Landzonetilladelse til telemast ophævet og hjemvist grundet manglende undersøgelse af alternativer

Krav om landzonetilladelse til telemaster

I landzone kræves der som udgangspunkt tilladelse fra kommunen til ny bebyggelse og ændret anvendelse af ubebyggede arealer, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Visse typer byggeri er dog undtaget, herunder byggeri fritaget for byggetilladelse til offentlige trafik-, forsynings- eller varslingsanlæg eller radio- og tv-modtagelse, jf. Planlovens § 36, stk. 1. Panelantenner til mobilkommunikation på eksisterende master er også undtaget, jf. Planlovens § 36, stk. 1. En telemast, der kræver byggetilladelse, anses dog for bebyggelse og kræver landzonetilladelse.

Generelle principper for landzonetilladelser og telemaster

Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning og sikre bymæssig udvikling, hvor der er planlagt for det. Reglerne skal administreres ud fra landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige hensyn samt samfundsmæssige interesser, jf. Planlovens § 1, stk. 2. Der lægges stor vægt på lovens almene formål og præcedensvirkning.

Der er en betydelig samfundsmæssig interesse i at etablere hensigtsmæssig dækning for mobiltelefoni, hvilket vægtes højt i sager om landzonetilladelse til telemaster. Dog skal hensynet til landskabet også varetages, jf. Planlovens § 1, stk. 2.

Principper for placering af telemaster:

• Nye telemaster bør så vidt muligt placeres i bymæssig bebyggelse.
• I landzone uden for bymæssig bebyggelse bør de placeres i tilknytning til eksisterende høje konstruktioner (f.eks. andre master, vindmøller, skorstene).
• Alternativt kan antenneanlæg integreres i eksisterende bebyggelse. Kommunen skal overveje påbud efter Mastelovens § 11 om adgang til eksisterende konstruktioner.
• Hvis ovenstående ikke er muligt, bør masten placeres i tilknytning til eksisterende (lavere) bebyggelse, selvom en anden placering ville medføre færre nabogener. Hensynet til landskabet vejer normalt tungere end hensynet til nabogener.
• Placering i værdifulde landskabsområder bør undgås, men en konkret vurdering skal altid foretages.
• Hvis en grundejer ikke ønsker masten opført på det bedst egnede sted, kan kommunen overveje ekspropriation efter Mastelovens § 15, hvilket kræver tilladelse fra Energistyrelsen, jf. Mastelovens § 15, stk. 3.

Ansøgeren skal undersøge alternative placeringsmuligheder og godtgøre, at den ansøgte placering er den bedste ud fra landzonereglerne og hensynet til dækning. Kommunen har en stor sagsoplysningspligt og skal påse, at den ansøgte placering er den bedste efter de nævnte principper.

Planklagenævnet vurderede indledningsvist, at der er et godtgjort behov for telemasten i området, og at den tjener en betydelig samfundsmæssig interesse, da ansøgeren har et dækningskrav. Samfundsmæssige hensyn vægter højt i afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1, men de øvrige relevante hensyn, herunder de landskabelige, skal fortsat varetages.

Dækningskrav og masthøjde

Nævnet konstaterede, at kortmateriale fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur viser, at dækningskravet alene gælder på land. På den baggrund fandt nævnet, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, hvorvidt dækningskravet kan opfyldes med en lavere mast eller en mast med en anden placering.

Alternative placeringer og nabogener

Planklagenævnet fandt desuden, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at den ansøgte placering er den bedst mulige. Nævnet vurderede, at placeringen af masten vil medføre væsentlige gener for naboen på [A2], da boligen er placeret ca. 28 meter fra masten. Selvom hensynet til nabogener normalt må vige for hensynet til landskabet i mastesager, fandt nævnet ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at der ikke findes andre alternative og bedre placeringer i området.

Afgørelse og hjemvisning

Planklagenævnet ophæver Lolland Kommunes afgørelse af 3. juni 2022 om landzonetilladelse til opførelse af en gittermast på 42 meter med tilhørende teknikskab på ejendommen [A1] og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen.

Ved den fornyede behandling skal kommunen:

• Undersøge, om en mast på 36 meter er tilstrækkelig til at opfylde dækningskravet på land.
• I samråd med ansøgeren undersøge og vurdere alternative placeringer i henhold til de principper, der er beskrevet i afsnit 2.3.3 i afgørelsen, med særligt fokus på placeringer, der medfører færre nabogener.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Kommuneplanens retningslinjer for telemaster fremhæver, at antenneudstyr primært skal placeres i bymæssig bebyggelse eller på eksisterende høje konstruktioner. Hvis dette ikke er muligt, skal nye master placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse for at undgå, at de fremstår som fritstående elementer i landskabet. Der stilles også krav om koordinering på tværs af kommunegrænser og vilkår om deling af masten.

Ansøgning og kommunens vurdering

Et teleselskab ansøgte om tilladelsen med begrundelsen, at en ny mast var nødvendig for at opretholde og forbedre mobildækningen i området. Ansøgeren oplyste, at alternative placeringer på eksisterende master eller høje bygninger var undersøgt, men ikke fundet egnede. Den valgte placering blev fremhævet som værende i tilknytning til let industri og med eksisterende træbeplantning, der kunne skærme.

Kommunen besigtigede området og konstaterede, at det var kuperet med en del beplantning og eksisterende tekniske anlæg. Kommunen gav tilladelse i medfør af Planloven § 35, stk. 1, idet den vurderede, at projektet var i overensstemmelse med kommunens administrationsgrundlag og kommuneplanens retningslinjer. Kommunen lagde vægt på den samfundsmæssige interesse i digital infrastruktur og vurderede, at der ikke var tungtvejende landskabelige hensyn eller nabohensyn, der talte imod. Kommunen mente, at masten ikke ville have en væsentlig indvirkning på oplevelsen af Haraldsted tunneldal og Gyrstinge Sø, og at den ansøgte placering var den bedst mulige.

Klagen fra beboere

En beboer klagede på vegne af flere beboere over kommunens afgørelse. Klagen anførte navnlig:

• Mastens nødvendighed: Området havde allerede tilstrækkelig dækning fra eksisterende master og fibernet.
• Landskabelig indvirkning: Masten ville skæmme landskabet, da den ville blive placeret på et højdedrag og fremstå som en dominerende konstruktion, i strid med landskabskarakteranalysens anbefalinger.
• Alternative placeringer: Kommunen havde ikke tilstrækkeligt redegjort for alternative masteplaceringer eller muligheder for at udnytte eksisterende master.
• Påvirkning af dyr, planter og mennesker: Bekymring for stråling fra antennerne, herunder 5G-teknologi, og henvisning til et EU-retligt forsigtighedsprincip. Klageren anførte også, at masten ville ødelægge klagerens klinik, der tager hensyn til strålingsfølsomme mennesker.

Kommunen fastholdt, at dækningen ville blive forbedret, at masten ikke ville ødelægge de primære udsigtsmuligheder, og at ansøgeren havde undersøgt alternativer. Kommunen afviste desuden, at projektet ville påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter væsentligt, og henviste til Sundhedsstyrelsens vurderinger vedrørende stråling.