistene til klagernes ejendom.