Planklagenævnets afgørelse om anvendelsesændring på Allégade 8D-H, Frederiksberg

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Frederiksberg Kommunes afgørelse. Dette betyder, at kommunens afgørelse om, at anvendelsesændringen er i overensstemmelse med lokalplan nr. 157, gælder.

Planklagenævnets kompetence og forståelse af afgørelsen

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet forstår en byggetilladelse som en afgørelse om, at projektet er i overensstemmelse med den gældende lokalplan, medmindre der udtrykkeligt er dispenseret fra bestemmelser.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Bestemmelser i en lokalplan er bindende, jf. Planloven § 18. Forhold, der er i overensstemmelse med lokalplanen, er umiddelbart tilladte. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse, kræver dispensation, jf. Planloven § 19. En lokalplanbestemmelse skal være klart og præcist formuleret for at kunne håndhæves.

Vurdering af lokalplanens bestemmelser

Lokalplanens § 1 (Formål)

Planklagenævnet fandt, at formålsbestemmelsen i lokalplanens § 1 alene fastsætter overordnede målsætninger. Et forhold kan ikke sikres gennem formålsbestemmelsen alene, men skal komme til udtryk i planens konkrete bestemmelser, jf. Planloven § 15, stk. 1. Nævnet vurderede derfor, at anvendelsesændringen var umiddelbart tilladt efter lokalplanens § 1.

Lokalplanens § 8.2 (Parkering)

Lokalplanen fastsætter krav til parkeringspladser. Nævnet bemærkede, at en lokalplans retsvirkninger kun vedrører fremtidige dispositioner, og eksisterende lovlig brug kan fortsætte. Da den ansøgte ændring fra ca. 570 m2 erhverv (ca. 11 p-pladser) til 2 boliger (2 p-pladser) medfører et lavere parkeringskrav, fandt Planklagenævnet, at ændringen ikke var en planlægningsmæssigt relevant ændring, der udløste krav om etablering af yderligere parkeringspladser. Derfor krævedes ingen dispensation fra § 8.2, jf. Planloven § 19.

Lokalplanens § 7.1 (Opholdsarealer)

Bestemmelsen i § 7.1 fastsætter krav om opholdsarealer for "nybebyggelse". Da der var tale om en anvendelsesændring i en eksisterende bygning og ikke ny bebyggelse, og da bestemmelsen ikke havde den fornødne klarhed og præcision til at regulere konvertering af eksisterende bebyggelse, fandt nævnet, at anvendelsesændringen var i overensstemmelse med lokalplanens § 7.1. Derfor krævedes ingen dispensation fra denne bestemmelse, jf. Planloven § 19.

Lokalplanens §§ 7.2 og 7.3 (Ubebyggede arealer)

Da anvendelsesændringen ikke udløste krav om etablering af nye opholdsarealer eller parkeringspladser, fandt Planklagenævnet, at det ansøgte ikke var i strid med §§ 7.2 og 7.3. Derfor krævedes ingen dispensation fra disse bestemmelser, jf. Planloven § 19.

Forhold, som ikke behandles

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende:

• Forholdet til kommuneplanen: Bestemmelser i en kommuneplan er ikke umiddelbart bindende for borgere og udgør ikke en afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 58.
• Forholdet til byggelovgivningen: Disse spørgsmål henhører under Byggeklageenheden.
• Hensigtsmæssighed: Spørgsmål om lys-, indkig- og støjgener vedrører ikke retlige forhold efter planloven og ligger uden for nævnets kompetence.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Klagepunkter

• Klagerne anførte, at en fordobling af parkeringspladser ville medføre øgede gener i strid med lokalplanens bestemmelser.
• De hævdede også, at virksomheden havde været ændret efter lokalplanens vedtagelse, da den ikke havde været ejet eller drevet af beboerne i en periode på over 3 år.