Privatkopieringsafgift: EU-retten forbyder fritagelse baseret på private aftaler og eksklusiv tilbagebetalingsret for slutbrugere (C-110/15)

Denne præjudicielle afgørelse omhandler fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF (InfoSoc-direktivet), specifikt artikel 5, stk. 2, litra b), vedrørende undtagelsen for privatkopiering og den dertil knyttede pligt til at betale en rimelig kompensation (privatkopieringsafgift) til rettighedshaverne.

Sagen udspringer af flere tvister i Italien, hvor en række selskaber, der producerer og importerer elektronisk udstyr og medier (herunder Microsoft Mobile, Hewlett-Packard, Samsung og Dell), anfægtede det italienske regelsæt, som regulerer opkrævningen af denne afgift. Opkrævningen administreres af det italienske kollektive forvaltningsselskab for ophavsrettigheder (SIAE).

Sagsøgerne gjorde gældende, at den italienske ordning stred mod EU-retten, fordi den pålagde afgiften på udstyr, der var erhvervet til klart ikke-private formål (f.eks. erhvervsmæssig brug), og at ordningen desuden ikke indeholdt effektive mekanismer til at undgå eller kompensere for denne urimelige opkrævning.

De centrale spørgsmål, som Consiglio di Stato (Italien) forelagde Domstolen, vedrørte især to aspekter af den nationale ordning:

Domstolen fastslog, at EU-retten, herunder artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29/EF, er til hinder for en national ordning som den italienske, der bygger på en kombination af privatretlig forhandling og en restriktiv tilbagebetalingsret.

Uforenelighed ved Aftaleforhandlinger om Fritagelse

Domstolen fandt, at den nationale ordning var i strid med EU-retten, fordi den betingede fritagelse for betaling af afgiften (for apparater og medier til klart ikke-privat brug) af, at der blev indgået aftaler mellem SIAE – der har et retligt monopol – og de betalingspligtige (producenter/importører) eller deres brancheorganisationer. Domstolen fremhævede, at:

• Ordningen ikke fastsætter en generelt anvendelig bestemmelse, der fritager producenter og importører, som godtgør, at varerne er erhvervet til klart ikke-private formål.
• Den vilkårlige overladelse af fritagelseskriterierne til private aftaleforhandlinger ikke sikrer objektivitet, gennemsigtighed eller ligebehandling mellem de erhvervsdrivende, der befinder sig i ensartede situationer.

Uforenelighed ved Tilbagebetalingsmekanismen

For det andet fastslog Domstolen, at ordningen også var uforenelig med EU-retten, da den fastsatte, at tilbagebetaling af uretmæssigt betalt afgift udelukkende kunne kræves af den endelige bruger og ikke af producenterne eller importørerne. Da den italienske ordning ikke indeholdt tilstrækkelige garantier for effektiv fritagelse for producenter/importører i første led (ex ante), var det nødvendigt med en effektiv og let tilgængelig tilbagebetalingsmekanisme. En mekanisme, der udelukkende begrænser tilbagebetalingen til slutbrugeren, gør processen uforholdsmæssig vanskelig og ineffektiv, hvilket forstyrrer den rimelige balance, der skal opretholdes mellem rettighedshavere og brugere.